5 - Femte Kapitel. Den Skjulte Hemmelighed
|
|
“DEN HEMMELIGHED, DER VAR HOLDT SKJULT FOR TIDSALDRENE OG FOR LÆGTERNE, MEN NU BLEV ÅBENBARET FOR HANS HELLIGE.” – Kol. 1,26. |
—
DEN
FÖRSTE
FORJÆTTELSES LYSGLIMT. — LÖFTET TIL ABRAHAM. — HåBET UDSAT. — HEMMELIGHEDEN BEGYNDER AT OPKLARES VED PINSEFESTEN. — HVAD HEMMELIGHEDEN ER. — HVORFORHOLDT HEMMELIG Så LÆNGE. — ENDNU EN HEMMELIGHED FOR VERDEN. — VIL I RETTE TID BLIåBENBARET FOR ALLE. — NåR HAMMELIGHEDEN VIL VÆRE FULDENDT |
|
Medens Menneskeslægten gik i det ondes Skole og
stod under dets Tugt og var ude af Stand til at skønne Nødvendigheden
deraf, udtalte Gud gentagende Gange sit Formål at oprejse og velsigne dem
gennem en kommende Befrier.
Men hvem den Befrier skulde være, var en Hemmelighed i fire Tusind år, og det begyndte først at bli klart åbenbaret efter Kristi Opstandelse i Begyndelsen af den kristne Tidalder. Ved at skue tilbage til den Tid, da Liv og paradisisk Lykke sattes over Styr af vore første Forældre, ser vi dem under den retfærdige Straf for Synd fyldt med Sorg og uden et andet Håbets Glimt end det, de kunde få ud af det dunkle Udsagn, at Kvindens Sæd skulde knuse Slagens Hoved. Skøndt dette i Lyset af senere Tildragelser er fuldt af Betydning for os, var det for dem kun et svagt og glimtende Lys. Henved to Tusind År gik hen uden noget Tegn på en Opfyldelse. |
|
|
Omtrent to Tusind År derefter kaldte Gud Abraham
og lovede, at hans Afkom skulde velsigne alle Jordens Slægter.
Dette så ud, som om Gud endnu fastholdt sit tidligere udtalte Formål
og var nu ved at opfylde det. Tiden
jog af Sted; det forjættede Kana’ans Land var endnu ikke i hans Eje; de
ha’de intet Afkom, og Abraham og Sara var ved at bli gamle.
Abraham tænkte [page 86] sig, at han måtte hjælpe Gud at opfylde sit Løfte; således blev Ismael født. Men hans Hjælp var ikke fornøden, thi i rette Tid fødtes Isak, Håbets og Løftets Barn. Da syntes det, at den forjættede Folkenes Hersker og Velgører var kommen. Men nej. År henrullede, og tilsyneladende ha’de Guds Løfte slåt fejl; for Isak døde, og hans Arving Jakob også. Men nogle enkeltes Tro holdt fremdeles fast ved Løftet og blev opholdt af Gud; for
|
|
|
Ved Jakobs Død, da hans Efterkommere først
kaldtes de TOLV ISRAELS STAMMER og godkendtes af Gud som
hans “Ejendomsfolk” (1 Mos. 49, 28. 5 Mos. 26, 18), syntes
Forventningen om, at dette Folk som et Hele, som Abrahams forjættede Æt,
skulde eje Kana’an og regere og velsigne Verden, at være på Nippet til
at virkeliggøres; for de var allerede under Ægyptens Yndest ved at bli
et stærkt Folk.
Men Håbet blev næsten nedslåt, og Løftet næsten glemt, da Ægypterne, efter at ha fåt dem i deres Magt, holdt dem som Trælle i en lang Tid. |
|
|
Guds Løfter var i Sandhed gådefulde, og hans
Veje usporlige. I rette Tid
fremkom imidlertid Moses, en stor Befrier, ved hvis Hånd Gud udførte dem
af Trældom, idet han gjorde store Underværker for deres Skyld. Denne store Befrier døde, før han kom ind i Kana’an; men
som Herrens Talerør vidnede han:
Dette gav et nærmere Indblik i Guds Plan ved at vise, at ikke alene vilde de som et Folk i sin Helhed på en eller anden Måde være knyttet til den fremtidige Gerning at herske og velsigne, men at een, som skulde udvælges blandt dem, vilde føre til Sejr og til Løftets Opfyldelse. Så blev Josva, hvis Navn betyder Frelser eller Befrier, deres Leder, og under ham vandt de store Sejre og kom også ind i det i Pakten lovede Land. Sikkert [page 87] da syntes det, at den sande Leder var kommet og Løftet ved at gå helt i Opfyldelse. |
|
|
Men Josva døde, og de gjorde intet Fremskridt
som et Folk, indtil David og derpå Salomon ga’s dem til Konger.
Der nåde de selve Toppunktet af deres Herlighed; men snart efter,
i Steden for at se Løftet udført, blev de skilt ved deres Magt og blev
skatydende til andre Folkeslag.
Somme holdt imidlertid Guds Løfte fast og spejdede endnu efter den store Befrier, på hvem Moses, Hosva, David og Salomon kun var Forebilleder. |
|
|
Omkring den Tid, da Jesus blev født, var alle i
Forventning om Messias, den kommende Konge over Israel og gennem Israel
over Verden. Men Israels Håb
om deres kommende Konges Herlighed og Hæder, indgi’t dem, som det var,
ved Forbillederne og Profetierne om hans Storhed og Magt, ha’de til Følge,
at de overså en anden Række Forbilleder og Profetier, der pegte hen på
Lidelse og Død som et Genløsningsværk for Syndere, nødvendigt, førend
Velsignelsen kunde komme.
Dette var forud afbildet i Påskelammet, før de blev udfriede af Ægypten, i Slagtningen af Offerdyrene ved Givelsen af Lovpakten (Heb. 9, 11-20; 10, 8-18) og i Sonofrene, der bragtes uafbrudt År for År af Præsterne. De overså også Udsagn af Profeterne, “som på Forhånd vidnede om Kristi Lidelser og de derefter kommende Herligheder” (1 Pet. 1, 11). Da Jesus så kom som et Offer, kendte de ham derfor ikke; de kendte ikke deres Besøgelsestid (Luk. 19, 44). Selv hans umiddelbare Efterfølgere var meget hjerteklemte, da Jesus døde, og med Sorg sa’ de: “Vi håbede, at han var den, som kom for at genløse Israel” (Luk. 24, 21). Efter ydre Ting at dømme ha’de de sat deres Lid til den urette. De indså ikke, at deres Leders Død som en Gyldiggørelse af den nye Pakt, under hvilken Velsignelserne skulde komme, var en delvis Opfyldelse af Forjættelsens Pakt. Da de imidlertid kom efter, at han var ståt op af Graven, tog deres visnede Håb atter fat at spire (1 Pet. 1, 3), og da han var ved at forlade dem, spurgte de om deres længe-nærede og tidt udsatte Håb og sa’: “Vil [page 88] du på denne Tid genoprette Riget for Israel?” At deres Håb var hovedsagelig rigtigt, skøndt de jo ikke kendte Tiden for dets Opfyldelse, fremgår klart af Herrens Svar: “Det er ikke eders Sag at vide Tiderne og Timerne, som Faderen har sat i sin egen Magt.” – Apg. 1, 6. 7. |
|
|
Hvad Vending har Guds Plan nu ta’t?
må ha været Spørgsmålet blandt Jesu Lærlinger, da han var
opfaren. For vi må huske på,
at vor Herres Udsagn om Kongedømmet var væsenlig i Lignelser og mørke
Taler. Han ha’de sagt til
dem:
Så de kunde ikke forstå før Pinsevelsignelsen kom. |
|
|
Selv da varede det nogen Tid, før de fik en klar,
fuld Forståelse af, hvad der blev gjort, og dets Forhold til Pakten med
Abraham (Apg. 11, 9. Gal. 2,
2. 12. 14). Dog kunde det
synes, at selv før de fuldt og klart forstod, blev de brugt som Guds
Talerør, og disse dem indblæste Ord var rimeligvis klarere og dybere
Fremstillinger af Sandheden, end de selv fuldt ud fattede.
Læs for Eks. Jakobs Tale, hvori han siger: “Simeon gjorde Rede for, hvorledes Gud først sørgede for af Hedninger at udta et Folk for hans Navn” [en Brud]. Og dermed samstemmer Profeternes Taler, således som det er skrevet:
|
|
|
What is the
|
Jakob begyndte at læse i Guds Forsyn, i Evangeliets Sendelse ved Peter til den første omvendte Hedning og ved Pavlus til Hedninger i Almindelighed, at i denne Tidsalder skulde troende Jøder og Hedninger nyde samme Yndest. Han så derpå op til Profetierne og fandt det således skrevet, og at efter Fuldførelsen af denne Evangeliealders Værk vil Løfterne til det kødelige Israel bli opfyldte. Lidt efter lidt begyndte den [page 89] store Hemmelighed, så længe holdt skjult, at bli forståt af nogle få–de Hellige, Guds særskilte “Venner.” Pavlus vidner (Kol. 1, 27), at denne Hemmelighed, som var holdt skjult for Tidsaldrene og for Slægterne, nu åbenbaret for hans Hellige, er“KISTUS I EDER, Dette er Guds store Hemmelighed, som har været skjult for alle forudgående Tidsaldre og endnu er skjult for alle undtagen en særskilt Klasse—de Hellige, eller helligede troende. Men hvad menes med “Kristus i eder?” Vi læser, at Jesus blev salvet med hellig Ånd (Apg. 10, 38), og således godkender vi ham som Kristus—den Salvede,–for Ordet Kristus betyder salvet. Og Apostelen Johannes siger, at den Salvelse, som vi (helligede troende) har fåt, blir i os (1 Joh. 2, 27). Således er denne evangelske Tidsalders Hellige en salvet Flok—salvet til at være Konger og Præster for Gud (2 Kor. 1, 21. 1 Pet. 2, 9), og sammen med Jesus, deres Hoved og Herre, udgør de Jehovas Salvede—den hele Kristus. |
|
| "The
Christ " ...not one member, but many. 1 Corinthians 12:14
|
I Samklang med denne Lære af Johannes, at vi også
er slavede, forsikrer Pavlus os,
at Hemmeligheden, som har været holdt skjult i henrundne Tidsaldre, men
som nuer kundgjort for hans Hellige, er denne, at den
Salvede er “ikke eet Lem, men mange,” ligesom det
menneskelige Legem er eet og har mange Lemmer.
Men som alle Legemets Lemmer, skøndt mange, dog er eet Legem, således er også den Salvede, Kristpersonen (1 Kor. 12, 12-28). Jesus er salvet til at være Hovedet eller Herren over Menigheden, som er hans Legem (eller hans Brud, som det fremsættes i et andet Billed – Ef. 5, 25-30), og i Forening udgør de den forjættede “Sæd”—den store Befrier:
|
|
|
Apostelen værner omhyggelig Menigheden mod at gøre
for nærgående Krav, idet han siger om Jesus, at “Gud har lagt alt
under hans Fødder og sat ham til Hoved over alting for Menigheden, der er
hans Legem,” [page 90] “for at han skulde bli den ypperste blandt alle” (Ef. 1,22.
Kol. 1, 18).
Dog under Billedet af det menneskelige Legem viser han smukt og kraftigt vort inderlige Slægtskab. Denne samme Enhed lærte Jesus også, idet han sa’:
|
|
|
The Pyramid Figure Vor Enhed med Herren Jesus som Lemmer på Kristuslegemet, den salvede Flok, gøres rigtigt tydelig ved Billedet af Pyramiden. Topstenen er en fuldkommen Pyramide i sig selv. Andre Stene kan bygges op under den, og er det i Samstemmighed med alle Topstenes ejendommelige Linier, vil det hele være en fuldkommen Pyramide. Hvor smukt dette afspejler vor Stilling som Medlemmer af “Sæden” — “Krustuspersonen.” Sammenbundet og til fulde i Samstemning med vort Hoved er vi, som levende Stene, fuldkomne; skilte fra ham er vi intet. |
|
|
|
Jesus, den fuldkomne, er blet højt ophøjet, og
nu fremstiller vi os selv for ham for at dannes og formes efter hans Mønster
og bygges til en Guds Bygning.
I en almindelig Bygning er der ingen Hoved-Hjørnesten; i vor Bygning er der een Hoved-Hjørnesten, “Topstenen,” som skrevet er:
Og meget snart, håber vi, til Foreningen mellem Jesus, “Hovedet” og “Menigheden, som er hans Legem,” være fuldendt. |
|
|
|
Og, I elskede, mange Slag og megen Afslipning må
vi udholde,–megen Omdannen må vi undergå og megen Tildannen efter hans
Mønster under den store Bygmesters Ledelse, og for at få Mesterens
Duelighed og Fuldkommenhedssans fremvist i os må vi se til, at vi ingen
genstridig Egenvilje har til at modstå eller krydse Gennemførelsen af
hans Vilje i os; vi må være meget barnlige og ydmyge—“ombundne
med Ydmyghed; for Gud står de hoffærdige imod, men gir ydmyge Nåde.”
Lad os derfor ydmyge os under Guds mægtige Hånd for at han kan ophøje os i sin Tid (1 Pet. 5, 5. 6), som han ophøjde vort Hoved og vor Forløber. – Fil. 2, 8. 9. |
|
|
Dette er virkelig et underfuldt Budskab; og når
vi går til Guds Ord for at indhemte Oplysning om vor store høje Kaldelse,
finder vi alle Profeterne veltalende i Kundgørelsen af den Nåde [Yndest
eller Velsignelse], som er kommen over os (1 Pet. 1, 10), og Forbilleder,
Lignelser og hidtil mørke Taler blir nu klare og kaster deres Lys på den
“trånge Vej,” hvorpå den salvede [Kristus-] Skare er kaldt
til at løbe for at vinde Prisen, der nu er afsløret.
Dette var i Sandhed en Hemmelighed, man aldrig før ha’de tænkt på,–at Gud har i Sinde at oprejse ikke alene en Befrier, men en, som består af mange Lemmer. Dette er “Kaldelsen herovenfra” (egenlig opad) som de indviede troende i Evangeliets Tidsalder har fåt udelukkende Adkomst til. Jesus prøvede ikke på at fremsætte den for Disciplene, så længe de var naturlige Mennesker, men ventede, indtil de ved Pinsefesten blev salvede,–avlede til den nye Natur. Af Pavlu’s Forklaring ved vi, at ingen uden “nye Skabninger” nu kan påskønne eller fatte denne [page 92] Opadkaldelse. Han siger: “Vi taler Guds Visdom i hemmelighedsfulde Ord, den [Plan], som har været skjult, som Gud forud før Tidsaldrene bestemte til vor Herlighed, som ingen af denne Tidsalders Øverster lærte at kende;....som skrevet er: “Hvad Øje ikke så og Øre ikke hørte og ikke opkom i Menneskehjerte, hvad Gud har beredt for dem, som elsker ham”; men os åbenbarede Gud det ved Ånden.” – 1 Kor. 2, 6-14. |
|
| The
Christ (Head and Body) is the "seed of Abraham" which is to bless all the families of the earth. |
I sit Brev til Galaterne oplader Pavlus hele Hemmeligheden og viser, hvorledes Abrahamspakten skal fuldføres. Han viser, at den med Israel indgåde Lovepakt ikke kom i Vejen for Abrahamspakten (Gal. 3, 15-18), og at Abrahams Sæd, som skal velsigne alle Folkeslag, er Kristus (V. 16). Idet han så fuldfører den Tanke, han allerede har hentydet til, at Kristus indeslutter alle af Ånden salvede, siger han: | |
|
||
|
Why was it necessary
|
Idet han forfølger den samme Tankegang, viser
han (Gal. 4), at Abraham var et Forbilled på Jehova, Sara på Pakten
eller Forjættelsen og Isak på Kristus (Hoved og Lemmer), og tilføjer
derpå: “Vi, Brødre,
som Isak, er Forjættelsesbørn” (V. 28).
Således var Guds Plan skjult i Forbilleder, indtil der i
Evangeliets Tidsalder toges fat på Udviklingen af Kristuspersonen.
Der må ha været en Nødvendighed for at holde denne Hemmelighed skjult, ellers var det ikke blet gjort. Til fulde at ha åbenbaret Menneskeslægten Planen vilde nemlig ha været at kuldkaste den. Ha’de Menneskene kendt den, vilde de hverken ha forsfæstet Herlighedens Herre eller Menigheden, som er hans Legem (1 Kor. 2, 8). Ikke alene vilde Kristi Død som Løsepengen for Menneskets Udfrielse være blet hindret, om ikke Planen var holdt hemmelig for Verden, men Trosprøvelsen for Menigheden som meddelagtig i Kristi Lidelser vilde derved også været umuliggjort; thi “Verden kender os ikke [som hans Medarvinger], fordi[af den samme Grund at] de ikke kendte ham.” – [page 93] 1 Joh. 3, 1. Jfr. Apg. 3, 17. Joh. 15, 21; 16, 2-3. Rom. 10, 2. |
|
 |
"The Christ" a Mystery Ikke alene er Guds Plan og den fuldkomne Kristus som er selve Legemgørelsen af den Plan, en stor Hemmelighed for Verden, men den ejendommelige Vej, denne lille Hjord er kaldt til at vandre på, præger dens Medlemmer som et “særeget Folk.” Det var en Gåde for Verden, at en så evnerig Person som Jesus af Nasaret skulde bruge sin Tid og sit Snilde, som han gjorde, hvorimod om han ha’de gi’t sig af med Politik, Retslære, Handel eller offentilig Religion, kunde han blet stor og agtet. Efter Menneskers Mening kastede han tåbeligt sit Liv bort, og de sa’: “Han har en Djævel og er gal.” Hans Liv og Lære var Hemmeligheder for dem. De kunde ikke forstå ham. |
|
 Paul before Agrippa |
Apostlerne og deres Ledsagere var ligeledes
Hemmeligheder i Verden, idet de opgav deres jordiske Udsigter m. m. for at
prædike Syndstilgivelse ved Jesu, den foragtedes og korsfæstedes, Død.
Pavlus forlod en høj og indflydelsesrig Stilling i Samfundet for
at arbejde med sine Hænder og at prædike Kristus og den usynlige Krone
for alle troende, som vilde vandre i hans Fjed.
Dette vor så hemmelighedsfuldt, at en sa’: “Du er fra dig selv, Pavlus; den megen Lærdom driver dig til Galskab.” Og alle, som således følger i Mesterens Fodspor, blir lig Pavlus regnet for Dårer for Kristi Skyld. |
||
| God’s
Plan will not always be shrouded in mystery.
|
Men Guds Plan skal ikke altid være indhyllet i Hemmelighed: Tusindårsdagens Morgengry bringer Menneskene Guds fuldere Lys, og “Herrens Kundskab skal opfylde al Jorden.” Retfærdighedens Sol, som skal opgå med Lægedom under sine Vinger (Stråler), adspredende Vankundighedens Mørke, er den fuldkomne Kristus i Tusindårsrigets Herlighed, – ikke Hovedet alene, men også hans Legems Lemmer; for der er skrevet: Om vi lider med ham skal vi også herliggøres sammen. “Når den Salvede åbenbares, hvilket er vort Liv, skal også I åbenbares med ham i Herlighed,” og “da skal de retfærdige udstråle Lys som Solen i deres Faders Kongedømme.” Rom. 8, 17. 2 Tim. 2, 11. 12. Kol. 3, 4. Matt. 13, 43. [page 94] |
||
| God
will "pour out His spirit upon all flesh..." Joel 2:28
|
For alle, undtagen de, som er avlede til et nyt
Sind ved at modta “Kristi Sind,” synes nu de Løfter, vi tror,
og de Håb, vi nærer, bare Indbildning og altfor usandsynlige til at
modta’s eller handles efter.
I den kommende Tidsalder, da Gud skal “udgyde
sin Ånd over alt Kød,” som han i nuværende Tidsalder udgyder den
over sine “Trælle og Trælkvinder,” da vil i Sandhed alle
fatte og påskønne de Løfter, som nu gribes af den “lille Hjord,”
og de vil glæde sig over Menighedens Lydighed og Ophøjelse og sige: |
||
|
|||
De vil fryde sig ved Menighedens Herliggørelse, hvorved Velsignelsen da vil tilflyde dem; og hvorvel det vil gå op for dem, at de “såre store og dyrebare Forjættelser,” den Salvedes (Hoved og Lemmers) Arv, ikke er for dem, men er opfyldte på os, vil de dog bli velsignede ved den Lære, de kan indhente ved Menighedens Eksempel; og medens de løber for at vinde de Velsignelser, som da udbydes til dem, vil den komme dem til Nytte, og de vil ære Gud for Menighedens Skyld. Men denne Kundskab vil ikke vække ulovlig Higen; for under den nye Tingenes Orden vil deres Kaldelse til fuldkommen menneskelig Natur fuldelig tilfredsstille dem og synes dem attråværdigere end en Omskiftning af Naturer. |
|||
|
Da
vil “Hemmeligheden” være endt; for Verden vil være kommet til
at indse, at det var Guds Ånd i Kristus og Kristi Ånd i os,–Gud åbenvaret
i Kød,–som de hidtil ha’de misforståt.
Da vil de indse, at vi ikke var gale eller Dårer, men at vi valgte
den bedre Del, da vi løb for at vinde Rigdommene, Hæderen og Kronen, som
de ikke så, men som er evige.
Med Hensyn til Tid vil Guds Hemmelighed bli fuldendt, medens den syvende [sindbilledlige] Basun lyder (Åb. 10, 7). Dette gælder Hemmeligheden i begge Meninger, hvori Ordet bruges. Hemmeligheden eller de lønlige Træk i Guds Plan vil da bli kundgjort og tydelig set, og tillige “Guds Hemmelighed,” Menigheden, Legemgørelsen af hin Plan. Begge vil da være [page 95] fuldendte. |
||
 |
Den lønlige, skjulte Plan vil ha udsøgt det
fulde Antal af Kristi Legems Lemmer, og følgelig vil det, Kristi Legem, være
fuldendt. Planen vil ophøre
at være en Hemmelighed, fordi der ikke længer vil være noget at holde
den hemmelig for.
Storheden af den langvarige Hemmelighed, skjult i Løfter, Forbilleder og Tegn, og den underfulde Nåde mod dem, der blev kaldte til Delagtighed i denne Hemmelighed (Ef. 3, 9), varsler om, at den Gerning, der påfølger dens Fuldendelse, og som Jehova har holdt Menneskeheden I Forventning og Håb om i seks Tusind År, må være et umådelig stort Arbejde, et storartet Arbejde, der er sådanne Tilberedelser værd. Hvad kan vi ikke vente i Velsignelser for Verden, når Hemmelighedens Slør bortta’s og Velsignelsens Strømme kommer! Det er dette, Alskabningen tilsammen sukker efter og er i Nød og Møje for indtil nu, ventende på Fuldendelsen af denne Hemmelighed—på Åbenvarelsen af Guds Sønner, den forjættede “Sæd,” i hvem de alle skal velsignes.—Rom. 8, 19. 21. 22. |
“SE, JEG GØR ALLE TING NYE.” “Hør
Hævnens Torden over Jorden rulle! Ja,
du skal rejse dig, din Faders Hænder Da
på din Mark skal evigt Grønt fremskyde, Og
Træerne Paradisets Frugter bære; Ja,
snart skal Løven den af Juda vinde, Den
nye, lyse Tid vil snart indtræde, Thi
Jordens Riger skal vor Herres blive Da
ingen Nød og Savn skal længer være, Står
Figentræet i Knop, blir det snart Sommer: Hør,
hvor endnu så sagtelig det suser! |
|
|
||||
