7 - SYVENDE KAPITEL

Tilladelsen af 
Det Onde

HVORFOR DET ONDE BLEV TILLADT.

     Det onde er det, som føder Elendighed af sig, hvad som helst der enten på første Hånd eller ad fjernere Veje volder Lidelse af en hvilken som helst Slags.—Websters eng.

    Leksikon.  Dette Emne kommer derfor ikke alene ind på menneskelige Plager, Sorger, Smerter, Svagheder og Død, men går bag om alle disse til deres Rodårsag — Synden — og dens Bodemiddel. 

    Eftersom Synden er Årsagen til det onde, er dens Bortfjernelse det eneste Middel til en varig Helbredelse af Sygdomsondet.

     Ingen Vanskelighed mælder sig måske ideligere for den tænksomme end Spørgsmålene:  Hvorfor tillod Gud det onde at råde for nærværende?

   Hvorfor tillod han Satan at fremsætte Fristelsen for vore første Forældre, efter at han ha’de skabt dem fuldkomne eg oprigtige?

   Eller hvorfor tillod han det forbudne Træ at ha en Plads imellem de gode?  

  Trods alle Tilløb til at vise Spørgsmålet fra sig vil det påtrænge sig en: Kunde ikke Gud ha afværget al Mulighed for Menneskets Fald?

    Guds Planer, sete i deres Fuldendthed, vil godtgøre Visdommen i den fulgte Fremgangsmåde. Nogle spør: Kunde ikke Gud, for hvem alle Ting er mulige, had grebet ind tids nok til at forpurre den fulde Udførelse af Satans Øjemed? 

    Uden Tvivl kunde han det; men en sådan Træden imellem vilde ha hindret Gennemførelsen af hans egne Forsætter. Hans Formål var at åbenbare sin Lovs Fuldkommenhed, Majestæt og retfærdige Myndighed og at vise både Mennesker og Engle de onde Følger, der måtte flyde af dens Krænkelse. 

    Desuden er visse Ting i selve deres Natur umulige endogså for Gud, hvad Skriften udtaler:

Det er “umuligt for Gud at lyve” (Heb. 6, 18).

“Han kan ikke fornægte sig selv”(2Tim. 2,13).

     Han kan ikke gøre Uret, og derfor kunde han kun vælge den viseste og bedste Plan for at føre sine Skabninger ind til Livet, selv om vort kortsynede Blik for en Tid ikke skulde kunne opdage de skjulte Væld af uendelig Visdom.

Though opposed
to evil,
God does
permit it.

“ikke er en Gud, some har Lyst til Ugudenlighed” (Sal. 5,4).

     Skøndt imod det onde i enhver Henseende, tillader (d.v.s. hindrer ikke) Gud det for en Tid, fordi hans Visdom er en Måde, hvorpå det kan bli en varig og gavnlig Lærdom for hans Skabninger.

     Den Grundsætning, som, når den udføres I Handlilng, har gavnlige Følger [127] og omsider frembringer Orden, Samstemmighed og Lykke, kalder vi Ret, og den modsatte, der frembringer Splid, Elendighed og Ødelæggelse, kalder vi Uret, Følgerne af disse Grundsætningers Udøvelse kalder vi godt og ondt; og det fornuftbegavede Væsen, der har Evne til at skelne Ret fra Uret og med Vilje ledes af det ene eller det andet, kalder vi dydigt eller syndigt.

Why didn’t God limit man’s experience?

     Det er til denne Sans, Gud altid henvender sig for at bevise sin Retfærdighed, og ved den samme Evne kunde Adam skønne, at Synd, eller Uretfærdighed, var ondt, selv før han kendte alle dens Følger. De lavere Ordensrækker af Guds Skabninger er ikke udstyrede med denne Moralsans. 

    En Hund har lidt Skelneevne, men ikke i denne Grad, skøndt den kan lære, at for een Slags Opførsel får den Kærtegn og godt af sin Herre, for en anden det modsatte.  Den kunde stjæle eller dræbe, men kunde ikke Ejendom, men kunde ikke kaldes dydig, —fordi den er uvidende om noget sædeligt ved sin Opoførsel.

     Gud kunde ha skabt Mennesket uden Evne til at skelne mellem Ret og Uret eller i Stand til kun at skønne og gøre Ret; men at ha skabt ham sådan vilde ha været at lave slet og ret en levende Maskine og sandelig ikke et sjæleligt Billede af hans Skaber. Eller han kunde ha skabt Mennesket fuldkomment og med Handlefrihed, som han gjorde og ha værget ham mod Satans Fristelse. 

    Siden Menneskets Erfaring således blev indskrænket til det gode, vilde han i det Tilfælde stadig ha været udsat for onde Indskydelser udefra eller Higen og Stræben indefra, som vilde ha gjort den stedsevarende Fremtid usikker, og et Udbrud af Ulydighed og Uorden vilde altid ha været en Mulighed; desuden vilde det gode aldrig blet sat så højt i Værd undtagen ved dets Modsætning til det onde.

Cain and Abel

Only
by comparing
results
can man
properly
appreciate
good and evil.

Liberty
of choice
is a part
of man’s
original endowment.

    Ved at sammenligne Følgerne kom de til Forståelse og tilbørlig Værdsættelse af begge.

“Og Gud Herren sa’: Se, Mennesket er blet som en af os til at kende godt og ondt” (1 Mos. 3,22).

     Heri har deres Efterkommere Del på det nær, at de først opnår deres Kundskab om ondt og ikke fuldt ud kan fatte, hvad godt er, førend de erfarer det i Tusindårsriget som en Følge af deres Genløsning ved ham, som da skal være deres Dommer og Konge

     Moralsansen, eller Evnen tilk at skønne Ret og Uret, og Friheden til at bruge den, som Adam ejede, var vigtige Træk I hans Lighed med Gud. Loven om Ret og  Uret var skreven i hans Naturs Indretning. Den var en Del af hans Natur, gangske som den er en Del af den guddommelige Natur. 

    Men lad os ikke glemme, at dette Guds Billede eller Lignelse, denne oprindelig lovindskrevne Menneskenatur, har tabt meget af sit klare Omrids ved Syndens udslettende, nedværdigende Indflydelse; følgelig er det ikke nu, hvad det var i det første Menneske. Evne til at elske forudsætter Evnen til at hade; følgelig kan vi slutte, at Skaberen ikke kunde gøre Mennesket I sit eget Billede, med Magt til at elske og til at gøre Ret, uden den tilsvarend Evne til at hade og gøre Uret. 

    Denne Valgfrihed, kaldet sædelig Handlefrihed, eller fri Vilje, er en Del af Menneskets oprindelige Udstyr, og dette tillige med det fulde Mål af hans Åndsevner og sædelige Egenskaber gjorde ham til et Billede af sin Skaber. 

    I Dag, efter seks Tusind Års Nedadgåen, er så meget af den oprindelige Lighed udvisket ved Synden, at vi ikke er frie, men bundne i større eller mindre Grad af Synden og dens Følgesvende, så at Synd nu er lettere og derfor behageligere for den faldne Slægt end Retfærdighed.

    Var Anledning til Synd aldrig blet tilladt, kunde Mennesket ikke ha modståt Synd, selvfølgelig vilde der hveken ha været Dyd eller Fortjeneste i hans Gøren Ret. Gud søger sådanne til at tilbede sig, som tilbeder i Ånd og Sandhed. Han attrar tænksom og villig Lydighed snarere end uvidende, viljeløs Dyrkelse. 

    Han ha’de allerede livløse, viljeløse Redskaber i Virksomhed til at udføre hans Vilje, men hans Formål var at lave en ædlere Ting, en fornuftbegavet Skabning i sit eget Billede, en Jordens Herre, hvis Troskab og Retfærdighed skulde hvile på en sand Forståelse af Ret og Uret, godt og ondt.

    Skriften underretter os om, at når det ondes Virksomhed har været tilladt længe nok til at udføre Guds Hensigt, vil det for evigt ophøre at virke, og at alle, som blir ved at la det råde over sig, skal for evigt ophøre at være til (1 Kor. 15, 25.26 Heb. 2, 14). Ret Handlen og de, som handler ret skal ene vare ved for evig.

1.  Intuition

2.  Observation

3.  Experience

4.  Information

    Den første Slags Kundskab vilde være umiddelbart indleysende, uden Tæikningsarbejdet eller Nødvendigheden for Bevis. Den Slags tilhører ene den guddommelige Jehova, al Visdoms og Sandheds evige Kilde, der nødvendigvis og ifølge Tingenes egen [130] Natur står højt over alle sine Skabninger. 

    Derfor kunde Menneskets Kendskab til godt og ondt ikke være umiddelbart indlysende. Menneskets Kundskab kunde kommet ved Iagttagelse; men i det Tilfælde måtte der nødvendigvis ha været en Fremvisning af det onde og dets Følger for ham at iagtta. 

    Dette vilde forudsætte Tilladelsen af det onde et eller andet Sted blandt disse eller hine Væsner, og hvorfor ikke lige så godt blandt Menneskene og på Jorden som blandt andre andensteds?

Although deceived,
Eve was a transgressor.

“På den Dag, du æder af det, skal du visselig dø [Eng. døende skal du dø].” 

    De ha’de derfor en tillært Kundskab om ondt, skøndt de aldrig ha’de iagtta’t eller erfaret dets Virkninger. Selvfølgelig påskønnede de ikke deres Skabers kærlige Myndighed og velsignelsesrige Lov, så heller ikke Farerne, som han derved tænkte at værne dem imod. 

    De gav derfor efter for Fristelsen, som Gud i sin Visdom tillod, fordi han da’de set, at det omsider vilde føre til et gavnligt Udfald.

     Det er kun få, der skønner, hvor hård den Fristelse var, som vore første Forældre bukkede under for, eller Guds Retfærdighed i at pålaegge så streng en Straf for, hvad der for mange synes så ringe en Forseelse; men lidt Eftertanke vil gøre alt klart. Skriften fortæller simplet og ligefrem om, hvorledes Kvinden, den svagere, blev forført og dermed en Overtræderske. 

    Hendes Erfaring og Kendskab til Gud var endog mere indskrænket end Adams, for han blev skabt først og ha’de før hendes Skabelse fåt sin Kundskab om Syndens Straf lige fra Gud, hvorimod Eva sandsynligvis fik sin Op[131] lysning fra Adam. 

    Da hun ha’de ta’t til sig af Frugten, gik det, eftersom hun da’de sat Lind til Satans forførende Vrangfremstilling, øjensynlig ikke straks klart op for hende, at hun ha’de forspildt sin Ret til Livet, endskøndt der vel nok var noget misligt og svage Anelser om, at alt ikke var i sin Orden. 

    Men om end forført, var hun dog, ifølge Pavlus, en Overtræderske. Hun var ansvarlig for Handlingen, dog ikke så skyldig, som hvis hun ha’de gjort det under klarere Lys.

    Vi kan let indse, hvad den Fristelse var, som drev ham til således uden videre at udsætte sig for den visse Straf. Siden de jo var fuldkomne Væsener, med Åndsevner i Lighed med deres Skaber, gav Kærlighedens gudlignende Element sig i en fremragende Grad til Kende hos den fuldcomne Mand over for hans Ledsagerinde, den fuldkomne Kvinde. 

    Idet Adam utvivlsomt så den visse Død for Eva og dermed sit eget Tab (og det uden Håb om Tilbagevinden for intet sådant Håb var blet gi’t), fattede han i sin Fortvivlelse uden videre det Forsæt ikke at ville leve uden hende. Idet hanagtede sit eget Liv ulykkeligt og værdiløst uden hendes Selskab, tog han forsætlig Del i handes Ulydighed for at kunne dele Dødsstraffen med hende. 

    Begge var derfor ansvarlige og “i Overtrædelsen,” som Apostelen viser (Rom. 5,14. 1 Tim. 2, 14), og selvfølgelig blev begge retfærdig dømte til Døden af Loven, som siger: “Den Sjæl, som synder, den skal dø.”

    Dog var det Guds Rådslutning at tillade det onde, fordi han, med Midlet til Menneskets [132] Frigørelse fra dets Følger på rede Hånd, indså, at Udfaldet vilde bli, at han ad Erfaringens Vej vilde bli ledet til en fuld Forståelse af “Syndens overvættes Syndlighed” og af Dydens mageløse Ypperlighed i Modsætning til den.—således lærende ham at elske og ære sin Skaber des mere, som er Ophavet og Kilden til al Godhed, og for evig at sky det, som bragte så megen Nød og Elendighed.

     Så det endelige Udbytte vil bli større Kærlighed til Gud og større Had til alt, hvad der er hans Vilje imod, og selvfølgelig alle sådannes grundfaste Opbyggelse på evig Retfærdighed, som høster Nytte af den Undervisning, Gud nu gir gennem Tilladelsen af Synd og dermed forbundne Onder.

    Den sidstnævnte Opfattelse er både gudsbespottelig og modsiger de i Skriften fremstillede Kendsgerninger. De, som falder i denne Vildfarelse, gør det almindelig under et Tilløb til at finde en anden Frelsesplan end den, Gud har sørget for ved Kristi Offer som vor Løsepenge. 

    Hvis det lykkes dem at overtyde sig selv og andre om, at Gud er ansvarlig for al Synd og Ugudelighed og Forbrydelse*),

*To Skrifttekster (Es. 45,7 og Amos 3,6) bruges til at bære denne Anskuelse oppe, men ved en Misfortolning af Ordet ondt begge Steder. Synd er altid et Onde, men et Onde er ikke altid en Synd.  Et Jordskælv, en Ildebrand, Oversvømmelse eller Farsot vilde være Ulkykker, et Onde; men ingen af disse vilde være Synder. Ordet Onde i de nysnævnte Tekster har Meningen Ulykker.  Det samme hebraiske Ord, Sal. 10, 6; 27, 5; 34, 19; 41, 1; 88, 3; 94, 13; 107, 26. 39; 141, 5. Jer. 48, 16; 51, 2. Beg. 1, 21. Sak. 1, 15. Præd. 7, 14. 1 Sam. 10, 19. Neh. 2, 17. 1 Es. 45, 7 og Amos 3, 6 vilde Herren minde Israel om sin Pakt med dem som et Folk, — at om de vilde adlyde hans Love, vilde han velsigne dem og vevare dem for Ulykker, der kom over Verden i Almindelighed, men at om de vilde forlade ham, vilde han bringe Ulykker (Onder) over dem som Revselse. Se 5 Mos. 28, 1-32. 3 Mos. 26, 14-16. Jos. 23, 6-16. Når Ulykker ramte dem, var de imidlertid tilbøjelige til at anse dem for Hændelser og ikke for Revselser. Følgelig sendte Gud dem Bud gennem Profeterne, påmindede dem om deres Pakt og fortalte dem, at deres Ulykker var fra ham og med hans Vilje for deres Tilrettevisning. Det er Tåbeligt at bruge disse Tekster til Bevis på, at Gud er Syndens Ophav, for de henfører aldeles ikke til Synd.

    Dermed lægger de også Grunden til en anden Del af deres flaske Lære, nemlig Universalisme, idet de påstår, at eftersom Gud afstedkom al Synd og Ugudelighed og Forbrydelse i alle, vil han også udvirke hele Menneskehedens Befrielse fra Synd og Død.

    Og idet de slutter, a Gud vilde og voldte Synden, og at ingen kunde modstå ham, så påstår de, at når han kommer til at ville Retfærdighed, vil alle ligervis være uden Magt til at modstå ham. Men i al sådan Tænkning tilsidesættes aldeles Menneskets ædleste Egenskab, Vilje- eller Valgfrihed, det mest slæende Træk af hans Lighed med sin Skaber, og Mennesket blir efter denne Laere en blot og bar Maskine, der kun arbejder, efter som den påvirkes. 

     Om dette var Tilfældet, vilde Mennesket i Steden for at være Jordens Herre endog være ringere end Insekter; for de har upåtvivlelig en Vilje eller Valgevne. Selv den lille Myre har fåt en Viljesevne, som Mennesket ikke kan ødelægge, sköndt han med sin større Magt kan virke og krydse den.

God did not force man
to sin, but in His loving wisdom provided
a means
for his recovery.

     Sandt nok, Gud har Magt til at drive Mennesket til enten Synd eller Retfærdighed; men hans Ord vidner, at han ingen sådan Hensigt har. Han kunde ikke, uden at komme i Strid med sig selv, drive Mennesket til Synd, af den samme Grund, at “han ikke kan fornægte sig selv.” 

     Slig en Adfærd vilde være usamstemmende med hans retfærrdige Karakter og derfor en Umlighed. Og han søger kun sådannes Tilbedelse og Kærlighed, som tilbeder ham i Ånd og Sandhed. I dette Øjemed har han gi’t Mennesket en fri Vilje lig [134] sin egen og ønsker, han skal vælge Retfærdighed Menneskets Tilladelse til at vælge for sig selv førte til hans Fald fra Guds Samfund, Yndest og Velsignelser hen i Døden. 

     Ved sin Erfaring i Synd og Død lærer Mennesket af Gavn, hvad Gud tilbød at lære ham af Navn, uden at han behøvede at opleve Synd og dens Følger. Guds Forudviden om, hvad Mennesket vilde gøre, bruges ikke imod ham et Påskud for at nedværdige ham til et blot og bart Maskinvæsen; tværtimod bruges den til Menneskets bedste. 

     Thi uagtet Gud forudså, hvad Retning Mennesket vilde ta, om det stod ham frit for at vælge for sig selv, hindrede han ham dog ikke fra at smage Synden og dens beske Frugter, men begyndte med det samme at sørge for etMiddel til hans Genopresjsning af sin første Overstrædelse ved at skaffe en Genløser, en stor Frelser, der var i Stand til fuldkomment at frelse alle, som vilde vende om til Gud ved ham. 

     Af den Grund, — for at Mennesket kunde ha en fri Vilje og dog sættes i Stand til at få Gavn af sit første Fejlgreb ved dens Misbrug i Ulydighed mod Herrens Vilje, — har Gud tilvejebragt ikke alene en Løsepenge for alle, men Kundskab om den således tilbudte Anledning til Forligelse med ham skal også nå til alle i sin belejlige Tid. — 1 Tim. 2, 3-6.

     Gud kan vedligeholde Liv, så længe han finder for godt, endog imod det virksomme ondes nedbrydende Magt, men det vilde være lige så umilgt for Gud at holde et sådant Liv ved lige evindelig som at lyve. Det vil sige, det er  moralsk umuligt. 

     Et sådant Liv kunde bare mere og mere bli en Kilde til Ulyksalilghed for sig selv og andre. Gud er derfor for god til Ulyksalighed for sig selv og andre Gud er derfor god til at opholde en Tilværelse så unyttig og skadelig for sig selv og andre, og når hans opholdende Magt unddrages, vil Ødelæggelse, det ondes naturlige Følge, bli Udfaldet. Liv er en Gunst, en Gave fra Gud, og det vil bli forstat evindelig kun for de lydige.

     Mærk dette Punkt vel. Det nuværende Liv som fra Vuggen til Graven er bare en eneste uafladelig Døen, er uagtet alle sine Onder og Skuffelser en Skænk, en Gunst, selv om der ikke var noget Herefter, det store Flertal ser således på det, Undtagelserne (Selvmorderne) er forholdsvis få, og disse har vore Domstole gentagende fundet at være ude af Sindsligevægt, eftersom de ellers ikke således vilde afskære sig fra nuværende Velsignelser Desuden. 

     Desuden vilde alle Adams Børn sagtens ha båret sig ad, ganske som han gjorde, under lignende Omstændigheder.

"Every good gift and every perfect gift is from above, and cometh down from the Father of Lights, with whom is no variableness, neither shadow
of turning."
James 1:17

The doctrine of Eternal torture
is NOT:
1. Scriptural
2. Consistent with God’s character
3. Part of
God’s plan

    Denne Velsignelse blev gi’t Adam i fuldt Mål; men han blev advaret om, at denne “Gave” vilde bli ham frata’t, dersom han undlod at vise Lydighed mod Gud:— “På den Dag, du æder af det, skal du døende dø.”

    Han vidste intet om et Liv i Pine som Syndens Straf. Evigt Liv loves ingensteds til andre end di lydige. Liv er den Løn Gud gir, og Døden, det modsatte af Liv, er den Straf, han foreskriver. 

    Evig Pine strejfes ingenstedes i det gamle Testaments Skrifter, og kun nogle få Udsagn i det nye Testament kan krænges således, at de får Udseende af at lære det; og disse findes enten blandt Åbenbaringsbogens billedlige Talemåder eller i  vor Frelsers Lignelser og dunkle Ord, der ikke fattedes af Folket, som hørte dem (Luk 8, 10), og som synes at bli kun lidet bedre forståde den Dag i Dag.*

*Vi sender frit et Småskrift (på Engelsk) der opklarer ethvert Sted, hver Ordet Helvede m. m. forekommer.

“Syndens Sold er Døden” (Rom. 6, 23). 

“Den Sjæl, som synder, den skal dø.” –Esek. 18, 4.

    Men hvad vil sådanne sige, om det nu blir påvist, at Verdens Anledning og Prøve til Opnåelse af Liv vil Bli meget gunstigere, end Adams var, og det tilmed fordi Gud valgte denne Plan, at lade Adams Slægt få Del i hans Straf ad en naturlig Vej? Vi tror det oer Tilfældet, og skal lægge Vind på at gøre det klart.

     Således set, var Jesu, den ubesmittedes, den syndfris, Død et fuldgyldigt Opgør over for Gud af Adams Synd. Liggesom eet Menneske ha’de syndet og alle i ham ha’de fåt Del i hans Forbandelse, hans Straffedom, således har Jesus ved at udstå denne ene Synders Straf købt ikke alene Adam, men alle hans Efterkommere—alle Mennesker—, som ved Arv fik Del i hans Svagheder og Synder og Straffen for disse—Døden.

    Idet Kristus således fuldt ud har købt Adams og hans Slægts Liv, tilbyder han at opta som sin Sæd, sine Børn, alle dem af Adams Slægt, der vil gå ind på hans nye Pakts Vilkår og således ved Tro komme ind i hans Familie—Guds Familie—og modta evigt Liv.

    Således vil Genløseren “se Sæd [så mange af Adams Sæd, som vil indtræde i Barneforhold på hans Betingelser] og leve længe” [idet Opresjsing til et højere Stade end det menneskelige skænkedes ham af Faderen som Løn for hans Lydighed], og alt på den usandsynligste Måde, — ved Opofrelsen af Liv og Efterslægt. Og således er der skrevet:

“Ligesom alle I Adam dør, således skal også alle Kristus levendegøres.”— Rettet Oersættelse af 1 Kor. 15, 22.

"All that are in their graves...
shall come forth."

    De, som ikke modtar fuld Kundskab om og ved Tro får Del i denne Guds Nåde i nærværend Tid (og de er det store Flertal, omfattende Børn og Hedninger), vil få deres Anledning i næste Tidsalder, der følger på den nærværende. Af den Grund “skal alle, som er i deres Grave,…..komme frem.” 

    Alt efter som hver enkelt blir fuldt vidende om den af vor Herre Jesus gevne Genløsnings-Betaling og sine deraf følgende Særrettigheder, vil han bli regnet for at være sat på Prøve, som Adam var; og igen vil Lydighed bringe varigt Liv, og Ulydighed varig Død, — den “anden Død.” 

    Fuldkommen Lydighed uden fuldkommen Evne til at vise den vil imidlertid ikke bli krævet af nogen. I denne Tidsalder får Menigheden, og i den tusindårige Tidsalder får Verden, under den nye Pakt, Kristi Retfærdighed tilregnet sig ved Tro for at opveje deres uundgålige Brøst og Lyder som Følge af Kødets Svagheder. 

    Førend legemlig Fuldkommenhed nås (hvilket vil bli alles Forrettighed før Slutningen af Tusindåret), vil sædelig Fuldkommenhed til Punkt og Prikke ikke bli krævet. Denne nye Prøve, Frugten af Genløsningen og den nye Pakt, vil bli forskellig fra Prøven i Eden derved, at hver enkelts Handlinger kun vil ha Indvirkning på hans egen Fremtid.

"But now is Christ risen from the dead, and become the firstfruits of them that slept.

"For since by man came death, by man came also the resurrection of the dead.

"For as in Adam all die, even so in Christ shall all be made alive."
I Corinthians 15:19-22

First Individual Opportunity

"Good tidings
of great joy
which shall be
unto all people."

    Jo, svarer vi, og mere, det vil være at gi alla en anden og en bedre Anledning. Den første Mulighed var meget usikker for Flertallet. 

    Det betød for mange en Million Muligheder for at komme under Dødsdommen mod een Mulighed for at vinde evigt Liv. Thi om Adam end ha’de været lydig, kunde hans Sønner eller deres Sønner ha fejlet, og et Fald af hvem som helst vilde ha medført Døden, ikke alene for ham selv, men også for hans Afkom. 

    Ingen vandt Liv ved den første Lejlighed; men tvært imod gik alle Livets Rettigheder og Fordele tabt for alle under Straffedommen, der udtaltes mod Adam: [138]”Døende skal du dø.” 

    Budskabet om en andenUdsigt for alle gennem Genløsningen og Syndstilgivelse, som er den nye Pakt i Kristus Jesus, er Evangeliet, — “Gode Tidender om en stor Glæde, som skal være for alt Folket.” 

    Hvis kun nogle få endnu med Bestemthed har hørt om den store Tillavning, Gud har gjort for dem, så er det disse alene, der endnu i nogen Henseende har haft deres anden Mulighed, deres personlige Anledning. Men den samme fulde Kundskab tillige med fuldkommen Anledning til at opnå evigt Liv er blet tilvejebragt for alle, og dette glade Budskab skal endnu “vidnes for alle i rette Tid.” 

    Mennesker, ikke Gud, har indskrænket denne Mulighed eller Anledning til at oponå evigt Liv til den evangelske Tidsalder. Gud derimod siger os, at Evangeliets Tidsalder kun er for Udvælgelsen af Menigheden, den kongelige Præstestand, ved hvem i en følgende Tidsalder alle andre skal ledes til nøjagtig Kundskab om Sandheden og få deres fulde Anledning til at sikre sig evigt Liv under den nye Pakt.

If given an individual chance,
how many would have been found worthy
of life?

     Hvorfor ikke gi alle en personlig Anledning til at opnå evigt Liv nu straks, uden denne lange Omvej: Adams Prøve og Fordømmelse, hans Afkoms Delagtighed i hans Fordømmelse, alles Genløsning ved Kristi Offer og det nye Tilbud til alle om evigt Liv på den nye Pakts Vilkår? 

     Dersom det onde må tillades på Grund af Menneskets sædelige Handlefrihed, hvorfor sker dets Udryddelse ved en så ejendommelig og vidtløftig Fremgangsmåde? 

     Hvorfor skulde så megen Elendighed ha Lov at få Indgang og komme over mange, der omsider vil få Livets Løn som lydige Børn af Gud?

     Ah! Det er derom, Interessen i denne Sag samler sig. Tænk nu nøje over:— Ha’de Gud ordnet vor Slægts Forplantelse anderledes, så at Børn ikke kom til at arve Følgerne af Fædrenes Synder,—sjælige, sædelige og legemlige Svagheder,—og ha’de Skaberen bestemt det således, at alle skulde haft en gunstig Edenstilstand, hvori deres Prøve skulde finde Sted, og at kun Overtrædere skulde fordømmes og “afhugges,” hvor mange kunde man anta vilde findes værdige, og hvor mange uværdige, til Livet, under alle disse gunstige Kår?

     [139] Om man tog det ene Tilfælde, Adam, som Udgangspunkt (og han var da en Pröve eller et Mönster på fuldkommen Menneskehed), så vilde Slutningen bli, at ingen vilde findes fuldkommen lydig og værdig; thi de manglede klar Kundskab og Erfaring med Hensyn til Gud, et sådant Kendskab, som vilde udvikle hos dem fuld Tillid til hans Love, selv hvor deres personlige Dømmekraft ikke nåde. 

     Det forsikres os, at det var Kristi Kendskab til Faderen, der satte ham i Stand til at vise ubetinget Tillid og Lydighed (Es. 53,11. En. Overs.). Men sæt, at en Fjerdedel vandt Livet, eller endog, at Halvdelen fandtes værdige, og den anden Halvdel skulde lide Syndens Straf—Døden. 

     Hvad så? Den ene Halvdel, som ha’de været lydig og ha’de hverken erfaret eller været Vidne til Synd, vilde måske for stedse føle Nysgerrighed efter forbudne Tig, kun holdt tilbage af Frygt forGud og for Straffen.

    De kunde ikke tjene med den Hjertelighed som de, der kender godt og ondt i den Forstand, at de til fulde fatter det og påskønner Skaberens velvillige Formål med at skabe de Love, som styrer hans egen så vel som hans Skabningers Adfærd.

     Den eneste Grund vilde være Håb om, at hvis de blev, vækket op og sat på en ny Prøve, da kunde somme af dem på Grund af deres større Erfaring under Straffen muligvis vælge Lydighed og Liv.

(1) Det vilde være at handle uens med sine Skabninger og gøre mere for de ulydige end for de lydige. 

(2) Det vilde være at opstille en Præmie for Synd, og Syndere vilde føle, at de kunde synde ustraffet og stole på en Genløsning og en anden Mulighed. 

(3) Og de, som ikke overtrådte i Førstningen, vilde i al Evighed muligvis føle Frihed til aaat synde i det mindste een Gang, idet de led på, at Skaberens Upartis-[140]hed vilde gøre lige så meget for dem som for de andre, om de nogen Sinde skulde ville prøve hans Godhed.

 (4) Dette vilde gøre den guddommelige Regering usikker til evig Tid, og Synden samt enhver Mulighed for dens Indtrængen vilde ikke være banlyst, medmindre ethvert Medlem af Slægten fik smage Synden og dens Løn.

2. Would not permit selection of "the body"

     Gud satte således Grænse for det onde, som han tillader, idet han gør Udvej for, at Kristi tusindårige Regering skal udrydde det og dets forsætlige Udøvere aldeles og indføre enEvighed af Retfærdighed, bygget på fuld Kundskab og fuldkommen frivillig Lydighed fra fuldkomne Væseners Side.

     Men der er tvende andre Indvendinger mod den henkastede Plan, at prøve hver enkelt for sig fra først af. Een Genløser var tilstrækkelig i den Plan, som Gud valgte, fordi kun een ha’de syndet og kun een var blet fordømt (andre ha’de Del i hans Dødsdom).

    Men om den første Prøve ha’de været en Enkeltmandsprøve, og om Halvdelen at Slægten ha’de syndet og var blet domfældt een for een, vilde det ha krævet en Genløsers Offer for hver dødsdømt Person. Eet ikke-forspildt Liv kunde genløse et forspildt Liv, men intet mere. 

   Det ene fuldkomne Menneske, “Mennesket Kristus Jesus,” som genløste den faldne Adam (og vore Tab ved ham), kunde ikke ha været “en Løsepenge [et tilsvarende Vederlag] for ALLE” under nogen andre Omstændigheder end dem, som den af Gud fattede Plan indeholder.

    [141] Den anden Indvending mod Planen er, at den vilde volde en alvorlig Forstyrring i Guds Planer vedrørende nogles Udvælgelse og Ophøjelse til den guddommelige Natur som en “lille Hjord,” Kristi Legeme, en Skare, hvis Hoved og Herre Jesus er. 

     Gud kunde ikke retfærdigt befale de halvtreds Billioner lydige Sønner at hengi deres Rettigheder, Goder og Liv som Løsepenge for Synderne; thi under hans egen Lov vilde deres Lydighed ha vundet dem Retten til varigt Liv. 

     Følgelig, om disse fuldkomne Mennesker blev opfordrede til at bli Genløsere for de faldne, vilde det være Guds Plan, ligesom for vor Herres Jesu Vedkommende, at stille dem en eller anden særskilt Løn i Udsigt, så at de for den Glæde, de ha’de for sig, kunde udstå deres Brødres Straffedom. 

     Og dersom den samme Løn skulde gi’s dem, som blev gi’t vor Herre Jesus, nemlig at bli delagtige i en ny Natur, den guddommelige, og at bli højt ophøjede over Engle, Fyrstendømmer og Magter og ethvert Navn, som nævnes—næst efter Jehova (Ef. 1,20, 21), da vilde der være en umådelig Mængde på det guddommelige Stade, hvad Guds Visdom åbenbart ikke fandt for godt.

      Desuden vilde disse halvtreds Billioner under sådanne Omstændigheder allesammen være hverandres Lige og ingen blandt dem være Øverste eller Hoved, hvorimod den Plan, Gud har valgt, trænger kun til een Genløser, een højt ophøjet til den guddommelige Natur, og så en “lille Hjord” af dem, som han løskøbte, og som “vandrer i hand Fjed” i Lidelse og Selvfornægtelse for at bli delagtige i hans Nanv, hans Hæder, og hans Herlighed og hans Natur, ganske som Hustruen Får Del men Manden.

    De vil se, at alles  Domfældelse i een var det modsatte af Skade: det var en stor Nåde mod alles Retfærdiggørelse ved een andens Offer. Ondt vil bli for evig udslukket, når Guds Formål med at tillade det først er sat ingen[142]nem, og når Frikøbelsens velgørende Følger har nåt samme Omfang som Syndens Straffedom. 

    Det er imidlertid umuligt ret at påskøne dette Træk af Guds Plan uden en fuld Erkendelse af Syndens Syndighed, dens Strafs Natur—Døden, Vigtigheden og Værdien af den Lösepenge, vor Herre Jesus gav, og den enkeltes sikre og fuldkomne Genoprettelse til gunstige Kår, hvorunder han vil ha en alsidig Prøvelse, førend han dømmes værdig til Lønnen (varigt Liv) eller til Straffen (varig Død).

as shown in the ransom.

     Når hans Plan er helt gennemført, vil alle være i Stand til klart at læse hans Visdom, Retfærdighed og Kærlighed og Magt. De vil se den Retfærdighed, som ikke kunde gøre Brud på den guddommelige Afgørelse eller frelse den retfærdigt domfældte. Slægt uden en villig Genløsers Fyldestgørelse for deres Brøde. 

     De vil se den Kærlighed, som tilvejebragte dette ædle Offer, og som højt ophøjede Genløseren til Pladsen ved Guds højre Hånd og derved gav ham Magt og Myndighed til at bringe dem tilbage til Livet, som han ha’de købt med sit dyrebare Blod. 

     De vil også se den Magt og Visdom, som var i Stand til at bringe en herlig Lod til Veje for hans Skabninger og til således at holde Øje med enhver modstående Indflydelse, at de enten blev villige eller uvillige Redskaber til Forfremmelsen og den endelige Gennemførelse af hans storartede Rådslutninger. 

     Var det onde ikke blet tilladt og holdt inden Grænser af det guddommelige Forsyn, kan vi ikke se, hvorledes dette Udfald kunde været opnåt. Tilladelsen af det onde for en Tid blandt Menesskene røber såkledes en langt-[143]skuende Visdom, der fattede alle de medfølgende Omstændigheder, opfandt Bodemidlet og afmærkede det endelige Udbytte ved hans Magt og Nåde.

     Det synes at være klart, at væsenlig den samme Guds Lov, som nu er over Menneskeslægten, som Livet er Løn for Lydighed imod, og Døden Løn for Ulydighed imod, til sidst må styre alle Guds fornuftbegavede Skabninger; og den Lov, således som vor Herre alfrænsede den, er kort sammenfattet i det ene Ord, Kærlighed.

“Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele din Styrke og af hele dit Sind, og din Næste som dig selv” (Luk. 10, 27).

     Omsider, når Guds Forsætter er blet udførte, vil den guddommelige Karakters Herlighed være åbenbar for alle Fornuftvæsner, og den midlertidige Tilladelse af det onde vil ses af alle at ha været et Visdomstræk i den guddommelige Styrelse.

    Nu kan dette kun ses af Troens Blik, der ser fremad gennem Guds Ord på de Ting, der taltes af alle de hellige Profeters Mund fra fordums Tid, --alle Tings Genoprettelse.

“Storm eller Stille: alt fra Gud,
Fred eller Fare, godt og galt,
Sygdom og Sundhed, Sol og Slud,
Som Gud ser bedst, tilskikkes alt.

Ved Domme, man tidt misforstår,
Ad Veje, som  vi ikke ser, 
Han varigt godt af Onder får,
Og Fryd det sikre Udfald blir.

Skøndt Retten går med Kraft sin Gang,
Gror Tro og Håb ved Kærlighed:
Blir Tugtens Tid end Verden lang,
Bag efter gir han Fred.

Når Stærke Vindes grumme Magt
Fuldbyrder Herrens Strenge Bud,
Og Mandens Kraft i Bånd er lagt
Af Stormen, mens den raser ud,

Lad hver, som elsker, end ham tro
Langs hele Vejen, bugtet, mørk,
Hans Vilje lyde, den gir Ro
Og leder os i Nattens Ørk.

Hans ømme Omsorg stille nyd,
Mens han Uvejret maner ded
Og frem af Angsten bringer Fryd,--
En Eftertid af Fred.

Sku op, o Jord! Ej Stormen når
Ud over Grænsen, Gud har sat.
Dens Værk fuldendt, -- forbi den går;
Glem da i Glæden Kvidens Nat.

Hvor Sorgens Plovskær gennembröd,
Der dine Blomster smukkest gror;
Thi Gud på ny dig Liv indgöd:
Hvad öde var, skal stå i Flor.

Håb du på ham; hans Plan vil ske,
Vil gi dig Sejr og Rolighed.
Frygt ej, thi du skal sikkert se
Hans Eftertid af Fred.”