Et
Fornuftvæsen
som Skaber
2 - ANDET KAPITEL
TILVÆRELSEN
AF ET ØVEDRSTE FORNUFTVÆSEN |
—BEVISER UDEN FOR BIBELEN |
|
Endog fra Tvivlerens Standpunkt vil en fornuftig og ærlig Gransken efter
det ukendte ved Lyset af, hvad der er kendt, vejlede den uhildede, oplyste
Tænker i Retning af Sandheden.
Dog er det soleklart, at uden en Åbenbaring af Guds Planer og Formål lige fra ham selv, vilde Menneskene kun tilnærmelsesvis finde Sandheden og måtte nå til usikre Slutninger. Men lad os for et Øjeblik lægge Bibelen til Side og se på Tingene fra Fornuftens Standpunkt alene. Den, som kan skue ud i Himmelrummet ved Hjælp af et Teleskop eller bare med sit naturlige Øje og der se Skabelsens Uendelighed, dens Formfuldendthed, Skønhed, Orden, Samstemning og Artrigdom og dog tvivle på, at Skaberen af disse står uendelig langt over ham både i Visdom og Magt, eller kan for et Øjeblik mene, at en sådan Orden er Tilfældighedens Værk, er uden Skaber, han har så vidt tabt eller vanskøttet Tænkeevnen, at han passende holdes for, hvad Bibelen kalder ham, en Dåre (en, som ikke ænser eller også savner Fornuft): “Dåren
siger i sit Hjerte: |
Effects must be produced by competent causes
Intricate in construction, exquisitely beautiful in form and texture, each speaks of a wisdom and skill above the human.
|
Hvorledes
det så end er hændt, er i det mindste så meget af Bibelen sandt, hvad
jo enhver med [page 34] Fornuft må få ud; for det er en selvindlysende
Sandhed, at Virkninger må frembringes af tilstrækkelige Årsager. Selv hver Plante og Blomst aflægger jo Vidnesbyrd i Massevis
om denne Sag.
Kunstig indrettet, overmåde skøn i Form og Sammmensætning taler hver enkelt om en Visdom og et Snilde, der overgår det menneskelige.
Hvor
nærsynet er dog den Tåbelighed, der brovter af menneskelig Kløgt og
Snilde og tillægger den rene
Tiljældighed Naturens Regelbundethed, Overensstemmelse og Samklang, og
som vedkender sig Naturlovene, men nægter, at Naturen har en
fornuftbegavet Lovgiver.
|
|
Does the evolution theory lack proof?
|
Denne
Synsmåde savner Bevis, thi alle Vegne omkring os ser vi, at de
forskellige Skabninger er af fast afgrænsede Naturer, som ikke udfoldes
ti højere Naturer, og skøndt de, som holder sig til denne Synsmåde, har
gjort gentagne Tilløb, har det aldrig lykkedes dem hverken at blande
forskellige Arter eller at frembringe en ny fast afgrænset Afart.
Der foreligger intet kendt Tilfælde, hvor en Art har forandret sig
til en anden.*)
Skøndt der er Fiske, der for et Øjeblik kan bruge deres Finner som Vinger og flyve op af Vandet, og Frøer, som kan kvække (synge), har man dog aldrig hørt tale om, at de er blet til Fugle. Og skøndt der blandt Dyrene findes nogle, som har lidt Lighed med Mennesker, savnes dog ethvert Spor af Bevis for, at Mennesket er oprundet af sådanne Skabninger. Tværtimod, Undersøgelser godtgør, at skøndt man kan frembringe forskellige Afarter af den samme Slægt, er det dog umuligt at blande de forskellige Slægter eller for den ene at oprinde af den anden. Af den samme Grund kan Æslet og Hesten, skøndt de ligner hinanden, dog ikke påstås at være i Slægtskab, for det er vel kendt, at deres Afkom er ufuldkomment og kan hverken forplante den ene eller anden Art. |
|
"...And every winged fowl
after his kind: and God saw that it was good." Is evolution a fact today?
"And God made the beast
of the earth after their kind, and every thing that creepeth upon the earth after his kind:
and God saw that it was good." |
Hvis
den fornuftløse Natur var Skaberen eller Udfolderen, vilde den sikkert
fortsætte sit Værk, og der vilde ikke findes noget sådant som fast afgrænsede
Arter, siden uden Fornuftvirksomhed intet vilde nå til fæstnede
Tilstande.
Evolution vilde være en Kendsgerning den Dag i Dag, og vi vilde omkring os se Fiske bli til Fugle og Aber til Mennesker. Denne Synsmåde slutter vi er lige så stik imod menneskelig Fornuft som mod Bibelen, når den påstår, at fornuftbegavede Væsener blev skabte af en Magt, der savner denne Evne. En Opfattelse af Skabelsen (Mennesket undtagen) ved en Evolutionsproces, som vi ikke ser nogen alvorlig Indvending imod, fremsætter vi kortelig som følger: Den går ud fra, at de forskellige nuværende Arte er fæstnede og uomskiftelige, for så vidt der tales om Natur eller Slags, og endskøndt nuværende Naturer kan udvikles til et meget højere Stade, endog til Fuldkommenhed, vil disse Arter eller Naturer dog for stedse bli de samme. Denne Synsmåde rummer desuden dette, at ingen af disse fastafgrænsede Arter blev oprindelig således skabte, men at de i den fjerne Hedenold udvikledes[page 36] af Jorden og ved gradvis Fremadskriden udviklede sig fra en Form til en anden. Under guddommelig fastsatte Love kan disse Oprindelses virksomheder, hvori Omskiftninger af Føde og Vejrforhold spillede en vigtig Rolle, være blet fortsatte, indtil Arterne, som man for nærværende ser dem, ha’de nåt deres faste Grænse, ud over hvilken Forandring er umulig, da Skaberens endelige Formål i denne Henseende efter alt at dømme synes at være opnåt. Skøndt enhver af de forskellige Plante- og Dyreslægter er i Stand til at gå op eller ned i Rækken, har dog ingen af dem Evne til at gå over i , ikke heller kan de frembringes af, andre Slægter eller Slags. Skøndt enhver af disse kan nå til sin egen fastsatte Naturs Fuldkommenhed, er dog, efter at Skaberens Bestemmelse med Hensyn til Naturer er opnåt, videre Forandring i denne Henseende umulig. |
|
Back of all the intricate machinery of nature is the hand of its great Author, the intelligent, omnipotent God.
|
Det
påstås, at de oprindelige Planter og Dyr, af hvilke nuværende faste
Afarter opkom, var uddøde før Menneskets Skabelse.
Skeletter og Forsteninger af Dyr og Planter, man ikke nu kender til,
fundne dybt under Jordens Overflade, støtter denne Opfattelse.
Denne Synsmåde hverken overser eller forkaster Bibelens Lære, at Mennesket var et førstehånds og fuldkomment Skaberværk, udstyret med sin Skabers Billede, Evne til at tænke og ville, og ikke runden af Evolutionens Rod, hvad der sandsynligvis var den øvrige Skabelses fælles Lod. Denne Opfattelse vilde i ingen Henseende svække, vilde derimod understøtte Bibelens Påstand om, at som Naturen er den Dag i Dag, lærer den, at et Fornuftvæsen ordnede den og var dens første Årsag. Lad den menneskelige Tænkning gøre sit bedste for at komme på Spor efter fornuftige [page 37]og tilstrækkelige Årsager til almenkendte Virkeligheder, med tilbørligt Hensyn til Naturens Love i ethvert Tilfælde; men bag om alt dette Naturens sammensatte Maskineri er dens store Ophavsmands, den fornuftbegavede almægtige Guds, Hånd. |
|
God is the Creator and Designer of nature.
|
Vi
hævder derfor, at Tilværelsen af et Fornuftvæsen som Skaber er en
tydelig påvist Sandhed, hvorpå vi har Beviset alle Vegne omkring os, ja,
og inden i os; for vi er hans Værk, hvori enhver Sjælsevne og
Legemskraft vidner om en Magt, der overstiger vor Fatteevne.
Og han er også Planlæggeren og Skaberen af, hvad vi kalder Naturen. Vi påstår, at han indrettede og fastslog Naturlovene, hvis Virksomheds Skønhed og Samstemmighed vi ser og henrives af.
Denne,
hvis Visdom la’ Planen til og hvis Magt opholder og styrer Verdensaltet,
hvis Visdom og Magt så uendelig overgår vor egen, ham dyrker og tilbeder
vi som af en Naturdrift.
|
|
The grandest thing created is not superior to its Creator.
|
At
bli klar over Tilværelsen af denne vældige Gud vil kun medføre Rædsel
for hans almægtige Styrke, medmindre vi kan se, han har Egenskaber af
Miskundhed og Godhed, der svarer til hans Magt.
Dette har vi også fuld Forvissning om ved de samme Beviser, som
godtgør hans Tilværelse, Magt og Visdom.
Ikke alene tvinges vi til den Slutning, at der er en Gud, og at hans Magt og Visdom står uendelig langt over vor, men vi tvinges af Tanken til den Slutning, at den ypperste Ting, der er skabt, ikke overgår sin Skaber; derfor må vi slutte, at den største Godhjertethed og Retfærdighed, der udvises af Mennesker, er mindre i Omfang end Skaberens, ganske som Menneskets Visdom og Magt er ringere end hans. Og dermed har vi for vort indre Syn den store Skabers Karakter og Egenskaber. [page 38]Han er vis, retfærdig, kærlig og mægtig, og hans Egenskabers Spillerum er nødvendigvis uendelig større end hans ypperligste Skabnings. |
|
What should the creature expect of such a being?
|
Men mere. Efter at ha kommet til denne rimelige Slutning vedrørende vor Skabers Tilværelse og Karakter, lad os spørge: Hvad skulde vi vente af et sådant Væsen? Svaret blir, at Besiddelsen af sådanne Egenskaber fornuftigvis taler for deres Iværksættelse, deres Brug. Guds Magt må bruges og det i Samklang med hans egen Natur-- i Visdom, Retfærdighed og Godhed. Hvad så end Midlet dertil kan være, hvorledes Guds Magt så end virker, må det endelige Udfald være samstemmende med hans Natur og Karakter, og ethvert Skridt må godkendes af hans uendelige Visdom. Hvad kunde vær fornuftigere end en sådan Brug af Magt, som vi ser lagt for Dagen i Skabelsen af utallige Verdener omkring os og i Jordens vidunderlige Afveksling? Hvad kunde være fornuftigere end Skabelsen af Mennesket, udstyret med Fornuft og Forstand, med Evne til at påskønne sin Skabers Gerninger og dømme om hans Snilde—om hans Visdom, Retfærdighed, Magt og Kærlighed? Alt dette er fornuftigt og alt i fuldkommen Overensstemmelse med os vitterlige Kendsgerninger. |
|
The zenith of God’s earthly creation is man, to whom He will reveal His plans.
|
Og nu kommer vort sidste Punkt.
Er det ikke fonuftigt at tænke sig, at et sådant uendelig vist og
godt Væsen, når han ha’de frembragt en Skabning med Evne til at påskønne
sin Skaber og hans Plan, vilde af sin
Kærlighed og Retfærdighed ledes til at stille Trangen i denne Skabnings
Natur ved at gi ham nogle ÅBENBARINGER?
Er det ikke en rimelig Tanke, at Gud vilde meddele Mennesket Oplysning om dets Tilværelses Formål og sine Planer for dets Fremtid? [page 39] I modsat Retning, spørger vi, vilde det ikke være ufornuftigt at tro, at en sådan Skaber vilde frembringer en sådan Skabning som Mennesket, udstyre ham med Fornuftsevner, der rækker ud i Fremtiden, og dog ikke gi ham nogen Åbenbaring af sine Planer for at stille disse Længsler? Slig en Adfærd vilde være ufornuftig, fordi den er stik modsat den Karakter, som vi fornuftigvis tilskriver Gud, modsat den passende Adfærd, et af Retfærdighed og Kærlighed ledet Væsen udviser. |
|
"What is man,
that thou art mindful of him? |
Vi
kan slutte som så: Ha’de
Gud i sin Visdom, da han skabte Mennesket, fundet det utilrådeligt at
tilstå ham Kundskab om sin Fremtidsskæbne og sin Del i
sin Skabers Planer, så vilde sikkert den guddommelige Retfærdighed
så vel som den guddommelige Kærlighed ha holdt fast på, at Skabningen
skulde således indskrænkes i sine Evner, at han ikke uafladelig vilde
bli pint og plaget af Tvivl og Frygt og Uvidenhed, og som en Selvfølge
vilde den guddommelige Magt blet brugt indenfor disse Afgrænsninger.
Den Kendsgerning, at Mennesket har Evne til at påskønne en Åbenbaring af den guddommelige Plan, ta’t i Forbindelse med hans Skabers indrømmede Karakter, gir derfor rigelig Grund til at vente, at Gud vilde meddele en sådan Åbenbaring på en Tid og en Måde, som hans Visdom godkendte. Altså, med disse Iagttagelser for Øje, vilde Fornuften, selv om vi var uvidende om Bibelen, lede os til at vente og være på Vagt efter en eller anden sådan Åbenbaring som den, Bibelen påstår at være. Og desuden, når vi lægger Mærke til den almindelige Skabelses Orden og Samstemning, idet Kloderne og Systemerne i storartet Rækkefølge holder Takt og Skridt, kan vi ikke andet end slutte, at de mindre Uordener, såsom Jordskælv, Orkaner m.m., kun er Tegn på, [page 40] at de forskellige Elementers Samvirken i denne Verden ikke for Tiden er fuldkommen. En Forvissning om, at alt til sidst vil bli fuldkomment og samstemmende på Jorden som i Himlene, tillige med nogen Opklaring af, hvorfor det ikke er så lige nu, er Sager, det ikke er ufornuftigt fro tænkende Skabninger at bede om eller for Skaberen, hvis Visdom, Magt og Godhed er påvist, at tilstå dem. Derfor skulde vi vente af den søgte Åbenbaring, at den indeholder en sådan Forvissning og en sådan Opklaring. |
|
 |
Da
vi har fastslåt det fornuftige i at vente en Åbenbaring af Guds Vilje og
Plan med Hensyn til vor Slægt, vil vi i det næste Kapitel undersøge de
almindelige Egenskaber ved
den Bog, som påstår at være netop sådan en Åbenbaring, Bibelen.
Og derom den fremstiller Guds Karakter i fuldkommen Samklang med, hvad Fornuften, som ovenfor undersøgt, tilsiger, burde vi drage den Slutning, at den dermed viser sig selv at være den Åbenbaring fra Gud, der trænges til og rimelig kan ventes, og skulde så modta dens Vidnesbyrd som sådan. Er den af Gud, vil dens Lærdomme, når de til fulde skønnes, stemme overens med hans Karakter, som Fornuften siger os for visst at være fuldkommen i Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt. |
|
“I, som nysgerrigt flakker om I Skabelsens Vidunderland, Se eders Skabers Fodspor — kom, Så I for ham nedfalde kan.” “Din Ære skøns i Himel, Jord, Din Visdom i hver Stjernes Favn; Men når vort Øje ser dit Ord, Langt skønnere står da dit Navn.”
|
|
||||
