3 - TREDJE KAPITEL. En Guddommelig Åbenbaring
BIBELEN
SOM EN GUDDOMMELIG ÅBENBARING
|
A reasonable, thinking mind will examine God’s Word |
Bibelen
er Civilisationens og Frihedens Fakkel. Dens Indflydelse til det gode i
Samfundet er blet indset af de største Statsmænd,endskøndt de for det
meste har læst i den gennem sammentørnende Trosbekendelsers forskellige
Synsmåder, der jo nok opholder Bibelen, men gir sørgelig
Vrangfremstilling af dens Lærdomme. Den prægtige gamle Bog blir uforsætlig, men ynkelig vrangfremstillet af sine Venner, af hvem mange vilde sætte deres Liv ti for den; og dog gør de den mere indre Skade end dens Fjender ved at gøre Krav på dens Understøttelse for deres længe-hyldede Fejlopfattelser af dens Sandhed, modtagne gennem deres Fædres Overleveringer. Gid sådanne vilde vågne op, på ny undersøge deres Åbenbaring og gøre dens Fjender rådvilde ved at frata dem deres Våben! |
The Bible has been miraculously preserved
|
Siden
Naturens Lys leder os til at vente en fuldere [page 42] Åbenbaring af Gud
end den, Naturen skaffer, vil det fornuftbegavede, tænkende Jeg være
rede til at undersøge hvad som helst, der gør Påstand om at være en
guddommelig Åbenbaring, når dette bær et rimeligt Yderpræg af
Sanddruheden i sådanne Påstande.
Bibelen gør Krav på at være en sådan Åbenbaring fra Gud, og den kommer til os med tilstrækkelige ydre Beviser for den sandsynlige Rigtighed af dens Påstande og gir os rimeligt Håb om, at en indgående Undersøgelse vil afgi fyldigere og pålideligere Bevis for, at den virkelig er Guds Ord. Bibelen er den ældste Bog i Verden; den har overlevet tredive Hundredårs Storme. Mennesker har prøvet hårdt ved ethvert muligt Middel på at banlyse den fra Jordens Overflade: de har skjult den, gravet den ned, gjort det til en Forbrydelse, der straffedes med Døden, at ha den i Eje, og de bitreste og mest skånselløse Forfølgelser er blet udøvet mod dem, som ha’de Tro på den; men endnu lever Bogen. End i Dag, medens mange af dens Fjender slumrer i Døden og Hundreder af Bind, der blev skrevne for at bringe den i Vanry og tilintetgøre dens Indflydelse, er for længe siden glemte, har Bibelen fundet Vej til ethvert Folkeslag og Sprog på Jorden, idet over to Hundrede forskellige Oversættelser af den er udførte. Den Kendsgerning, at denne Bog har gennemlevet så mange Hundredår, uagtet sådanne uhørte Anstrengelser for at banlyse og ødelægge den, er i det mindste et stærkt Omstændighedsbevis for, at det store Væsen, den gør Krav på som sin Forfatter, også har været dens Varetager. |
Dating from
100 B.C. to 100 A.D., the Dead Sea Scrolls were preserved in clay urns in the Qumran caves
until their discovery in 1948. |
Priceless parchments of the Sinaitic Manuscript, 4th c. A.D., were preserved within the walls of St. Catherine’s Monastery in the heart of Sinai. Discovered in 1859 A.D. by Count Tischendorf, the Codex Sinaiticus contains the New Testament and parts of the Old Testament. |
|
Det
er også sandt, at Bibelens sædelige Indflydelse er helt igennem god.
De, som hengir sig til en omhyggelig Granskning af dens Indhold, løftes
uden Undtagelse [page 43] op til et renere Levnet.
Andre Skrifter over Religion og de forskellige Videnskaber har gjort en Del godt og har forædlet og velsignet til en viss Grad; men alle andre Bøger tilsammen har på langt nær bragt den sukkende Skabning den Glæde, Fred og Velsignelse, som Bibelen har bragt både rig og fattig, lærd og ulærd. Bibelen er ikke en Bog, det er nok bare at læse: den må granskes med Omhu og Eftertanke; for Guds Tanker er højere end vore Tanker og hans Veje end vore. Og om vi vil fatte den uendelige Guds Plan og Tanker, må vi opbyde alle vore Kræfter til dette vigtige Arbejde. De rigeste Sandhedsskatte ligger ikke altid på Overfladen. |
The Bible points and refers to one prominent character: Jesus of Nazareth.
|
Denne
Bog, fra Ende til anden, peger og henfører stadig til een fremstående
Karakter, Jesus af Nasaret, som, påstår den, var Guds Søn. Fra Begyndelse til Ende blir hans Navn og Embede og Gerning
skudt frem.
At en Mand ved Navn Jesus af Nasaret levede og var nogenlunde kendt på den af de bibelske Forfattere opgivne Tid, er en historisk Kendsgerning bortset fra Bibelen, og den er stadfæstet fuldt ud og ad flere Veje. At denne Jesus blev korsfæstet, fordi han ha’de gjort sig selv utålelig for Jøderne og deres Præstestand, er en anden Kendsgerning, der fastslås af Historien afset fra det af det nye Testamentes Forfattere fremførte Bevis. Forfatterne af det nye Testament (undtagen Pavlus og Lukas) var personlig kendt med og Lærlinger af Jesus af Nasaret, hvis Lære deres Skrifter fremstiller. |
The pool is one of the few undisputed localities in ancient Jerusalem. Waters from the Spring Gihon flow into the Pool of Siloam through a tunnel which was engineered by King Hezekiah in 715 BCE. Hezekiah's 1750 foot tunnel can still be traversed by foot today. |
|
The disciples were committed to an unpopular cause.
|
Tilværelsen
af en hvilken som helst Bog forudsætter en Bevæggrund fra Forfatterens
Side. Vi spør derfor :
Hvilke Bevæggrunde kunde ha ledet disse Mennesker til at ta sig af denne
Persons Sag?
Han blev dømt til [page 44] Døden og korsfæstet som en Misdæder af Jøderne, idet de mest religiøse iblandt dem gav deres Minde til og krævede hans Død som en, der var uskikket til at leve. Og ved at træde op for hans Sag og udbrede hans Lære udsatte disse Mænd sig for Foragt, Savn og bitter Forfølgelse, satte selve Livet i Vove og led i nogle Tilfælde endog Martyrdøden. Lad det være indrømt, at Jesus, mens han levede, var en mærkværdig Person både i sit Liv og sin Lære, men hvad for en Bevæggrund kunde der ha været for nogen til at træde op for hans Sag, efter at han var død? især da hans Død var så forsmædelig? Og om vi tror, at disse Forfattere opdigtede deres Fortællinger, og at Jesus var deres Indbildningskrafts Foster eller Idealhelt, hvor tåbeligt vilde det være at tro, at Mennesker med sund Forstand, efter at ha gjort den Påstand, at han var Guds Søn, at han var blet avlet på en overnaturlig Måde, ha’de overnaturlige Evner, ved hvilke han ha’de helbredet spedalske, gengi’t blindfødte Synet, skaffet døve Hørelsen, ja endog opvakt døde—hvor aldeles tåbeligt at tænke sig, at de vilde afslutte en sådan Karakters Livshistorie ved at meddele, at en lille Skare af hans Fjender henrettede ham som en Forbryder, hvorimod alle hans Venner og Lærlinger, deriblandt Forfatterne selv, lod ham i Stikken og flyede i det prøvende Øjeblik? |
What motivated the writers of Scripture?
|
Den
Omstænsighed, at den verdslige Historie i nogle Henseender ikke stemmer
overens med disse Forfattere, skulde ikke lede os til at anse deres
Optegnelser for usande. De,
der slutter således, skulde påvise en eller anden Bevæggrund hos disse
Forfattere til at gi fejle Fremstillinger.
Hvad for Bevæggrunde kunde ha drevet dem? Kunde de fornuftigvis derigennem haft Håb om Formue eller Navnkundighed eller Magt eller noget [page 45] som helst jordisk Gode? Jesu Venners Fattigdom og den Omstændighed, at selve deres Helt var ildeset blandt Judæas store Religionslærere, modsiger slig en Tanke, medens det, at han døde som en Misdæder, en Fredsforstyrrer, og at man regnede ham for intet, frembød intet Håb om misundelsesværdig Navnkundighed eller jordiske Goder for dem, som vilde prøve på at genoprette hans Lære. Tværtimod, om dette ha’de været deres Mål, som prædikede Jesus, vilde de da ikke skyndsomt ha gi’t det op, når de fandt, at det medførte Vanære, Forfølgelse, Fængsling, Mishandling, ja endog Død? Fornuften viser tydeligt, at Mænd, der bragte deres Hjem, gode Navn, Ære og Liv som Offer og ikke levede for Øjeblikkets Tilfredsstillelse, men hvis Hovedopgade var at højne deres Medmennesker, og som indskærpede Sæder af den højeste Slags, ikke alene ha’de en Bevæggrund, men at denne deres Bevæggrund tillige må ha været ren og ædel og deres Formål uendelig ophøjet. Fornuften viser os desuden, at sådanne Mennesker, der kun drives af rene og gode Bevæggrunde, fortjener ti Gange så megen Vægt og Hensyn for deres Vidnesbyrd som almindelige Forfattere. Disse Mænd var heller ikke Sværmere. De var Mænd med en sund og fornuftbåren Tankegang og gav i ethvert Tilfælde en Grund for deres Tro og Håb, og de var disse fornuftbårne Overbevisninger uvægerlig tro. |
The Biblical writers were honest and faithful to the Lord.
|
Og
hvad vi her har fremhævet, gælder ligeledes de forskellige Forfattere af
det gamle Testamente. De var
gennemgående Mænd med godt Skudsmål for deres Troskab mod Herren, og
denne Historie er lige så upartisk i at opregne og revse deres Svagheder
og Brøst som i at rose deres Dyder og Troskab.
Dette må synes dem underligt, som holder Bibelen for at [page 46] være en sammenlavet Historie, der har til Hensigt at indgyde Mennesker Ærefrygt for et Religionssystem. Der er en Ligefremhed ved Bibelen, der gir den Præg af Sandhed. Uærlige Personer, der ha’de Lyst til at fremstille nogen som en stor Mand, og især hvis de ønskede at udgi nogle af hans Skrifter for indblæste af Gud, vilde utvivlsomt afmale dennes Karakter fejlfri og i højeste Grad ædel. At sådan en Fremgangsmåde ikke er blet fulgt i Bibelen, er et fornufthjemlet Bevis for, at den ikke blev svigagtigt bragt i Stand for at vidlede. |
Examine the character of the writings |
Da vi nu har Grund til at vente en Åbenbaring af Guds Vilje og Plan og har fundet, at Bibelen, der påstår at være den Åbenbaring, blev skreven af Mænd, hvis Bevæggrunde vi ingen Grund ser til at vrage, men som vi tværtimod ser Grund til at godkende, så lad os undersøge Egenskaberne ved de Skrifter, der påstås at være indblæst af Gud, for at se, om deres Lære svarer tild den Karakter, som vi ha’de Fornuftens Medhold i at tilskrive Gud, og om de bærer indre Mærker af Pålidelighed. |
The writers were acquainted first hand with the facts
|
De første fem Bøger i det nye og adskillige i det gamle Testament er Skildringer eller historiske Optegnelser af virkelige Forhold, som Forfatterne var vel kendt med og ved deres Karakter indestår for Rigtigheden af. Det er åbenbart for alle, at det ikke krævede en særskilt Åbenbarelse slet og ret at sige Sandheden med Hensyn til Sager, de var nøje og til fulde kendt med. Dog, siden Gud ønskede at gi Menneskene en Åbenbaring, vilde den Omstændighed, at disse Skildringer af forefaldende Tildragelser har noget at gøre med hin Åbenbaring, være tilstrækkelig Grund til at gøre det til en fornuftig Slutning, at Gud vilde tilse og [page 47] således ordne det, at den ærlige Forfatter, som han udså til Arbejdet, blev bragt i Berøring med de nødvendige Kendsgerninger. Troværdigheden af disse historiske Stykker i Bibelen hviler næsten udelukkende på disse Forfatteres Karakter og Bevæggrunde. Gode Mennesker vil ikke sige Usandheder. En ren Kilde vil ikke gi beskt Vand. Og disse Skrifters samlede Vidnesbyrd målbinder enhver Mistanke om, at Forfatterne deraf vilde sige eller gøre ondt, for at det kunde ha godt til Følge. |
|
Det
svækker på ingen Måde Sandfærdigheden af visse Bøger i Bibelen, såsom
Kongernes, Krønikernes, Dommernes m. fl.; når vi siger, at de er slet og
ret sandfærdige og omhyggelig bevarede historiske Fremstillinger af
vigtige Tildragelser og fremstående Personer på den Tid.
Man må huske på, at de hebraiske Skrifter indeholder jo Historie så vel som Loven og Profetierne, og at deres historiske Skrifter, Slægtsregistre m. m. tog det nøjere med Fremstillingen af de enkelte Omstændigheder på Grund af den Forventning, at den lovede Messias vilde komme i en særskilt Linie fra Abraham. Det afgir en Grund for Optegnelsen af visse historiske Kendsgerninger, der holdes for udannede i det nittende Hundredårs Lys. For Eks.; en tydelig Redegørelse for de moabitiske og ammonitiske Folkeslags Oprindelse og for deres Slægtskab med Abraham og Israeliterne udgjorde sandsynligvis efter Historieskriverens Mening Nødvendigheden for en fuld Skildring af deres Fødselsforhold ( I Mos. 19, 36-38). Ligeledes gi’s der en meget udførlig Fremstilling af Juda Børn, af hvem Kong David kom, gennem hvem Jesu Moder Marias (Luk. 3, 23. 31. 33. 34) så vel som hendes Mand Josefs (Matt. 1, 2—16) [page 48] Slægtlinie føres tilbage til Abraham. Uden Tviv var Nødvendigheden for en grundig Eftervisning af Stamtavlen så meget større, siden det jo vor af denne Stamme ( 1 Mos. 49, 10), Israels herskende Konge skulde komme så vel som den lovede Messias, og derfra skriver sig den Udførlighed i Enkelthederne, man ellers ikke brugte.—1 Mos. 38. |
We find a reason for details |
Der kan være lignende eller derfra forskellige Grunde til andre historiske Optegnelser i Bibelen, som vi med Tiden kan komme til at se Nytten af, og som, hvis de ikke var Historie, men bare en Afhandling over Sæder og Skikke, uden Skade kunde været udeladt. Ingen kan dog rimmelig påstå, at Bibelen noget Steds godkender Ukyskhed. Man gør desuden vel i at huske, at de samme Tildragelser kan fremstilles med større eller mindre Finhed i alle Sprog, og at hvorvel Bibeloversætterne med Rette var for samvittighedsfulde til at udelade noget af Historien, levede de dog på en Tid, der var mindre nøjeregnende end vor i Valget af dannede Udtryk, og det samme har måske været Tilfældet med de ældre Bibeltider og deres Talebrug. Sikkert kan den mest kristige ingen Indvending finde i denne Retning mod noget Udtryk i det nye Testament. |
|
MOSEBØGERNE OG DE DERI FREMSATTE LOVE. Bibelens første fem Bøger er kendt som de fem Mosebøger, skøndt de ingensteds omtatel hans Navn som deres Forfatter. At de blev skrevne af Moses, eller under hans Overopsyn, er en rimelig Slutning; Meddelelsen om hans Død og Jordfæstelse blev naturligvis tilføjet af hans Skriver. At det ikke er blet udtrykt i så mange Ord, at disse Bøger blev skrevet af Moses, er intet Bevis derimod; for ha’de en anden skrevet dem [page 49] for at vildlede og øve Svig, vilde han sikkert ha påståt, at de var skrevet af Israels store Leder og Statsmand, for at skaffe god Hjemmel for sit Bedrageri (se 5 Mos. 31. 9-27). Een Ting er vi sikre på, at Moses virkelig førte det hebraiske Folk ud af Ægypten og indrettede deres Samfundsliv under de i disse Bøger fremsatte Love. Og Hebræerfolket har i over tre Tusind År alle som een påståt disse Bøger at være en Gave til dem fra Moses og har holdt dem for så hellige, at et Bogstav eller en Tøddel ikke må ændres; derved har vi Borgen for Tekstens Renhed. |
"He stretcheth out the north
over
the empty place, and hangeth
the earth upon nothing." |
Disse
Skrifter af Mosses indeholder den eneste troværdige Historie, der findes
over det Tidsrum, de omspænder. Den
kinesiske Historie lader, som den begynder ved Skabelsen, idet den fortæller,
hvorledes Gud fo’r ud på Vandet i en Jolle og ha’de i sin Hånd en
Klump Jord, som han kastede i Vandet.
Den Jordklump, påstår den, blev til denne Verden, o.s.v. Men hele Fortællingen er så fornufttom, at den mindste Smule Barneforstand ikke vilde la sig narre deraf. Beretningen i første Mosebog derimod begynder med den fornuftige Forudsætning, at en Gud, en Skaber, et Fornuftvæsen, en Første-Årsag allerede var til. Den handler ikke om, at Gud har en Tilbliverse, men om hans Gerning og dens Begyndelse og Fremadskriden efter Plan og Orden—“I Begyndelsen skabte Gud Himlene og Jorden.” Og uden nogen Enkeltheder eller Forklaring med Hensyn til Jordens Oprindelse skrides der til Fortællingen om de seks Dage (Tidsrum), hvori den gøres færdig for Mennesket. Denne Beretning stadfæstes i det væsenlige af den firtusindårige Videnskabs samlede Lys; derfor er det langt fornuftigere at vedkende sig den Påstand, at dens Forfatter, Moses, var guddommelig [page 50]oplyst, end at mene, at een Mands Indsigt overgik den øvrige Slægts Indsigt og Granskning i de efterfølgende tre Tusindår tilsammen, understøttet af den nyere Tids Hjælpemidler og Millioner af Penge. |
The Mosaic Law was unequaled. Today we base our laws on the Law of Moses |
Tag dernæst det i disse Skrifter nedlagte System af Lov i Øjesyn. De søger i al Fald deres Lige både i Samtid og Eftertid indtil dette nittende Hundredår. Og dette Hundredårs Love hvileer på de i Moseloven nedlagte Grundsætninger og er for det meste udarbejdede af Mænd, som indrømmede den mosaiske Lovs guddommelige Oprindelse. |
 Moses Teaching the People of Israel
|
Tibudsloven er et kortfattet Sammendrag af hele Loven. De ti Bud opstiller en Forskrift for Gudsdyrkelse og gode Sæder, der må være alle opmærksomme Iagttagere påfaldende mærkværdig; og om de aldrig før var kendt og nu fandtes blandt Grækenlands eller Roms eller Babylons Ruiner og Levninger (Nationer, som er kommet og gåt, længe efter at hine Love blev givne), vilde man holde dem for Vidundere, om ikke overnaturlige. Man er imidlertid blet så vant til dem og deres Påstande, at man er temmelig ligegyldig, så deres virkelige Storhed er upåagtet undtagen af de få. Sandt nok, disse Bud lærer intet om Kristus, men de blev givne til Hebræere, ikke til Kristne, ikke for at Lære Menneskene at tro på en Genløsning, men overbevise dem om deres syndige Tilstand og Trang til en Løskøbelse. Og Hovedsummen af disse Bud blev herlig sammenfattet af Kristendommens ophøjede Grundlægger i de Ord: “Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke,” og: “Du skal elske din Næste som dig selv.”—Mark. 12, 30.31. |
The Israelites lived under the government of God
|
Den
af Moses indrettede Regeringsform skilte sig [page 51] fra alle andre, ældre
og nyere, deri, at den påstod at være Skaberens egen, og Folket holdtes
ansvarligt over for ham. Deres Love og Indretninger, borgerlige som religiøse, påstod
at ha Gud til deres Ophav, og som vi snart skal se, var de i fuldkommen
Samklang med, hvad Fornuften lærer os er Guds Karakter.
Tabernaklet midt i Lejren ha’de i sin “allerhelligste” Afdeling en Fremstilling af Jehovas Nærværelse som deres Konge, hvorfra de ved overnaturlige Midler fik Undervisning om den rette Styrelse af deres Sager som et Folk. |
The Tabernacle, in the center of the Camp, had a manifestation of God’s presence in its Most Holy apartment.
|
Der blev oprettet en Præsteorden, som ha’de at vareta alt henhørende til Tabernaklet, og gennem dem alene var Adgang til og Samfund med Jehova tilladt. Den første Tanke hos somme i denne Sammenhæng vilde måske være: “Ah! der har vi Øjemedet for deres Sammenslutning: hos dem som hos andre Folkslag herskede Præsterne over Folket, idet de til deres egen Ære og Fordel udnyttede dets Lettroenhed og vakte dets Frygt.” Men holdt! Ven, lad os ikke forhaste os. |
The privileges of the priests were limited
|
Hvor
der er så god en Lejlighed til at sammenholde denne Sag med
Kendsgerningerne, vilde det ikke være fornuftigt at gøre Hastværksslutninger
uden Kendsgerningerne.
Øjnenes uigendrivelige Vidnesbyrd er imod sådanne Forudsætninger. Præsternes Rettigheder, almindelige og særskilte, var omgrænsede; der var ingen som helst retslig Magt gi’t dem, og de savnede aldeles Lejlighed til at bruge deres Embedsmagt til at træde Folkets Rettigheder eller Samvittigheder for nær. Og denne Ordning blev gennemført af Moses, der selv far Medlem af den præstelige Linie. |
A theocratic government was established
|
Eftersom han på Guds Vegne førte Israel ud af den ægyptiske Trældom, ha’de Omstændighedernes Magt [page 52] samlet Regeringen i hans Hånd og gjort den sagtmodige Moses til en Selvhersker i Magt og Myndighed, endskøndt han som en Følge af sit sagtmodige Væsen i Grunden var Folkets overlæssede Tjener, der udtømte selve sin Livskraft ved den byrdefulde Omsorg, hans Stilling medførte. Ved dette Tidspunkt indførtes en Retsordning, der egenlig var et Demokrati (Folkestyre). Lad os ikke bli misforståde. Set fra den vantros Standpunkt var Israels Regering et Folkestyre, men i Lyset af sine egne Udsagn var det et Teokrati, det vil sige et guddommeligt Styre, thi de af Gud gennem Moses givne Love tillod ingen Ændringer: de måtte hverken lægge til eller ta fra deres Lovbog. Således set var Israels Regeringsform anderledes end noget andet Retsstyre før eller siden. Halvfjers Mænd af Israels Ældste, dem, som du ved er Folkets Ældste og dets Opsynsmænd, og du skal bringe dem hen til Sammenkomstens Telt, og de skal fremstille sig der med dig. Og jeg vil komme ned og tale med dig der, og jeg vil ta af den Ånd, som er på dig, og lægge på dem, for at de skal bære Byrden af Folket med dig, og du ikke bære den alene” (4 Mos. 11, 16. 17. Se også Versene 24—30 et Eks. på sandt og rænkefrit Statsstyre og Sagtmodighed). |
This form of government was calculated to cultivate the spirit of true liberty
If Moses had been ambitious, he would have misused his power
|
Moses omtaler atter denne Sagtmodighed). Moses omtaler atter denne Sag således:
Det fremgår heraf, at denne udmærkede Lovgiver, så langt fra at sikre sin egen Magt for Fremtiden eller [page 53] at øge den ved at stille Folkets Regering under sine nærmeste Slægtninges, Præstestammens, Ledelse for at bruge disses religiøse Myndighed til at lænkebinde Folkets Rettigheder og Friheder, forela’ han tværtimod Folket en Regeringsform, der gik ud på at fremelske Frihedens Ånd. Andre Folkeslags og Herskeres Historie frembyder intet Sidestykke hertil. I ethvert Tilfælde har Herskeren tilstræbt sin egen Ophøjelse og større Magt. Selv hvor de har hjulpet til med oprettelsen af Republiker, har det af efterfølgende Tildragelser vist sig, at de gjorde det af Klogskab for at opnå Yndest hos Folket og for at sikre deres egen Magt for Fremtiden. Under Moses’s Omstændigheder vilde en hvilken som helst højtstræbende Mand, der lededes af Klogskab og arbejdede på at få Folket fastsmedet under et Bedrag for Fremtiden, ha virket for større Ophobning af Magt hos sig selv og sin Familie, især da dette syntes at ville være en let Opgave på Grund af den allerede i Stammen liggende religiøse Myndighed og Nationens Påstand om at styres af Gud ud fra Tabernaklet. Det lar sig heller ikke tænke, at en Mand med Evne til at indrette sådanne Love og styre et sådant Folk skulde ha så tungt et Næmme, at han ikke kunde se, hvad hans Fremgangsmåde vilde føre til. Så fuldstændigt blev Folkekts Regering lagt i deres egne Hænder, at endskøndt det blev aftalt, at de vægtigere Sager, som hine Øverster ikke kunde afgøre, skulde bringes for Moses, kunde de dog selv dømme om, hvilke Sager der skulde frem for Moses: “Den Sag, som er eder for vanskelig, skal I fremføre for mig; så vil jeg høre den.”—5 Mos. 1, 17. |
The people asked for a king
|
Set
således, var Israel en Republik, hvis Embedsmænd udførte deres Hverv
efter en guddommelig Rettesnor. [page 54] Og til Skam for dem, som af
Uvidenhed påstår, at Bibelen godkender et grundfast Rigsstyre over
Folket i Steden for “en Folkets Regering af Folket,” være det fremhævet,
at denne republikanske Form af Samfundsstyre vedvarede over fire Hundrede
År.
Og den blev da ombyttet med et Kongedømme efter “de Ældstes” Ønske uden Herrens Godkendelse, som sa’ til Samuel, der da gjaldt for en Slags uegenlig Præsident: “Lyd Folkets Røst i alt, hvad de siger til dig! Thi ikke dig har de forkastet, men mig har de forkastet, så jeg ikke skal regere over dem.” På Guds Råd gjorde Samuel Folket Rede for, hvorledes deres Rettigheder og Friheder vilde bli tilsidesatte, og hvorledes de selv vilde bli Trælle ved en sådan Ombytning; men de var nu engang blet fortryllede af den rådende Yndlingstanke, der var virkeliggjort alle Vegne omkring dem hos andre Folkeslag ( 1 Sam. 8,6—22). Hvem påtrænger sig ved Læsningen af denne Medelelse om deres Attrå efter en Konge ikke den Tanke, at Moses uden Vanskelighed kunde ha skaffet sig en grundfæstet Stilling i Spidsen for et stort Rige? |
Judges –
Breastplate of the High Priest which had the Urim and Thummim
|
Hvorvel
Israel som Helhed udgjorde eet Folk, toges der dog stadig Hensyn til
Stammeinddelingen efter Jakobs Død.
Enhver Slægt eller Stamme valgte eller godkendte efter fælles
Samtykke visse Medlemmer som deres Talsmænd eller Overhoveder.
Denne Skik vedligeholdtes endog under deres lange Trældomstid i Ægypten. Disse kaldtes Øverster eller Ældste, og det var til dem, at Moses overdrog den Ære og Magt at håndhæve Retten; ha’de han derimod ønsket at samle Magten i sig selv og sin egen Slægt, vilde disse Mænd ha været de sidste, han havde hædret med Magt og Embede. [page 55] De Forskrifter, som de, der var indstat til Rettens Håndhævelse, fik til Vejledning som fra Gud, er et Mønster på Enkelhed og Renhed. Moses udtaler for Folket i Dommernes Påhør: “Jeg bød eders Dommere på samme Tid og sa’: Hør på, hvad der er eders Brødre imellem, og døm med Retfærdighed mellem en Mand og hans Broder og den fremmede [ Udlændingen] hos ham ! I skal ikke anse Personer i Dommen; den mindste med den største skal I høre. I skal ikke frygte for nogen, thi Dommen, den hør Gud til. Men den Sag, som er eder for vanskelig, skal I fremføre for mig; så vil jeg høre den” (5 Mos. 1, 16. 17). Sådanne vanskelige Sager blev efter Moses’s Død af Ypperstepræsten fremført umiddelbart for Herren; Svaret blev ja eller Nej ved Brugen af Urim og Thummin. Hvad skal vi med disse Kendsgerninger for Øje sige til den Synsmåde, at disse Bøger skulde være skrevet af listige Præster for at skaffe sig Indflydelse og Magt over Folket? Vilde sådanne Mænd i sådan et Øjemed lave falske historiske Skrifter, der var ødelæggende for selve de Hensigter, de søgte at fremme – en Historie, der gir afgørende Bevis på, at Israels store Leder, og tilmed en af deres egen Stamme, på Guds Råd afskar Præsteskabet fra Dommermyndighed ved at lægge denne Magt i Hænderne på Folket? Holder nogen en sådan Slutning for remelig? |
"Jubilee"
|
Det er derhos værd at mærke sig, at den længst fremskredne
Civilisation i dette nittende Hundredår i sine Love ikke søger
omhyggeligere for, at rig og fattig skal stå på samme Ansvarlighedstrin
overfor Loven.
Aldeles ingen Forskel blev gjort af Mosess’s Love. Og med Hensyn til Værn for Folket mot de Farer, der kunde opstå ved, at nogle blev meget fattige og andre [page 56] umådelig rige og mægtige, har intet andet Folk nogen Sinde vedta’t en Lov, der så omhyggelig våger over dette Punkt. Moselov sørgede for en Genindsættelse hvert halvtresindstyvende År—deres Jubelår. Ved at umuliggøre uigenkaldelig Afhændelse af Ejendom afværgede denne Lov Ophobning deraf i Hænderne på nogle få (3 Mos. 25, 9. 13-23. 27-30). I Virkeligheden blev det lært dem at regne hverandre for Brødre og at handle derefter, at støtte hverandre uden Godtgørelse og ikke at ta Åger den ene af den anden.—Se 2 Mos. 22, 25. 3 Mos. 25, 36. 37. 4 Mos. 26, 52-56. |
All the laws were read aloud
God’s government protected Israel from dictatorship. |
Alle
Lovene blev offentliggjorte, hvorded træske Mennesker hindredes fra med
Held at drive deres Spil med Folkets Rettigheder.
Lovene var fremlagte på sådanne Steder, at hvem som helst, der
vilde, kunde skrive dem af, og for at de fattigste og ulærdeste ikke
skulde være uvidende om dem, blev det gjort til Pligt for Præsterne at
oplæse dem for Folket ved deres Syvårsfester ( 5 Mos. 31, 10-13).
Er det rimeligt at tænke sig, at sådanne Love og Ordninger blev udtænkte af slette Mennesker eller af Mennesker, der pønsede på atfraliste Folket dets Friheder og Lykke? Sådan en Antagelse vilde jo være fornuftstridig. |
Laws displayed love for the stranger
|
I sin Værnen om Udlændinges og om Fjenders Rettigheder og Tarv var Moseloven to og tredive Hundredår forude for sin Tid, -- om Lovene hos vor Tids mest civiliserede Folk i det hele ta’t kan måle sig med den i Hensynsfuldhed og Menneskekærlighed. Vi læser:
|
Animals were not forgotten, but were protected by laws of kindness. |
Selv de umælende Dyre blev ikke glemte. Grusomhed mod den å vel som mod Mennesker var strengt forbudt. En Okse måtte man ikke binde munnen til på, når den tærskede, af den gode Grund, at en hvilken som helst Arbejder er sin Føde værd. Selv Oksen og Asenet måtte ikke pløje sammen, fordi de er så ulige i Styrke og Skridt: det vilde være Dyrplageri. Deres Hvile var der også sørget for.—5 Mos. 25, 4; 22, 10. 2 Mos. 23, 12. |
| Tithing was voluntary.
|
Præsteskabet vil måske nogle påstå var en selvisk Indretning, fordi Leviternes Stamme blev underholdt ved de årlige Tiende eller en Tiendedel af, hvad hver enkelt af deres Brødre i de andre Stammer fik ud af sit Avlsarbejde. Dette er en uret Fremstilling, der er for almindelig blandt Tvivlere, som, muligvis af Uvidenhed, derved forvansker et af de mærkeligste Beviser på, at Guds Hånd var med til at bringe hin Ordning i Stand, og at det ikke var et selvisk og snedigt Præsteskabs Værk. Det blir rigtinok ikke sjælden fejl fremstillet af et Nutidens Præsteskab, der driver på en lignende Ordning nu med hin som Mønster uden at nævne den Tingenes Tilstand, hvorpå den var grundlagt, eller dens Ydelsesmåde. |
The Priests had no inheritance in the land.
|
Den
var i Virkeligheden bygget på den nøjagtigste [page 58] Lighed.
Da Israel fik Kanaans Land i Eje, ha’de Leviterne virkelig lige så
megen Ret til deres Del af Landet som de andre Stammer til deres; dog fik
de ifølge Guds udtrykkelige Bud intet deraf uden visse Stæder eller
Landsbyer til at bo i hist og her blandt de forskelige Stammer, som de
skulde tjene i Religionssager.
Ni Gange før Landets Deling blev dette Forbud gi’t. I Stedet for Landet burde der sikkert sørges for en eller anden Gengældelse til dem, og Tienden blev derfor dette rimelige og retfærdige Vederlag. Og hvad mere er: Skøndt Tienden, som vi har set, var en retfærdig Gæld, blev den alligevel ikke opkrævet som en Skat, men skulde udredes som en frivillig Ydelse. Og ingen Trusel bandt dem til at svare disse Afgifter; alt var overladt til deres Samvittighedsfulhed. De eneste Formaninger til Folket i denne Henseende var følgende: “Vogt dig, at du ikke glemmer Leviten, så længe gu lever i dit Land” ( 5 Mos. 12, 19). “Og Leviten, som er inden dine Porte, ham skal du ikke glemme; thi han har ingen Del eller Arv med dig [ i Landet].”—5 Mos. 14, 27. Er det, spør vi, fornuftigt at tro, at denne Tingenes Orden vilde blet indført af selviske og magtgridske Præster?—en Ordning, hvorved de selv blev ejendomsløse og henviste til deres Brødre for deres Underhold? Lærer Fornuften og ikke lige det modsatte? |
No provision was made for honoring the priests.
Protection for widows and orphans Wage protection... Honor for the elderly
"Thou shalt rise up
before the
hoary head
and honor the face
of the old man,
and fear thy God:
I am the LORD." |
Overensstemmende
hermed og uforklarlig på nogen anden Måde end ved at hævde, at Gud er
disse Loves Ophav, er den Omstændighed, at der ikke blev vist særskilt
Omsorg for Præsteskabets Ære.
Intet vilde Bedragere vise større Omhu for end at få Ærefrygt og Agtelse udvist mod sig selv og la de strengeste Straffe og Forbandelser gå ud over Folk, som handlede ilde med dem. [page 59] Men intet af dette kommer frem. Der er ikke sørget for særlig Hæder eller Ærefrygt eller Fritagelse for Overlast eller Fornærmelse. Den almindelige Lov, som ikke kendte til Klasseforskel eller Personsanseelse, var deres eneste Værn. Dette er så meget mærkværdigere, eftersom Behandlingen af Tjenere og Udlæn dinge og de gamle blev gjort til Genstand for særskilt Lovgivning. For Eks.: Du skal ikke plage eller undertrykke en fremmed eller Enke eller faderlös; thi når de råber til mig [Gud], skal jeg visselig høre deres Råb, og min Vrede skal optændes, og jeg skal ihjelslå eder med Sværdet, og eders Hustruer skal bli Enker, og eders Børn faderløse (2 Mos. 22, 21-24; 23,9. 3 Mos. 19,33. 34).
“For der grå Hår skal du rejse dig, og du skal hædre den gamle” (3 Mos. 19, 32. Se også 19, 14). Alt dette, dog intet særskilt for Præster eller Leviter eller deres Tiender. |
Scientific sanitation
|
Lovens
Sundhedsregler, så nødvendige for et fattigt og længe-undertrykket
Folk, tillige med Forskrifterne vedrørende rene og urene Dyr, hvilke måtte
eller ikke måtte spises, er mærkværdige og vilde, sammen med andre
Punkter, om Pladsen tillod deres Undersøgelse, ha Tiltrækning og Værd,
fordi de viser, at hin Lov har været i Højde med, om ikke raget op over,
Lægevidenskabens allernyeste Slutninger paa Sundhedslærens Område.
Moseloven ha’de også et forbilledligt Indhold, som vi må [page 60] vente med at komme ind på til anden Gang. men selv vort hastige Overblik har afgi’t overvældende Bevis for, at denne Lov, der danner selve Rejsningen til den åbenbarede Religions hele Bygning, som Resten af Biblen arbejder på, i Sandhed er et storartet Under af Visdom og Retfærdighed, især nå man tar Hensyn til Tiden for dens Affattelse. |
All this is evidence of a wise, just and loving God.
|
I
Fornuftens Lys må alle indrømme, at den intet Præg bærer af at være
ugudelige, listige Menneskers Værk, men at den svarer nøje til, hvad
Naturen lærer om Guds Karakter.
Den lægger hans Visdom, Retfærdighed og Kærlighed klart for Dagen. Og mere: den øjensynlig fromme og ædle Lovgiver, Moses, nægter at Lovene var hans egne, og tilskriver Gud dem (2 Mos. 24, 12. 5 Mos. 9, 9-11. 2 Mos. 26, 30. 3 Mos. 1,1). Kan man med Kendskab til hans Karakter i Almindelighed og hans Bud til Folket om ikke at aflægge falsk Vidnesbyrd og at undgå Hykleri og Løgn, fornuftig tænke sig, at en sådan Mand selv afla’ falsk Vidnesbyrd og udgav sine egne Opfattelser og Love for at være Guds? Der skulde tillige huskes på, at vi undersøger de nuværende Afskrifter af Biblen, hvorfor den Redelighed, den bærer så stærkt Præg af, må henlægges lige så meget til Moses’s Efterfølgere; thi endskøndt der var slette Mennesker blandt disse Eftermænd, som søgte deres eget og ikke Folkets bedste, er det dog klart, at de ikke tillod sig nogen Frihed med de hellige Skrifter, som derfor er rene indtil denne Dag. |
| "Take, my brethren, the prophets, who have spoken in the name of the Lord, for an example of suffering affliction and of patience." James 5:10
Elijah Reproves King Ahab |
BIBELENS PROFETER Kast nu et Blik på de bibelske Profeters Karakter i Almindelighed og deres Vidnesbyrd. Det er en noget mærkelig Omstændighed, at Profeterne med få Undtagelser [page 61] tagelser ikke var af den præstelige Klasse, og at på deres Tid deres Profetier gerne frastødte det udartende og troløse Præsteskab så vel som det afgudisksindede Folk. Deres Budskaber fra Gud til Folket gik gerne ud på at irettesætte dem for Synd og advare dem mod kommende Straffe, hvortil der lejlighedsvis knyttede sig Løfter om fremtidige Velsignelser, efter at de var rensede fra Synd og atter var indtrådt i Yndest hos Herren. Deres Oplevelser var for største Delen langt fra misundelsesværdige; de blev gerne forsmædede, mange af dem fængslede og voldelig ta’t af Dage. Se 1 Kong. 18, 4. 10. 17. 18; 19, 10. Jer. 38, 6. Heb. 11, 32-38. I nogle Tilfælde varede det årevis efter deres Død, førend deres sande Karakter som Guds Profeter blev indset. Men vi taler således om de profetiske Forfattere, hvis Udsagn gør Krav på at være umiddelbart indblæste af Jehova. Vi gør lige her vel i at huske på, at Loven ikke blev gi’t til Israel ved nogen præstelig Mellemkomst; den blev af Gud gi’t til Folket ved Moses’s Hånd ( 2 Mos. 19, 17-25. 5 Mos. 5, 1-5). Og desuden blev det gjort til Pligt for enhver, der blev Vidne til en Overtrædelse af Loven, at irettesætte Synderen ( 3 Mos. 19, 17). |
|
Dermed
ha’de alle Myndigheden til at lære og tilrettevise andre; men fordi som
i vore Dage de fleste gik op i Livets Sysler og blev ligegyldige og
religionsløse, opfyldte forholdsvis de få denne Fordring ved at irettesætte
Synd og formane til Gudfrygtighed, og disse Prædikere kaldes “profeter”
i både det gamle og nye Testament.
Med Udtrykket Profet, som det i Almindelighed bruges, menes offenlig Udlœgger, og Afguderiets offenlige Lærere bar samme Navn, til Eks. “Ba’als Profeter,” o. s. fr. Se 1 Kor.14, 1-6, 2 Pet. 2, 1. Matt. 7, 15; 14, 5. Neh. 6,7. 1 Kong. 18, 40. Tit. 1, 12. [page 62] |
Exhorting the Israelites |
Deborah |
Daniel in the Den of Lions |
"For
the prophecy came not
in old time
by the will of man:
but holy men of God spake as they were moved by the Holy Spirit." |
At profetere, i den sædvanlige Mening af at lære, blev senere hen
i den almindelige Mening en vis Klasses Sag og udartede til Farisæisme,--der
i Steden for Guds Bud lærte de gamles Vedtægter; derved modstod de
Sandheden og blev falske Profeter eller falske Lærere.—Matt. 15, 2-9.
Ud af den store Klasse, der kaldtes Profeter, valgte Jehova til forskellige Tider nogle, som han særskilt gav det Hverv at forkynde Budskaber, der undertiden vedrørte forhåndenværende Ting, andre Gange gjaldt Fremtidstildragelser. Hvad der blev skrevet af denne Klasse, der talte og skrev, alt efter som de blev drevne af den Helligånd, er det, der nu optar vor Opmærksomhed. Man kunde passende kalde dem |
|
|
GUDDOMMELIG INDSATTE PROFETER ELLER SE’RE. Når der huskes på, at disse Profeter for det meste var Lægmænd, der ikke fik Underhold fra Præstestammens Tiender, og når hertil kommer den Kendsgerning, at de jævnlig tilretteviste ikke alene Konger og Dommere men også Præster (de ankede dog ikke over Embedet, men over Embedstjenernes personlige Synder), så blir det klart, at vi ikke fornuftigvis kan slå fast, at disse Profeter stod i noget som helst Forbund med Præster eller andre for at spinde Løgne i Guds Navn. Fornuften slår i Kendsgerningers Lys enhver sådan Mistanke tilbage. |
The link between the Old and New Testaments |
Om
vi da intet finder at udsætte på de forskellige Bibelforfatteres Bevæggrunde,
men finder, at Ånden i Skriftens forskellige Dele er Retfærdighed og
Sandhed, [page 63] så lad os dernæst skride til at undersøge, om der
gi’s noget Bindeled eller Sambånd mellem Moses’s, de andre Profeters
og de nytestamentlige Forfatteres Optegnelser.
Finder vi een fælles Tanketråd indvævet gennem Loven og Profeterne og det nye Testament, hvilke Skrifter dækker et Tidsrum af femten Hundrede År, vil dette sammen med Forfatternes Karakter være en god Grund til at ta deres Påstand for gyldig,--at de er under guddommelig Indflydelse,--især hvis det for dem alle fælles Emne er et herligt og ædelt, der måler sig vel med, hvad helliget sund Sans lærer om Guds Karakter og Egenskaber. |
The Bible has one plan, one spirit, one aim, and one purpose
The Bible contains more than morals, maxims, and words of comfort. The Bible was written by many pens at various times under different circumstances. |
Vi finder dette: Een Plan, Ånd, Hensigt og Opgave gennemtrænger hele Bogen. Dens første Blade meddeler Menneskets Skabelse og Fald, dens Slutningsblade fortæller om Menneskets Oprejsning af det Fald, og de mellemliggende Blade viser de på hinanden følgende Trin i Guds Plan for Gennemførelsen af denne Opgave. Samklangen og dog Modsætningen i de første tre og sidste tre Kapitler af Bibelen er påfaldende. De første skildrer den første Skabelse, de sidste den fornyede eller genoprettede Skabelse med Synden og dens Forbandelsesstraf fjernet. De første viser, hvorledes Satan og det onde kom ind i Verden for at vildlede og ødelægge, de sidste viser hans Gerning nedrevet, de ødelagte genoprettede, det onde udryddet og Satan tilintetgjort. De første viser Herredømmet tabt af Adam, de sidste viser det genoprettet og for evigt grundfæstet af Kristus, og Guds Vilje udført på Jord som i Himlen. De første viser Synden som den virksomme Årsag til Nedværdigelse, Skam og Død, de sidste viser Retfærdighedens Løn at være Ære, Hæder og Liv. [page 64] Skøndt skreven af mange Penne, til forskellige Tider, under uens Omstændigheder, er Bibelen dog ikke en slet og ret Samling af sædelige Forskrifter, vise Tankesprog og trøsterige Ord. Den er mere. Det er en fornuftbåren, filosofisk og samstemmende Fremstilling af Årsagerne til det nuværende onde i Verden; det eneste Hjælpemiddel derimod og det endelige Udfald, som den guddommelige Visdom ser det, den som så Enden af Planen før dens Begyndelse og tillige afmærkede Gudsfolkets Sti, opholder og styrker dem ved overmåde store og dyrebare Forjættelser, der vil bli opfyldt i sin Tid. |
There is the redemption theme...
"...with his stripes we are
healed."
|
Læren
i første Mosebog om, at Mennesket i en Tilstand af oprindelig
Fuldkommenhed blev sat på Prøve på Slægtens Vegne, at han faldt, og at
den nuværende Ufuldkommenhed, Sygdom og Død er Følgerne, men at Gud
ikke har forladt ham men tilsidst vil oprejse ham ved en Forløser, der er
født af en Kvinde ( 1 Mos. 3, 15), fastholdes og omhandles udførlig hele
Vejen igennem.
Nødvendigheden for en Genløsers Døds som et Offer for Synden og hans Retfærdighed som et Dække over vor Synd gi’s tilkende i Skindklædningen for Adam og Eva, i Godkendelsen af Abels Offer, i Isak på Alteret, i de forskellige Slagtofres Død, hvorved Patriarkerne ha’de Adgang til Gud, og i de under Loven indførte og hele den jødiske Tidsalder igennem fortsatte Ofringer. Skøndt Profeterne siges at ha haft kun ringe Forståelse af den fulde Mening i nogle af deres Udsagn ( 1 Pet. 1,12), omtaler de dog Lægningen af Synderne på en Person i Steden for et umælende Dyr, og i Fremsyn skuer de ham, som skal genløse og frigøre Slægten, ført “som et Lam hen for at slagtes,” at “Straffen lå på ham, for at vi skulde ha [page 65] Fred, ” og at “ved hans Sår har vi fåt Lægedom.” De afmalede ham som “foragtet og forladt af Mænd, en Mand, fuld af Pine og vel kendt med Sygdom,” og udtalte, at “Herren lod vores alles Misgerninger ramme ham” (Es. 53, 3—6). De forudsa’, hvor denne Befrier skulde fødes (Mik. 5,2), og når han skulde dø, med Forsikring om, at det ikke skulde bli “for sig selv” (Dan. 9, 26, Eng. Overs.) De nævner forskellige Ejendom- meligheder ved ham—at han vilde være “retfærdig” og fri for “Svig,” “Vold” og enhver virkelig Dødsskyld ( Es. 53, 8. 9. 11), at han vilde bli forrådt for tredive Sølvpenge (Sak. 11, 12), at han vilde bli regnet blandt Overtrædere i sin Død (Es. 53, 12), at ikke et Ben skulde bli brudt på ham (Sal. 34, 20. Joh. 19, 36), og at skøndt han skulde dø og lægges i Grav, vilde hans Kød dog ikke rådne, og han vilde heller ikke komme til at bli i Graven.—Sal. 16, 10. Apg. 2, 31. |
| The
ransom price...
|
De
nytestamentlige Forfattere meddeler på en klar og kraftig, dog ligefrem Måde
om Opfyldelsen af alle disse Forudsigelser i Jesus af Nasaret og påviser
ved Fornuftslutninger, at en Lösepenge som den, han gav, var fornøden, som allerede forudsagt i
Loven og Profeterne, før Verdens Synder kunde vorde udslettede ( Es. 1,
18).
De følger hele Planen på en i højeste Grad tankeret og kraftig Måde uden at henvende sig hverken til sine Tilhøreres Fordomme eller Lidenskaber, men til deres oplyste Fornuft alene, hvorved de afgir Eksempel på den allermærkværdigste dybe og klare Tænkning, man kan finde nogetsteds i nogen Sag. Se Rom. 5, 17—19 og frem til der 12te Kap. |
The blessing for ALL...
|
Moses
pegte i Loven ikke alene hen på et Offer, men også på en Udslettelse af
Synden og en Velsignelse for Folket under denne store Befrier, hvis Magt
og Myndighed [page 66] efter hans Ord skal uendelig langt overgå hans, skøndt
den skal være “lig” den ( 5 Mos. 18, 15, 19 ).
Den lovede Befrier skal velsigne ikke Israel alene, men gennem Israel “alle Jordens Slægter” ( 1 Mos. 12, 3; 18,18; 22, 18; 26, 4). Og uagtet det jødiske Folks Fordomme derimod blir Profeterne ved at slå på samme Streng, idet de udtaler, at Messias også skal være “et Lys til at oplyse Hedningerne” ( Es. 49, 6. Luk. 2, 32), at Hedningerne skulde komme til ham “fra Jordens Ender” (Jer. 16, 19), at hans Navn “skal vorde stort blandt Hedningefolkene” ( Mal. 1, 11), og at “Herrens Herlighed skal åbenbares, og alt Kød skal se det til Hobe.”—Es. 40, 5. Se også Es. 42, 1-7. |
The
selection of
a "little flock"... |
De nytestamentlige Forfattere gør Krav på en guddommelig Salvelse, der satte dem i Stand til at inse Opfyldelsen af Profetierne om Kristi Offer. Skøndt de som Jøder var under den Fordom at tænke på enhver Velsignelse som indskrænket til deres eget Folk ( Apg. 11, 1-18), var de dog i Stand til at se, at hvorvel deres Folk vilde bli velsignet, skulde dog alle Jordens Slægter også velsignes med og gennem dem. De så også, at førend Israel eller Verden vilde bli velsignet, vilde der bli udvalgt en “lille Hjord” fra både Jøder og Hedninger, der efter at være prøvede fandtes værdige til at bli Medarvinger til den store Befriers Herlighed og Ære og delagtige med ham i den Ære at velsigne Israel og alle Folkeslagene.—Rom. 8, 17. |
| Disse Forfattere påviser denne Synsmådes Samstemning med, hvad der står skrevet i Loven og Profeterne, og Storheden og Breden i den Plan, de fremstiller, mer end svarer til den mest ophøjede Forestilling om, hvad den gir sig ud for at være—“Gode Tidender om en stor Glæde, hvad det skal være for alt Folket.” [page 67] | |
The Bible tells of Messiah and his kingdom...
And how death and sorrow will be wiped away |
Messias
som Hersker ikke alene over Israel, men også over Verden, hvad Mosebøgerne
tyder hen til, er alle Profeternes Emne.
Tanken om Kongedømmet var øverst også i Apostlernes Undervisning,
og Jesus lærte, at vi skulde bede: “Komme dit Rige,” og lovede dem
Del deri, som først vilde lide for Sandheden og således vise sig værdige. Dette Håb om det kommende herlige Kongedømme gav alle de trofaste Mod til at udholde Forfølgelse og lide Hån, savn og Tab indtil Døden. Og i den storslåde Tegnprofeti, som afslutter det nye Testament, gi’s der en tro Skildring af det værdige “Lam, som var slagtet” (Åb. 5, 12), af de værdige “Sejrvindere,” som han vil gøre til Konger og Præster i sit Rige, og af Prøvelserne og Hindringerne, som de må overvinde for at bli værdige til at dele hint Kongedømme. Derpå indføres sindbilledlige Fremstillinger af de Velsignelser, der skal tilflyde Verden under hin tusindårige Regering, da Satan skal bindes og adamisk Død og Sorg udslettes, og da alle Jordens Folkeslag skal vandre i det himmelske Kongedømmes, det nye Jerusalems, Lys. |
The Bible gives the hope of the resurrection...
|
Bibelen
fremholder fra først til sidst en Lære, som ikke findes noget andet Sted
og er i Modstrid med alle de hedenske Religioners Lærestninger,--at et
fremtidigt Liv for de døde vil komme gennem en de
dödes Oprejsning.
Alle de bibelske Forfattere udtrykte deres Tillid til en Genløser, og een udtaler, at “når Morgenen oprinder,” når Gud skal kalde dem frem af Graven og de skal komme ud, da skal de ugudelige ikke længer ha Rådighed over Jorden, for “de oprigtige hersker over dem, når Morgenen oprinder” ( Sal. 49, 15). De dødes Oprejsning læres os af Profeterne, og Forfatterne af det nye Testament bygger alt deres Håb om fremtidigt Liv [page 68]og Velsignelse derpå. Pavlus udtrykker det således:
|
The Old Testament is confirmed by the New Testament writers, written 2,000 years apart, as well as by other Old Testament writers.
|
Lig
et Ur, hvis mange Hjul ved første Øjekast kunde synes overflødige, men
hvis langsomst-gående Hjul er væsenlige, således er Bibelen, sammensat
af mange Dele og skrevne af mange Penne, eet fuldfærdigt og sammstemmende
Hele.
Ikke et eneste Stykke er overflødigt, og endskøndt somme Dele indtar en mere virksom og fremskudt Plads end andre, er de dog alle nyttige og nødvendige. Det er i Færd med at bli Skik og Brug blandt de dåkaldte “Fremskridtstænkere” og “store Teologer” i vor Tid at ringeate eller at tilsidesætte, omm ikke at nægte, mange af det gamle Testamentes “Underværker,” idet de kalder dem “Kællingehistorier.” Nogle af disse er Fortællingerne om Jonas og den store Fisk, Noa og Arken, Eva og Slangen, Solens Stilleståen på Josvas Ord, og Bileams talende Æsel. Tilsyneladende overser disse vise Mænd, at Bibelen er så sammenvævet og forenet i sine forskellige Dele, at om man river disse Undere ud af den eller kaster Tvivl på dem, ødelægger eller kaster man Tvivl på det hele. For om de oprindelige Meddelelser er falske, var de, som gentog dem, enten Falsknere eller blinde Redskaber, og i hvert Tilfælde vilde det være os umuligt at fæste Lid til deres Vidnesbyrd som indblæst af Gud. At skille de omtalte Undere ud fra Bibelen [page 69] vilde ugyldiggøre dens Hovedforfatteres så vel som vor Herre Jesu Vidnesbyrd. Fortællingen om Faldet stadfæstes af Pavlus (Rom. 5, 17), også Evas Forførelse af Slangen ( 2 Kor. 11, 3. 1 Tim 2, 14). Se også vor Herres Henvisning til det sidstnævnte i Åb. 12,9; 20,2. Solens Stilleståen ved Amoriternes Nederlag som et Tegn på Herrens Magt var øjensynlig et Forbillede på den magt, der skal lægges for Dagen i Fremtiden, på “Herrens Dag,” ved hans Hånd, hvem Josva var Forbilled på. Dette stadfæstes af tre Profeter (Es. 28, 21. Hab. 2, 1-3. 13. 14 og 3, 2-11. Sak. 14, 1. 6. 7). Fortællingen om det talende Æsel støttes af Judas ( 11 Vers ) og af Peter ( 2 Pet. 2, 16 ). Og den store Lærer, Jesus, støtter Beretningerne om Jonas og den store Fisk og om Noa og Syndfloden ( Matt. 12,40; 24, 38. 39. Luk. 17, 26. Se også 1 Pet. 3, 20). I Grunden er disse ikke større Undere end dem, Jesus og Apostlerne udførte, såsom at gøre Vand til Vin, at helbrede Sygdomme o.s.fr; og som Undergerning er Opvækkelsen af de døde den allervidunderligste. |
To eliminate the miracles from the Bible would invalidate the testimony of its principal writers. |
|
|
|
|
|
|
Disse
Undere, der ikke er almindelige i vor Erfaring, finder Sidestykker rundt
om os hver Dag, som fordi de er mere almindelige, går upåagtet hen.
Genfrembringelsen af legemligt Liv, enten Dyrs eller Planters, overgår
vor Fatteevne så vel som vor Magt—er følgelig et Underværk. Vi
kan se Livsevnen i Virksomhed, men hverken forstå eller frembringe den.
Vi planter to Kærner Side om Side; Betingelserne, Luften, Vandet og Jordsmonnet er ens; de vokser, vi ved ikke hvorledes, heller ikke kan den største Vismand opklare dette Under. Disse Kærner udvikler Legemer med modsatte Tilbøjeligheder, det ene snor sig hen ad Jorden, det andet skyder ret op; Form, blomst, Farve, alt er forskelligt, [page 70] skøndt Betingelserne var de samme. Sådanne Undere blir almindelige for os, og vi holder op at tænke på dem som sådanne, efter at vi har ladt Barndommens Forundring bag os. Dog røber de en Magt, der står lige så langt over vor egen og over vor indskrænkede Viden som de få Undere, Bibelen melder om i særskilte øjemed og som påtænkte Eksempler af Almagt og af den store Skabers Evne til at overvinde enhver Hindring og fuldføre al sin Vilje, endog den os lovede Oprejsning fra døde, Udryddelsen af det onde og evig Retfærdigheds endelige Regering. |
 |
Her
lar vi Sagen hvile. Hvert
Skridt er blet underkastet Fornuftens prøve.
Vi har fundet, at der er en Gud, et øverste Fornuftvæsen som
Skaber, i hvem Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt findes i
fuldkommen Samklang. Vi har
fundet det fornuftigt at vente en Åbenbaring af hans Planer for hans
Skabninger, der er i Stand til at påskønne dem og ha Del deri.
Vi har fundet, at Bibelens Påstand om at være en sådan Åbenbaring fortjener vor Overvejelse. Vi har prøvet dens Forfattere og deres mulige Formål i Lyset af deres Lære; vi er blet forundrede, og vor Fornuft har sagt os, at en Visdom som denne, knyttet til sådanne renne Bevæggrunde, ikke var listige Menneskers kløgtige Påfund i selviske Øjemed. Fornuften har gjort gældende, at det er langt sandsynligere, at sådanne retfærdige og menneskevenlige Tanker og Love må være af Gud og ikke af Mennesker, og har hævdet, at de ikke kunde være svigfulde Præsters Værk. Vi har set Samstemmigheden i Vidnesbyrdene om Jesus, hans Genløsnings-Offer og Oprejsningen og Velsignelsen for alle som Udfaldet i hans tilkommende herlige Kongedømme. Og Fornuften har sagt os, at et [page 71] Udkast så storslåt og omfattende, der overstiger alt, hvad vi ellers kunde ha Grund til at vente, dog bygget på sådanne fornuftbårne Slutninger, må være den Guds Plan, vi søger. Det kan ikke være rent og bart Opspind af Mennesker, for selv når det er åbenbaret, er det næsten for storartet til at bli trot af Mennesker. |
The Bible’s own testimony convinces us that God is its Author
|
Da
Kolumbus opdagede Orinoko-Floden, sa’een, han ha’de fundet en Ø.
Han svarede: “Ingen
Flod som den kommer fra en Ø. Denne
mægtige Strøm må opta et Fastlands Vande.”
Således med Dybden og Kraften og Visdommen og Omfanget i Bibelens
Vidnesbyrd, det overbeviser os om, at ikke Mennesket, men den almægtige
Gud er Ophavsmanden til dens Planer og Åbenbaringer.
Vi har kun kastet et flygtigt Blik på Skriftens ydre Påstande om at være af guddommelig Oprindelse og har fundet dem rimelige. Efterfølgende Kapitler vil udfolde de forskellige Dele af Guds Plan og vil, håber vi, gi enhver redelig Læser fuldklare Beviser for, at Bibelen er en guddommelig meddelt Åbenbaring, og at Længden og Breden og Højden og Dybden af den Plan, den udfolder, herlig afspejler den guddommelige Karakter, hidtil kun utydelig opfattet, men nu klarere set i Lysningen af den gryende tusindårige Dag. [page 72] |
|
|
||||
