Vor Herres Genkomst

6 - SJETTE KAPITEL.

VOR HERRES GENKOMST 
– DENS FORMÅL, ALLE
TINGS GENOPRETTELSE.

— VOR HERRES ANDET KOMME PERSONLIGT
    OG FÖR TUSINDåRSRIGET.
— DETS FORHOLD TIL HANS FÖRSTE KOMME.
— MENIGHEDENS UDVÆLGELSE OG VERDENS
     OMVENDELSE.
— UDVÆLGELSE OG FRI NÅDE.
— FANGER MED HÅB.
— PROFETISK VIDNESBYRD MED HENSYN 
    TIL GENOPREJSNING.
— VOR HERRES GENKOMST ÅBENBART
    MENIGHEDENS OG VERDENS HÅB

“Og han må sende den eder forudkårede Jesus Kristus, hvem Himlen bør rumme indtil Tiderne for Genoprettelse af alt, hvad Gud talte gennem sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid.” – Apg. 3, 20. 21.

If Jesus has been with the church for 2,000 years, why did he promise to come again?

     Sandt nok, Jesus sa’:  Se jeg er altid med eder indtil Tidsalderens Fuldendelse (Matt. 28, 20), og ved sin Ånd og ved sit Ord har han uafladelig været med Menigheden, ledende, styrende, trøstende og opholdende sine Hellige og styrkende dem midt i alle deres Trængsler.  

     Men skøndt Menigheden til sin Velsignelse har været vidende om Herrens Kendskab til alle dens Veje og om hans stadige Omsorg og Kærlighed, længes den dog efter hans lovede personlige Genkomst; for da han sa’: “om jeg end går bort, vil jeg komme igen” (Joh. 14, 3), henførte han sikkert nok til sit andet personlige Komme.

     “Se, jeg kommer i Hast, og min Løn med mig.”  Og Johannes under Åndens Indflydelse svarer: “Ja, kom, Herre Jesus.” – Åb. 22, 12. 20.

Buddhism

“I de sidste Dage skal farlige Tider komme, for Menneskene skal elske Vellyst mer, end de elsker Gud” (2 Tim. 3, 1—4), at 

“Onde Mennesker skal gå frem til det værre, de skal forføre og forføres” (V. 13).  

     De glemmer Mesterens særskilte Advarsel til sin lille Hjord: 

“Giv Agt på eder selv, så at den Dag ikke kommer uforvarende over eder, for som en Snare skal den komme over alle [de uagtpågivende], som bor på hele Jordens Kreds” (Luk. 21, 34. 35).  

     Desuden kan vi være viss på, at når der siges: “Alle Jordens Slægter skal hyle for ham,” når de ser ham komme (Åb. 1, 7), er det ingen Hentydning til Synderes Omvendelse.  

     Hyler alle Mennesker på Grund af Synderes Omvendelse?  Tværtimod, om dette Sted, hvad næsten alle indrømmer, henviser til Kristi Nærværelse på Jorden, lærer det, at ikke alle, som er på Jorden, vil elske hans Åbenbarelse, hvad de til visse vilde, om de alle var omvendte.

     De hævder, at når Verden er blet omvendt og Satan bunden og Herrens Kundskab bragt til at opfylde al Jorden, og når Folkene ikke længer lærer Krig, da vil Menighedens Arbejde i dens nuværende Tilstand være endt, og at når den har fuldført denne store og vanskelige Opgave, kommer Herren for at han et sidste Opgør af jordiske Sager, lønne troende og to dømme Syndere. [page 99]

     Disse er Herrens særskilte Løfter:  

“Ham, som sejrer, vil jeg gi Sæde hos mig på min Trone” (Åb. 3, 21).  

“Og de blev levende og regerede med Kristus i tusinde År” (Åb 20, 4).

Witnessing to the world does not imply the conversion of the world.

“Dette Kongedømmets Evangelium skal prædikes i al Verden til et Vidnesbyrd for alle Folk, og da skal Enden komme” (Matt. 24, 14).  

     Man hævder, at dette har Hensyn til Verdens Omvendelse før Enden af Evangeliets Tidsalder.  Men det at vidne for Verden indebær ikke Verdens Omvendelse.  Teksten siger intet om, hvorledes Vidnesbyrdet vil bli modta’t.  

     Dette Vidnesbyrd er allerede blet gi’t.  I 1861 udviste Bibelselskabernes Redegørelser, at Evangeliet var blet udgi’t på ethvert Jordens Sprog, skøndt ikke alle Jordens Millioner ha’de modta’t det.  

     Nej, ikke Halvdelen af de nulevende fjorten Hundrede Millioner har nogen Sinde hørt Jesu Navn.  Alligevel er Tekstens Krav opfyldt:  Evangeliet er blet prædiket i al Verden til et Vidnesbyrd—for ethvert Folk.

"At [God’s] right hand" – not a location, but authority and power.

 
King Charles II
on his throne

     Den vage, svævende Forestilling om denne Tekst synes at være, at Kristus sidder på en materiel Trone et eller andet Sted i Himlene, indtil den Gerning at lægge alt under ham er udført for ham gennem Menigheden, og at han da kommer for at herske.  

     Dette er en Fejlopfattelse.  Den omtalte Guds Trone er ikke en materiel, men henfører til hans uindskrænkede Myndighed og Herskerstilling, og Herren Jesus er blet ophøjet til at ta Del i denne Herskermagt.  

     Pavlus vidner:  “Gud har højt ophøjet ham [Jesus] og gi’t ham et Navn over ethvert andet Navn.”  Han har gi’t ham Myndighed over al anden, næst efter Faderen.  

     Hvis Kristus sidder på en materiel Trone, indtil hans Fjender er lagt til Skammel for hans Fødder [alle overvundne], da kan han naturligvis ikke komme, førend alt er underlagt.  

     Men om “højre Hånd” i denne Tekst ikke henfører til et visst Sted og Sæde, men, hvad vi hævder, til Magt, Myndighed, Herskerstilling, så følger deraf, at omspurgte Tekst på ingen Måde kommer i Strid med det andet skriftsted, som lærer, at han kommer for at “lægge alting under sig” (Fil. 3, 21) i Kraft af den ham overdragne Magt. 

     På samme Måde siger vi for Eks.:  Kejser Vilhelm sidder på Tysklands Trone, og tænker derved dog ikke på Kongesædet, som han jo i Grunden sjælden sidder på.  Når vi siger, at han indehar Tronen, mener vi, at han styrer Tyskland.  

     Højre Hånd betegner Førstepladsen, Stilling af Udmærkelse og Yndest, næst op til Herskeren selv.  Således blev Fyrst Bismarck af den tyske Kejser ophøjet og sat ved Magtens højre Hånd; og Josef var ved Faraos højre Hånd i Ægyptens Rige, – ikke bogstavelig, men efter den gængse Billedtale.  

     Jesu Ord til Kajafas stemmer med denne Tanke:  

“Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Magtens højre Hånd og komme på Himlens Skyer” (Matt. 26, 64).  

    Han vil være ved den højre Hånd, når han kommer, og vil blive ved den højre Hånd i den næste Tidsalder og for evigt.

The second advent RESTORES.

     Den særskilte Gerning ved hans første Komme var at genlöse Menneskene, ved hans andet er det at oprette, velsigne og frigøre de genløste.  Da vor Frelser ha’de gi’t sit Liv til en Genløsning for alle og atter var oprejst fra de døde, fo’r han til Himmels for at fremstille dette Offer for Faderen og således gøre Forligelse for Menneskets Misgerning.  

     Han tøver og tillader “denne Verdens Fyrste” at fortsætte det ondes Regering indtil efter Udvælgelsen af “Bruden, Lammets Hustru,” som for at agtes værdig til en sådan Ære må overvinde den nærværende onde Verdens Indflydelser.  

     Da vil det være rette Tid at påbegynde Arbej et med at gi hele Menneskeheden de store Velsignelser, der tilsikredes dem ved hans Offer, og han vil udgå for at velsigne alle Jordens Slægter.

     Men Gud ha’de “udset noget bedre for os” – den kristne Menighed (Heb. 11, 40); derfor er det til vort bedste, at Kristi Regering først finder Sted disse atten Hundredår efter hans Lidelser som Hovedet.

The selection
of the church...

     Eller i Steden for at sige, at Arbejdet, der tilhører det andet Komme, vilde ha fulgt lige efter det første, vil vi heller sige, at om Jehova ikke ha’de foresat sig at udvælge den “lille Hjord,” “Kristi Legem,” ha’de det første Komme ikke fundet Sted, da det gjorde, men først ved Tiden for det andet Komme, og der ha’de så kun været det ene.  

     For Gud har øjensynlig vedta’t at tillade det onde i seks [page 102] Tusind År, og at alles Rensning og Oprejsning skal udføres i det syvende Tusindår.

     Dette vil gi nogle Nøglen til den øjensynlige Tøven fra Guds Side med at uddele de i Genløsningen lovede og tilvejebragte Velsignelser.  Disse vil komme i rette Tid, som det først blev vedta’t, endskøndt, for et herligt Øjemed, Købesummen blev udredet længere i Forvejen, end Mennesker kunde ha ventet.

God has not yet even attempted the world’s conversion.

     Siden Skriften således lærer, at Formålet med Herrens andet Komme er Genoprettelsen af alt, og at Folkene ved hans Åbenbarelse er så langt fra at være omvendte, at de er vrede (Åb. 11, 18) og gør Modstand, må det indrømmes, enten at det mislykkes Menigheden at fuldkomme sin Opgave, og at Guds Plan for så vidt har slåt fejl, eller også, hvad vi påstår og har vist, at Omvendelsen af Verden i den nærværende Tidsalder ikke ventedes af Menigheden, men at dens Opgave har været at prædike Evangeliet i al Verden til et Vidnesbyrd og under guddommelig Ledelse at gøre sig selv rede for sin store Fremtidsgerning.  

     Gud har endnu på ingen Måde udtømt sin Magt til Verdens Omvendelse.  Hvad mere er: han har ikke engang forsögt at omvende Verden endnu.

     Vi har kun kraftig fremsat de Opfattelser og Lærepunkter, der råder inden for nogle af de ledende [page 103] Sekter—Baptister, Presbyterianere og andre,–nemlig at Gud er i Færd med at udvælge eller udskille af Verden en “lille Hjord,” en Menighed.  

     De tror, at Gud ikke vil gøre mere end at udvælge denne Menighed, medens vi finder i Skriften et Skridt længer frem i den guddommelige Plan,–en GENOPRETTELSE for Verden, der skal gennemføres ved den udvalgte Menighed, når den blir fuldkommet og herliggjort.  

     Den “lille Hjord,” Sejrvinderne, i denne evangelske Tidsalder er dun Legemet til den “Sæd,” i eller ved hvilken alle Jordens Slægter skal velsignes.

     Den Omstændighed, at Verden endnu ikke er omvendt, og at Herrens Kundskab endnu ikke har opfyldt Jorden, er Bevis for, at det endnu ikke er sendt i dette Ærinde.

"Rightly dividing the word of truth"

Two lines of thought divide Christians:

     Dette burde på een Gang lede os på den Tanke, at på en eller anden Måde må begge være sande; men på ingen anden Måde kan de forliges end ved at iagtta Himlens Lov, Orden, og “rettelig dele Sandhedens Ord” i denne Sag.  

     Denne Orden, som den er fremstillet i Tidsaldrenes Plan, vil, om den iagtta’s, klart vise os, at hvorvel en Udvælgelse har gåt for sig i den nuværende og henrundne  Tidsalder, så er det, som til Adskillelse kaldes Fri Nåde, Guds nåderige Tilstelling for Verden i Almindelighed i Tusindårsriget.  

     Om de særlige Træk i de Tidsrum og Husholdningsmåder, vi gav et Udkast af i et foregående Kapitel, ha’s i Minde, og alle Skriftsteder vedrørende Udvælgelse og Fri Nåde undersøges og stilles hvert på sin Plads, vil man finde, at alle de, som [page 104] handler om Udvælgelse, gælder den nærværende og henrundne Tidsalder, medens de, som lærer Fri Nåde, finder fuld Tillæmpning på den næste Tidsalder.

Vs.

Free Grace

     Læren om Fri Nåde, som Arminianerne (*) har gjort sig til Talsmænde for, er også en meget mere storartet Læggen for Dagen af Guds rigtstrømmende Yndest, end dens ivrigste Talsmænd nogen Sinde har lært.  

     Guds Nåde eller Yndest i Kristus er altid fri i den Forstand, at den er ufortjent; men siden Menneskets Fald i Synd, til nærværende Tid, har visse af Guds Nådegaver været indskrænkede til særskilte Personer, Folk og Klasser, hvorimod i den næste Tidsalder vil al Verden indbydes til de da udbudte Goder og Gaver på de da for alle tilkendegivne Vilkår, og hvem som helst der vil, kan komme og drikke frit af Livsens Kildevæld. – Åb. 22, 17.  (*) Efter Arminius, teologisk Professor i Leiden, Holland.  Født 1560.]

God’s selection of Israel is a type of the great work for the world.

"I am not sent but to the lost sheep of the house of Israel." 
Matthew 10:5,6

The Election of the Ancients

     Ved et Blik tilbage lægger vi Mærke til Udskillelsen eller Udvælgelsen af Abraham og visse af hans Efterkommere som de Kanaler, gennem hvilke den forjættede Sæd, Velsigneren af alle Jordens Slægter, skulde komme (Gal. 3, 29).  

     Vi får ofså Øje på Israels Skillen ud fra alle Folkene som det ene, hvori Gud forbilledlig gav et Eksempel på, hvorledes det store Arbejde for Verden skulde fuldføres,–deres Udfrielse fra Ægypten, deres Kana’an, deres Pakter, deres Love, deres Ofre for Synder, for Udslettelsen af Brøde og for Folkets Bestænkning, og deres Præsteskab for Udførelsen af alt dette, idet de var en forbilledlig Fremstilling i det små af det virkelige Præsteskab og de virkelige Ofre for hele Menneskehedens Renselse.  

     Idet Gud taler til Folket, siger han:  “Kun eder har jeg [page 105] kendt af alle Jordens Slægter”  (Amos 3,2).  Dette Folk alene kendtes Gud ved, indtil Kristus kom, ja også længere, for hans Virksomhed var indskrænket til dem, og han vilde ikke tillade sine Lærlinger at gå til andre, idet han sa’, da han sendte dem ud:  

     “Gå ikke ud på Hedningernes Vej og ikke ind i nogen af Samaritanernes Byer.”   Hvorfor det, Herre?  

     Fordi, gir han til Svar, “jegt ikke er sendt uden til de tabte Får af Israels Hus” (Matt. 10, 5. 6; 15, 24).  Al hans Tid blev ofret dem lige til hans Død, og der blev hans første Gerning for Verden udført, den første Læggen for Dagen af hans frie og alt overstrømmende Nåde, som i “sin Tid,” i Sandhed skal bli en Velsignelse for alle.

     Stil dig selv, med dine Forrettigheder og din Kundskab, over for de Millioner, som sidder i hedensk Mørke i Dag, som aldrig hørte Kaldelsen og selvfølgelig ikke var kaldte.  

     Når den udkaldte Skare (kaldte til at være Sønner af Gud, Arvinger af Gud og Medarvinger med Jesus Kristus, vor Herre,–som har gjort deres Kaldelse og Udvælgelse sikker) er fuldkommet, da vil Guds Plan for Verdens Frelse først begynde.

"The Spirit and the Bride say, Come!"

     Og ved Tidsalderens Ende, når hun er gjort “rede” (Åb. 19, 7), kommer Brudgommen, og de, som er færdige, går ind med ham til Bryllupet,–den anden Adam og den anden Eva blir eet, og da begynder [page 106] det herlige Genoprettelsesarbejde.  

     I den næste Husholdning, den nye Himmel og den nye Jord, skal Menigheden ikke længer være den trolovede Jomfru, men Bruden; og da skal 

“Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige:  Kom!  Og den, som tørster, komme.  Og en og hver, som vil, må frit ta Livsens Vand.”–Åb.22, 17.

     Og det er en velsignet Kendsgerning, at fri Nåde i fuldeste Mål, ikke alene for de levende, men også for de afdøde, i vor Faders Plan er skaffet til Veje som den kommende Tidsalders velsignede Anledning.

     Men lige så sikkert som Jesus døde for alle, må de alle ha de Velsignelser og Anledninger, som han købte med sit eget dyrebare Blod.  

     Derfor bør vi vente Velsignelser i Tusindårsriget over alle dem, som er i deres Grave, så vel som over dem, der ikke er der, og herpå vil vi finde rigelige Beviser, idety vi skuer længer ind i Herrens Vidnesbyrd om Sagen.  Det er på Grund af Guds Plan for deres Frigørelse, at de, som er i Gravene, kaldes “Håbets Fanger.”

What has become of the multitudes who have died?

What is their condition?

     Man gør det Overslag, at omkring et Hundrede og tre og fyrre Billioner Mennesker har levet på Jorden i de seks Tusind År siden Adams Skabelse.  Det allerhøjeste, man med Rette kunde regne, vilde være, at vel næppe een Billion af disse var Guds Hellige.  

     Dette rigelige Overslag vilde gi os det umådelige Samtal af et [page 107] Hundrede og to og fyrre Billioner (142,000,000,000), som gik i Døden uden Tro og Håb på det eneste Navn, der er gi’t under Himlen, blandt Mennesker, hvorved vi bør vorde frelste.  Det langt overvejende Flertal af disse vidste eller hørte aldrig om Jesus og kunde ikke tro på ham, om hvem de ikke ha’de hørt.

     Hvad er og skal deres Tilstand være?  Gjorde Gud ingen Udvej for disse, hvis Tilstand og Omstændigheder han må ha forudset?  

     Eller har han fra Verdens Grundlæggelse skånselløst og ubarmhjertigt sørget for håbløs, evig Pine som deres Lod, hvad mange af hans Børn påstår?  

     Eller har han i Højderne og Dybderne og Længderne og Brederne af sin Plan endnu en Anledning i Gemme for dem, så at alle kan komme til Kundskab om det eneste Navn og ved lydigt at opfylde Vilkårene nyde evigt Liv?

Arminianism

Atismen (Gudsfornægternes Lære) svarer:  De er evigt døde, der gi’s intet Herefter:  De vil aldrig leve igen.

Kalvinismen svarer:  De var ikke udvalgte til at frelses.  Gud afgjorde på Forhånd deres Skæbne—at fortabes,–at gå til Helvede,–og de er der nu, vridende sig i Pinsler, hvor de altid skal være, uden Håb.

Arminianismen svarer:  Vi tror, at Gud undskylder mange af dem på Grund af deres Uvidenhed.  De, som gjorde det bedste, de kunde, kan gøre sikker Regning på at komme i de “Førstefødtes Menighed,” selv om de aldrig hørte om Jesus.

Peter's Faith

     Men støtter Skriften denne sidste Opfattelse?  Lærer den, at Uvidenhed er en Frelsesgrund? [page 108]  Nej, den eneste Frelsesgrund omtalt i Skriften er Tro på Kristus som vor Genløser og Herre.  “Af Nåde er I frelste, ved Tro” (Ef. 2, 8).  

     Retfærdiggørelse af Tro er det tilgrundliggende for det hele Kristendomssystem.  På Spørgsmålet: Hvad bør jeg gøre for at vorde frelst?  

     Svarede Apostlerne:  Tro på Herren Jesus Kristus.  

“Der er intet andet Navn under Himlen gi’t blandt Mennesker, hvorved vi bør vorde frelste” (Apg. 4, 12), og “Hver den, som påkalder Herrens Navn, skal vorde frelst.”—Rom. 10, 13.

The Gospel sent to the Gentiles

Will ignorance save men?

The Law did not bring life to Israel

“Hvorledes skal de da påkalde den, de ikke er kommet til at tro på?  Men hvorledes skal de tro på den, som de ikke har hørt?”—Rom. 10, 14.

     Men disse Folk misforstår Pavlus.  Han går ud på at vise, at al Verden er skyldig for Gud (Rom. 3, 19), at Hedningerne, som ikke ha’de den skrevne Lov, blev domfældte, ikke retfærdiggjorte, af Samvittighedens Lys, som, hvadenten den undskyldte eller beskyldte dem, godtgjorde, at de savnede Fulkdommenhed og var uværdige til Livet, ganske som Jøderne, der ha’de den skrevne Lov, blev domfældte af den; “Thi ved Lov kommer Kundskab om Synd” (Rom. 3, 10).  

     Den Jøden givne Lov åbenbarede hans Svaghed og blev gi’t for at vise ham, at han var ude af Stand til at retfærdiggøre sig selv for Gud; thi  “Ved Lovgerninger skal intet Kød bli retfærdiggjort for ham [Gud].”  

     Den skrevne Lov domfældte Föderne, og Hedningerne ha’de Lys nok i Samvittigheden til at domfælde dem, og således er hver Mund lukket, så den ikke kan kræve Retten til Liv, og al Verden står skyldig for Gud.

     Og således lukker Skriften enhver Håbets Dør i på een nær, hvorved den viser, at ikke een blandt de domfældte er i Stand til at sikre sig evigt Liv ved fortjenstfulde Gerninger, og at det nytter lige så lidt at fremføre Uvidenhed som en Frelsesgrund.  Uvidenhed kan ikke gi nogen Ret til Lönnen for Tro og Lydighed.

     Vi synes godt om deres Hjertens Gavmildhed og deres Påskønnelse af Guds Godhed, men minder dem indtrængende om ikke at være for snare til at afvise eller overse bibelske Udsagn.  Gud har en Velsignelse for alle på en bedre Måde end gennem Uvidenhed.

What will happen to the heathen?

     Om de alle eller endog Halvdelen af dem vilde bli frelste ved Uvidenhed, gør man dem unægtelig stor Skade ved at sende Missioinærer for at fortælle dem om Kristus; thi kun omtrent een af Tusinde tror, når Missionærerne går til dem.  

     Om denne Mening er rigtig, vilde det være meget bedre at lade dem blive i Uvidenhed, for da vilde et forholdsvis langt større Antal bli frelst.  Kunde vi ikke ved Fortsættelse af denne Tankegang slutte, at hvis Gud ha’de ladet alle Mennesker blive i Uvidenhed, vilde alle blet frelste?  

     Om så er, var Jesu Komme og Død til Unytte, Apostlers og Helliges Prædiken og Lidelse forgæves, og det såkaldte Evangelium er i Steden for at være gode meget dårlige Nyheder.  

     Endnu mere tåbelig og ufornuftig er Udsendelsen af Missionærer til Hedningerne fra deres Side, som har det kalvinistiske eller på en uundgålig [page 110] Jernskæbne hvilende Syn på Udvælgelsen, nemlig at hver enkelts evige Lod blev uigenkaldelig afgjort, før han ha’de Tilværelse.

How will the "good tidings of great joy" be to "ALL PEOPLE"?

     Medens den viser enhver anden Håbets Dør tillukket for Slægten, åbner den denne eneste Dør på vid Gab og kundgør, at hvo som vil, kan indgå til Livet.  Og den viser, at alle, som ikke nu ser eller påskønner den velsignede Forret, kan i sin Tid komme til fuld Kundskab og Påskønnelse.  

     Den eneste Vej, ad hvilken en og hver af den dødsdømte Slægt kan komme til Gud, er ikke ved fortjenstfulde Gerninger, ejheller ved Uvidenhed, men ved Tro på Kristi dyrebare Blod, som borttar Verdens Synd (1 Pet. 1, 19.  Joh. 1, 29).  Dette er Evangeliet, de gode Tidender om en stor Glæde, “som skal være for ALT FOLKET.”

     Sæt, vi ser på disse Ting, ganske som Gud fortæller os dem, og lar ham selv om at ta Vare på sin Karakter.  Lad os spørge:  Hvad er der blet af de et Hundrede og to og fyrre Billioner?

     Hvordan deres nuværende Tilstand så er, kan den ikke være deres fulde Løn; thi Peter siger:  “Herren ved at bevare de uretfærdige til Dommens Dag for at straffes” (2 Pet. 5, 9), og han vil gøre det.

     Så er der desuden talrige Skriftsteder, som det synes umuligt at få til at samstemme med alt dette.  Lad os se.  I Lyset af For- og Nutiden som de eneste Anledninger, og idet vi sætter [page 111] alt Håb ved en Genoprettelse i den kommende Tidsalder til Side, hvorledes skal vi forstå Udsagnene:  

“Gud er Kærlighed,” og:  “Således elskede Gud Verden, at han gav sin enbårne Søn, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes” (1 Joh. 4, 8.  Joh. 3, 16).  

     Synes det ikke, at om Gud elskede Verden så meget, kunde han ha sørget for, ikke alene at troende kunde bli frelste, men også at alle kom til at høre, så at de kunde tro?

     Selv i denne forholdsvis oplyste Tid er ingen sådan Oplysning at spore hos Millioner Hedninger, heller ikke hos Sodomiterne eller Masser af andre i henrundne Tidsaldre.

"Behold, I bring you good tidings of great joy, which shall be to ALL PEOPLE."
Luke 2:10

     Vi læser, at af Guds Nåde smagte Jesus Kristus Døden “for hver og een” (Heb. 2, 9).  Men om han smagte Døden for de et Hundrede og tre-og-fyrre Billioner, og af en eller anden Årsag det Offer får Virkekraft for kun een Billion, var Genløsningen da ikke forholdsvis mislykket?  Og er Apostelns Udsagn i så Fald ikke for omfattende?  

     Når vi atter læser:  “Se, jeg bringer eder gode Tidender om en stor Glæde, som det skal være for ALT FOLKET” (Luk. 2, 10), og, idet vi skuer omkring os, ser, at det kun er for en “lille Hjord,” det har været gode Tidender, og ikke for alt Folket, må vi tvinges til at undres på, om Englene ikke har overdrevet deres Budskabs Godhed og Rækkevidde og overvurderet Vigtigheden af den Gerning, som skulde fuldføres af den Messias, de kundgjorde.

“Der er een Gud og een Midler mellem Gud og Menneskene, Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv til en Genløsning for alle” (1 Tim. 2, 5. 6).  

     En Genløsning for alle?  Hvorfor skulde da ikke alle de genløste ha noget Gavn af Kristi Død?  Hvorfor skulde ikke alle komme til Kundskab om Sandheden, for at de kan tro?

The Crucifixion

     Denne Nøgle findes i den sidste Del af den sidstnævnte Tekst—“Som gav sig selv til en Genløsnings-Betaling for alle, ET VIDNESBYRD I SINE TIDER.”  Gud har sin Tid for alting.  

     Han kunde ha vidnet det for disse i deres forgangne Livstid; men siden han ikke gjorde det, er det Bevis på, at deres rette Tid må ligge i Fremtiden.  For dem, som vil være af Menigheden, Kristi Brud, og dele Kongedømmets Hæder, er Nutiden den rette Tid til at høre; og hvo som nu har Øre at høre med, han høre og gi Agt, og han vil bli velsignet derefter.  

     Skøndt Jesus betalte vor Løsepenge, før vi blev fødte, var det dog ikke vor “rette Tid” til at høre derom i mange År derefter, og kun Forståelsen deraf medførte Ansvar, og det kun så langt vor Evne og Skønsomhed strakte sig.  Den samme Grundsætning gælder for alle.  I Guds rette Tid vil det bli vidnet for alle, og alle vil da ha Lejlighed til at tro og bli velsignet derved.

     Det ene Skriftsted, man fremfører for at bevise denne almindelig nærede Anskuelse, er:  “Hvor Træet falder hen, der blir det liggende” (Præd. 11, 3). 

How will "all men" come to know the truth?

The two Adams
of the Bible--
Adam and Jesus.

     Siden Gud ikke sætter sig for at frelse Mennesker på Grund af Uvidenhed, men “vil, at alle Mennesker skal komme til Kundskab om Sandhed” (1 Tim. 2, 4), og siden Stormassen af Menneskeheden døde i Uvidenhed, og siden “der er hverken Gerning eller Klogskab eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget” [Graven] (Præd. 9, 10), derfor har Gud gjort [page 113] Udvej for de dødes Opvækkelse, for at de kan komme til Kundskab, Tro og Frelse.  

     Derfor er det hans Plan, at “ligesom alle dør i Adam, således skal alle levendegøres i Kristus, men enhver i sin Orden” — Evangeliemenigheden, Bruden, Kristi Legem, først; siden efter, i Løbet af Tusindårsdagen, alle de, som blir hans under hans tusindårige Nærværelse (ikke Tilkommelse), Herrens rette Tid for alle til at kende ham, fra den mindste til den største.—1 Kor. 15, 22.

     Ligesom Døden kom ved den første Adam, således kommer Liv ved Kristus, den anden Adam.  Alt, hvad Menneskeslægten tabte ved at være i den første Adam, skal genoprettes for dem, som tror sig ind i (ved Tro slutter sig til) den anden Adam.  

     Efter at være vækket op, med det Fortrin at ha haft Erfaring af det onde, hvad Adam ved sin Prøve manglede, vil de, der taknemlig modtar Genløsningen som Guds Gave, kunne vedblive at leve evindelig på det oprindelige Lydighedsvilkår.  Fuldkommen Lydighed vil bli krævet, og fuldkommen Evne til at lyde vil bli gi’t under Fredsfyrstens retfærdige Regering.  Her er den Verden tilbudte Frelse.

     Den lyder:  “Vi har sat vort Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, især deres, som tror” (1 Tim. 4, 10).  Gud vil frelse alle Mennesker, men vil ikke særlig (“til det yderste”) frelse nogen undtagen dem, som kommer til ham gennem Kristus.  

     Guds egenmægtige Frelse af alle Mennesker er ikke en sådan, som vil komme i Strid med deres Viljefrihed eller Valgfrihed for at gi dem Liv mod deres Vilje:  

“Jeg har i Dag forelagt eder Liv og Død; vælg Liv, for at I må leve.”—5 Mos. 30, 19.

Simeon and Jesus

“Mine Øjne har set din Frelse;...et Lys til at oplyse Hedningefolkene og en Herlighed for dit Folk, Israel [page 114] [iter i Sandhed].”  

     Dette stemmer med Apostelens Ord om, at den Kendsgerning, at Jesus Kristus, Midleren, gav sig selv til en Løsepenge for alle, skal bli vidnet for alle I SINE FASTSATTE TIDER.  Det er dette, som skal komme til alle Mennesker uden Hensyn til Tro eller Vilje fra deres Side.  

     Disse glade Tidender om en Frelser skal være for alt Folket (Luk. 2, 10. 11), men den særskilte Frelse fra Synd og Død vil kun komme hans Folk til gode (Matt. 1, 21)—dem, som tror sig ind i ham; for vi læser, at Guds Vrede vedblir at hvile over den vantro.—Joh. 3, 36.

     Vi ser også, at den særskilte Frelse, som troende nu ejer i Håbet (Rom. 8, 24), og som i Tusindårsriget vil bli åbenbaret i sin Virkelighed også for dem, som “på den Dag tror,” er en fuld Frigørelse fra Syndens Trældom og Dødens Forgængelighed til Guds Børns herlige Frihed.  

True light will eventually enlighten every man.

     Om nogen, efter at han er oplyst af Sandheden og kommen til Kundskab om Guds Kærlighed og genoprettet til (enten virkelig eller tilregnet) menneskelig Fuldkommenhed, da blir “frygtsom” og “unddrager sig” (Heb. 10, 38. 39), vil han sammen med de vantro (Åb. 21, 8) bli udryddet af Folket (Apg. 3, 23).  Dette er den anden Død.

     Således ser vi, at alle disse hidtil vanskelige Tekster opklares ved det Udsagn—“hvilket er Vidnesbyrdet i sine fastsatte Tider.”

       I sin rette Tid skal dette sande Lys oplyse ethvert Menneske, som er kommet til Verden.  I sin fastsatte Tid skal det være gode Tidender om en stor Glæde for [page 115] alt Folket.  

     Og på ingen anden Måde kan disse Skriftsteder bruges uden at fordreje dem.  Pavlus gennemfører denne Tankegang med Eftertryk i Rom. 5, 18. 19.  

     Han slutter, at ligesom alle Mennesker blev dødsdømte for Adams Overtrædelses Skyld, således er også Kristi Retfærdighed og Lydighed indtil Døden blet en Retfærdiggørelsesgrund, og at ligesom alle mistede Livet i den første Adam, således kan også, afset fra personlig Udyd, alle få Liv ved at modta den anden Adam.

God says to Israel,

     Peter siger os, at denne Genoprettelse er omtalt af alle de hellige Profeter (Apg. 3, 19-21).  De forkynder den alle.  Esekiel siger om Dalen med tørre Ben:  “Disse Ben er hele Israels Hus.”  

     Og Gud siger til Israel:  

“Se, jeg åbner eders Grave og lader eder, mit Folk, stige op af eders Grave, og jeg fører eder til Israels Land.  Og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg...gir min Ånd i eder, og jeg bosætter eder i eders Land, da skal I kende, at jeg, Herren, har talt og vil gøre det, siger Herren.”—Esek. 37, 11-14.

"Behold, O my people, I will open your graves, and cause you to come up out of your graves, and bring you into the land of Israel.

"And ye shall know that I am the Lord, when I ... shall put my spirit in you, and I shall place you in your own land;

"Then shall ye know that I the Lord have spoken it, and performed it, saith the Lord."
    Ezekiel 37:11-14

Ezekiel’s Vision – Valley of Dry Bones

Menorah in Israel

Vineyard in Israel

     De blev vortviste fra hans Yndest, imens Kristi Brud blev søgt ud, men vil bli genoptagne, når hint Værk er fuldført (V. 28-33).  Profeterne har fuldt op af Udsagn om, at Gud vil plante dem igen, og de skal ikke mer rykkes op.  

“Så siger Herren, Israels Gud:...jeg vil rette mine Øjne på dem til det gode og føre dem albage til dette Land, og jeg vil opbygge dem og ikke nedbryde, og jeg vil plante dem og ikke oprykke. 

“Og jeg vil gi dem Hjerte til at kende mig, at jeg er Herren, og de skal være mit Folk, og jeg vil være deres Gud; thi de skal vende om til mig af hele deres Hjerte: (Jer. 24, 5-7;  31, 28; 32, 40-42;  33, 6-16).

       Disse kan ikke slet og ret ha Hensyn til Genoprettelser fra tidligere [page 116] Fangenskaber i Babylon, Syrien o. a.; for de er siden blet rykket op.

“I de Dage skal de ikke mer sige:  Fædrene åd sure Druer, og Børnenes Tænder blir ømme.  Men enhver [som dør] skal dø for sin egen Misgernings Skyld”  (Jer. 31, 29. 30).  Dette er ikke Tilfældet nu.  

     Enhver dør ikke nu for sin egen Synds Skyld, men for Adams:–“I Adam dør alle.”  Han åd Syndens sure Drue, og vore Fædre blev ved at æde dem, hvorved de førte mere Sygdom og Elendighed over deres Børn og fremskyndte således Straffen—Døden.  Den Dag, da “enhver [som dør] skal dø for sin egen Synds Skyld” alene, er Tusindåret eller Genoprettelsesdagen.

     Medens Israel i sin Helhed var Forbilled på hele Verden, var dets Præstestand Forbilled på den udvalgte “lille Hjord,” Kristi Hoved og Lemmer, den “Kongelige Præstestand,” og de Ofre, Renselser og Forsoninger, der blev gjort for Israel, afskyggede de “bedre Ofre,” fuldkomnere Renselser og den virkelige Forsoning “for hele Verdens Synder,” voraf de udgjorde en Del.

Lot leaving Sodom

     Og hvorfor skulde ikke Sodomiterne ha Lejlighed til at opnå Fuldkommenhed og evigt Liv lige så vel som Israel eller som nogen af os?  Sandt nok, de var ikke retfærdige, men heller ikke var Israel, ejheller vi, som nu hører Evangeliet.  

     “Der er ingen retfærdig, end ikke [page 117] en,” udenfor Kristi tilregnede Retfærdighed, han, som døde for alle.  Vor Herres egne Ord siger os, at endskøndt Gud lod Ild regne ned af Himlen og ødelægge dem alle for deres Ugudeligheds Skyld, var Sodomiterne dog ikke så store Syndere i hans Øjne som Jøderne, der ha’de mere Kundskab (1 Mos. 19, 24.  Luk. 17, 29).  

     Til Jøderne i Kapernaum sa’ han:  

“Hvis de Kraftgerninger, som er blet gjorte i dig, var blet gjorte i Sodoma, skulde det blet stående indtil denne Dag.”—Matt. 11, 23.

Synagogue ruins at Capernaum

     Således lærer vor Herre, at Sodomiterne ikke ha’de en fuldkommen Anledning, og han tilsikrer dem en sådan Anledning, når han tilføjer (V. 24):  

“Dog siger jeg eder:  Det skal gå Sodomas Land tåleligere på Dommens Dag end dig.”  

     Hvordan Dommens Dag og dens Gerning vil bli, skal omtales på efterfølgende Blade.  Her gør vi vare opmærksom på den Kendsgerning, at det vil bli en tålelig Tid for Kapernaum og endnu tåleigere for Sodoma; thi skøndt ingen af dem ha’de havt fuld Kundskab endda, heller ikke alle de Velsignelser, der er bestemte til at komme gennem “Sæden,”  ha’de Kapernaum dog syndet mod større Lys.

The "New Covenant."

     Og man skal huske på, at siden Gud lod regne Ild fra Himlen og ödela’ dem alle mange Hundrede År før Jesu Tid, indebær Talen om deres Genoprejsning, at de skal vækkes op og komme ud af Graven.

Salt at the Dead Sea near the Area of Sodom and Gomorrah

Ruins at Area of Sodom

“Jeg ryddede dem bort, da jeg så det [Eng: eftersom jeg så godt].”  

     Hverken Jesus eller Profeten tilbyder nogen Forklaring af den tilsyneladende Ulighed i Guds Handlemåde ved at ødelægge Sodoma og tillade andre med støre Brøde end Sodoma at gå ustraffede hen.  Alt det vil bli gjort klart, når hans store Råd i rette Tid blir åbenbarede. [page 118] 

     Profeten siger slet og ret, at Gud så, det var godt at gøre det, og Jesus tilføjer, at det vil bli tåleligere på Dommens Dag for dem end for andre med større Skyld.  

     Men under den Forudsætning, at Døden ender al Prøvetid, og at derefter ingen kan få Lejlighed til at komme til Kundskab om Sandheden og til at lyde den, kan vi med Rette spørge:  Hvorfor så Gud noget godt i at rydde disse Folk bort uden at gi dem en Anledning til Frelse ved Kundskaben om det eneste Navn, hvorved de kan vorde frelste?  

     Svaret lyder:  Fordi det var endda ikke deres Tid.  I den rette Tid vil de bli vakt op af Døden of bragt til Kundskab om Sandheden og således bli velsignede sammen med alle Jordens Slægter ved den forjættede “Sæd.”  Da vil de bli sat på Prøve for det evige Liv.

“Gå nu hen og slå Amalek, og slå alt, hvad hans er, med Ban, og du skal ikke spare ham, men du skal dræbe både Mand og Kvinde, både Barn og Diebarn, både Okse og Får, både Kamel og Asen” (1 Sam. 15, 3).  

     Denne tilsyneladende hensynsløse Ødelæggen af Liv lader sig vanskelig forlige med den Kærlighedskarakter, der tillægges Gud, og med Jesu Lære:  “Elsk eders Fjender,” o. s. fr., indtil vi får Øje for den sammenhængende Orden i Guds Plan, den “rette Tid” for Udførelsen af ethvert Punkt deri og den Kendsgerning, at hvert Medlem af Menneskeslægten har Plads deri.

     Disse Folk kunde lige så gerne dø på den Måde som af Sygdom og Farsot.  Det ha’de lidt at sige for dem, eftersom de kun lærte det onde at kende, for at de, når [page 119] deres Prøvetid kom, kunde lære Retfærdighed og være i Stand til at skelne og vælge det gode og ha Livet.

Slaying of the Amalekites

“Men jeg vil gøre Ende på deres Fangenskab, Sodomas og hendes Døtres Fangenskab og Samarias og hendes Døtres Fangenskab og dine fangnes Fangenskab midt iblandt dem.”   

     Det pågældende Fangenskab kan intet andet være end deres Fangenskab i Døden; thi de omtalte var dengang døde.  I Døden er alle Fanger, og Kristus kommer for at åbne Gravens Døre og sætte Fangerne i Frihed (Es. 61, 1. Sak. 9, 11).  I 55. Vers kaldes dette en “Tilbagekomst til deres forrige Tilstand”—en Genoprettelse.

The Old Law Covenant will be replaced with a New Covenant

     Nogle af dem ytrer den Tanke, at Herren i denne Spådom må tale på Skrømt til Jøderne, medens hans egenlige Mening er den, at han lige så gerne vilde bringe Sodomiterne tilbage som dem, men ikke ha’de i Sinde at oprejse nogen af dem.  Men lad os se, hvorledes de efterfølgende Vers stemmer med denne Tanke.  

     Herren siger:  

“Og så vil jeg ihukomme min Pakt med dig i din Ungdoms Dage, og jeg vil oprette en evig Pakt med dig.  Og du skal komme dine Veje i Hu og skamme dig, når du modtar dine Søstre...

“Og jeg vil oprette min Pakt med dig, og du skal kende, at jeg er Herren, for at du skal komme dine Veje i Hu og blues og ikke mere oplade din Mund for din Skams Skyld, idet jeg forlader dig alt, hvad du har gjort, SIGER DEN HERRE HERRE.”  

Father Abraham

     Hertil føjer Pavlus sit Vidnesbyrd, sigende:  

“Og så skal hele Israel [levende og døde] frelses [bringes ud af Forhærdelsen], som skrevet er: ‘Befrieren skal komme fra Sion og afvende Ugudeligheder fra Jakob.  

“Og det er Pakten med dem fra min Side, når jeg borttar deres Synder.’... 

“De er elskede for Fædrenes Skyld.  Thi Guds Nådegaver og Kaldelse kan ikke fortrydes.”—Rom. 11, 26–29.

     Ja mange af dem, som nu er Buds Børn, vil blues og forbavses, når de ser, hvor hojt Gud elskede VERDEN, og hvor langt hans Tanker og Planer stod over deres.

     Jøderne gjorde en meget lignende Fejltagelse i at mene, at alle Guds Løfter var til og for dem alene; men da den “rette Tid” kom og Hedningerne velsignedes, fik Levningen af Israel, hvis Hjerter var store nok til at glædes ved det større Bevis på Guds Nåde, Del i den udvidede Yndest, medens Resten forhærdedes ved Fordom og menneskelig Overlevering.  

     Lad dem af Menigheden, som nu ser Tusindårsdagens dæmrende Lys, med dens nådefulde Fordele for al Verden, se sig for, så de ikke gør Modstand mod det opgående Lys og således for en Tid gøres blinde for dets Herlighed og Velsignelser.

     Den førstnævnte nægter både Bibelens Lære om fri Nåde og forkrænger jammerligt den herlige Lære om Udvælgelsen; den sidstnævnte nægter Udvælgelseslæren og er langt fra at fatte Guds Frie Nådes velsignede Fylde.

     Disse udvalgte og forudbestemte han til evig Frelse; alle andre blev lige så fuldt forudbestemte og udvalgte til at gå bort i evig Pine; thi “Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.”

     Denne Opfattelse har sine gode Træk.  Den har Øje for Guds Alvished.  Dette vilde være vort højeste Begreb af en stor Gud, om ikke to væsenlige Egenskaber ved Storhed savnedes, nemlig Kæarlighed og Retfærdighed, hvorpå der ikke ses noget Eksempel deri, at der bringes til Verden et Hundrede og to-og-fyrre Billioner Skabninger, dømte til evig Pine, før de blev fødte, og narrede med Forsikringer om hans Kærlighed.  

     Siden Gud er Kærlighed, og Retfærdighed er hans Trones Grundvold, kan han ikke ha en sådan Karakter.

     Og lige siden har Gud gjort alt, hvad han kan, for at udfri Mennesket fra hans Fjende, så han endog gav sin Søn hen.  

     Og endskøndt Evangeliet nu, seks Tusind År derefter, har nåt kun et meget lille Antal af Menneskeslægten, er det dog vort Håb, at om seks Tusind År til vil Gud gennem Kirkens Kraftanstrængelser og Gavmildhed ha bødt så meget på det onde, der indførtes af Satan, at alle de dalevende kan i det mindste få at vide om hans Kærlighed og ha Anledning til at tro og vorde frelste.

God is the Master of His purposes.

     Det synes at fremgå af denne Opfattelse, at medens Gud var i Færd med at lægge Ting tilrette for sine nylig skabte Børns Velvære, skred Satan ind og ved et velrettet Slag omstødte alle Guds Planer i et sådant Omfang, at selv med Opbydelsen af al sin Kraft må Gud endda bruge tolv Tusind År for at genindsætte Retfærdighed bare i den Grad, at Resten af Slægten, som da lever, vil få Anledning til at vælge det gode lige så let som det onde.  

     Men de henrundne seks Tusind Års et Hundrede og to-og-fyrre Billioner, og lige så mange til i de næste seks, er efter denne Synsmåde, uagtet Guds Kærlighed til dem, i al Evighed fortabte, fordi Satan trådte i Vejen for hans Planer.  Således vilde Satan få Tusinder ned i evig Pine mod hver een, som Gud fører til Herlighed.

     Denne Opfattelse må gi Menneskene høje Forestillinger om Satans Visdom og Magt og nedsætte deres Mening om disse Egenskaber i Gud, om hvem Salmisten tværtimod siger, at “Han talte, så skete det, han bød, og det stod der.”  

     Men nej:  Gud blev ikke overrasket eller overrumplet af Modstanderen; ikke heller har Satan i noget Mål forstyrret hans Planer.  Gud er og har altid været fuldkommen Herre over Stillingen, og til Slutning vil det vise sig, at alt har samvirket til Gennemførelsen af hans Forsætter.

     Eftersom det ondes, Uretfærdighedens og Dødens Tid skal bringes til at ophøre ved det Magtens Herredømme, han da vil udøve, og siden Retfærdighed, Sandhed og Fred skal komme til at råde i den vide Verden, hvem burde så ikke glæde sig til at skulle se hans Dag?  

     Og hvem er der, som nu lider med Kristus, tilskyndet af det dyrebare Løfte, at “om vi lider sammen, skal vi også regere sammen,” der ikke vil løfte sit Hoved og glædes ved ethvert Tegn på, at Mesteren nærmer sig, da han deraf ved, at vor Forløsning og vor Herliggørelse med ham stunder til?  

     Sikkert vil alle, der er i Samstemning med hans Velsignelsesværk og med hans Kærlighedsånd, hilse ethvert Varsel om hans Komme som et Tegn på, at den “store Glæde, som skal vorde alt Folkets,” nærmer sig med raske Fjed.