1 - FØRSTE KAPITEL. Tusindårets
Daggery |
INDLEDNING TIL DETTE VÆRKS EMNE OG DEN DERI FULGTE FREMGANGSMÅDE.
—
EN
GRÅDENS NAT OG EN GLÆDESMORGEN. |
|
TITELEN
“Millenniets (Tusindårsrigets) Daggry” vækker
Forestillingen om en mørk Nat, der gir Plads for en herlig Dag.
Og dette udtrykker nøjagtig Grundtanken i dette Værk.
Vi tror, at den guddommelige Åbenbarings Lære kan ses at være både
skøn og samstemmende fra dette Standpunkt og fra intet andet.
Det Tidsrum, hvori Synden har haft Lov at råde, har været en mørk Nat for Menneskeheden, der aldrig vil forglemmes; men den herlige Dag, der oprinder med Retfærdighed og guddommelig Yndest, idet den indføres af Messias, der som Retfærdighedens Sol skal opstå og skinne fuldt og klart ind i og over alle og bringe Lægedom og Velsignelse, den vil mere end veje op mod den skækkelige Grådens, Sukkenes, Smertens, Sygdommens og Dødens Nat, hvori den sig våndende Skabning har været så længe.
|
What is the world |
Hvorvel
hele Skabningen vånder sig under Slid og Smerte, håber, venter og længes
den dog som drevet af et Instinkt efter Dagen,
som den kalder Guldalderen; dog famler Menneskene i Blinde, fordi uvidende
om den store Jehovas nådefulde Forsætter.
Men deres højeste Forestillinger om en sådan Tidsalder står såre
langt tilbage for, hvad Virkeligheden vil bli.
Den store Skaber er i Færd med at tillave et “fedt Gæstebud,” som vil forbavse hans Skabninger og bli i rig Fylde så langt ud over, hvad de rimelig kunde bede om eller vente sig. Og sine undrende Skabninger, der skuer Længden og Breden, Dybden og Højden af Guds Kærlighed, der overgår al Forventning, gir han denne Forklaring:
|
|
Skøndt
vi i dette Værk skal gøre os Flid for, og vi håber med Held, at forelægge
den interesserede og uhildede Læser Guds Plan, således som den vedrør
og opklarer det forbigangne, nærværende og fremtidige af hans Handlinger,
på en Måde, der har større Samklang, Skønhed og Tankeenhed, end man i
Almindelighed forstår, så fralægger Forfatteren sig dog på det
bestemteste, at dette er Følgen af overordenlig Visdom eller Snilde fra
hans Side.
Det er Lyset fra Retfærdighedens Sol i dette den tusindårige Dags Morgengry, der åbenbarer disse Ting som “nærværende Sandhed.” Hvis rette Tid nu er til at bli påskønnet af de oprigtige – de rene af Hjertet. |
|
Siden
Tvivlesygen griber om sig, blir selve Grundvolden for sand Religion og
Sandhedens Grund ofte [page 13] underkastet Tvivl, endog af de oprigtige.
Vi har gjort os Umag for at afdække nok af den Grundvold, hvorpå
al Tro skulde bygges – Guds Ord – for at gi selv den vantro Tillid til
og Forvissning om dets Vidnesbyrd.
Og vi har lagt Vindt på at gøre dette på en Måde, der vil støtte sig til og kan godkendes af Fornuften som et Grundlag. Så har vi søgt at bygge Skriftens Lære på den Grundvold på en sådan Måde, at så langt som muligt blot og bar menneskelig Dømmekraft kan prøve dens Vinkler og Mål efter de strengeste Retfærdighedsregler, den kan opbyde. |
A plan consistent with God’s character and harmonizing conflicting Scriptures |
I
den Tro, at Skriften åbenbarer en sammenhængende og samstemmende Plan,
der, når den ses, må tiltale enhver helliget Samvittighed, udgi’s
dette Værk i det Håb at komme sådanne, som grunder på Guds Ord, til Hjælp
ved at fremsætte Tankerækker, som samstemmer med hverandre og med det
indblæste Ord.
De, der godkender Biblen som Åbenbarelsen af Guds Plan – og sådanne henvender vi os i Særdeleshed til – vil upåtvivlelig gi os Medhold i , at dersom dens Lærdomme er indblæste af Gud, må de som Helhed åbenbare en Plan, der stemmer overens med sig selv og med sin guddommelige Ophavsmands Karakter. Som sandhedssøgende skulde vort Formål være at opnå Kundskab om Guds åbenbarede Plan i dens fuldkomne, samstemmige Helhed; og dette har vi som Guds Børn Grund til at vente, siden det er lovet, at Sandhedens Ånd skal lede os til hele Sandheden.—Joh. 16, 13. |
1. Investigate all
religious beliefs |
Som
Granskere har vi to Veje åbne for os.
Den ene er at søge mellem alle de Opfattelser, de forskellige
kirkelige Sekter kommer med, og at ta fra hver den Del, som vi muligvis
holdt for Sandhed—et endeløst Arbejde.
En Vanskelighed, der måtte møde os på denne [page 14] Vej, vilde være den, at om vor Skelneevne var i Ulave og i Vilderede, eller om vore Fordomme hældede i nogen som helst Retning—og med hvem er dette ikke Tilfældet?---så vilde disse Vanskelgheder hindre vort rette Valg, og vi kunde vælge Vildfarelsen og udstøde Sandheden. Desuden, dersom vi valgte denne som vor Fremgangmåde, vilde vi tabe meget, for Sandheden gør Fremskridt, idet den skinner klarere og klarere indtil højlys Dag for dem, som gransker efter den og vandrer i dens Lys, hvorimod de forskellige Sekters forskel- ligartede Trosbekendelser er fæstnede og stillestående, og blev det Hundreder af År tilbage. |
|
Og
enhver af dem må indeholde er forholdsvis stort Mål af Vildfarelse,
siden hver eneste i nogle vigtige Punkter modsiger de andre.
Denne Fremgangsmåde vilde lede ind i en Slynggang af Rådvildhed
og Forfjamsning.
Den anden Måde er at frigøre vort Sind for al Fordom og komme i Hu, at ingen kan vide mere om Guds Planer, end han har åbenbaret i sit Ord, og at det blev gi’t til de sagtmodige og ydmyge af Hjertet, og idet vi som sådanne ihærdig og redelig søger ene dets Vejledning og Undervisning, skal vi af dets store Forfatter bli vejledt til Forståelse deraf, efterhånden som det blir den rette Tid for dets Forståelse, ved at vi gør Brug af de mange Hjælpemidler, Gud har skaffet til Veje. Se Ef. 4, 11—16. |
|
At
være en Hjælp for denne Klasse Læsere er dette Værks særlige
Bestemmelse. Man vil lægge Mærke
til, at dets Henvisninger er kun til Bibelen, undtagen hvor den verdslige
Historie adspørges for at påvise Opfyldelsen af Skriftens Udsagn.
Nutids-Teologernes Vidnesbyrd er der ikke tillagt nogen Vægt, og de såkaldte Kirkefædres er blet udeladt. Mange af dem har [page 15] vidnet i Samklang med heri udtrykte Tanker, men vi tror, det er en almindelig Svaghed hos Nutidens og alle Tiders Mennesker at tro visse Læresætninger, fordi andre, til hvem de ha’de Tillid, gjorde det. Dette er åbenbart en rig Kilde til Vildfarelser, for mange gode Mennesker har trot og lært Vildfarelse med al god Samvittighed (Apg. 26,9). Sanhedssøgende Folk skulde hælde Overleveringens grumsede Vand ud af deres Kar og fylde dem ved Sandhedens Kildevæld – Guds Örd. Og ingen Religions undervisning skulde ha nogen Vægt, uden for så vidt den vejleder den sandhedssøgende til hin Kilde. Endog til en almindelig og hastig Undersøgelse af hele Bibelen og dens Lære er dette Værk for lille; men idet vi husker på den Hast, Folk har i vore Dage, har vi gjort os Umag med at fatte os så kort, som Emnernes Vigtighed syntes at tillade. |
|
Til
den interesserede Læser vil vi henstille, at det vil være frugtesløst
for ham at glide let og overfladisk hen over dette Værk og vente at indse
Vægtigheden og Samstemningen i den henkastede Plan og de deri fremsatte
Skriftbeviser.
Vi har lagt Vind på helt igennem at fremstille de forskellige Brudstykker af Sandhed ikke alene i et sådant Sprog men også i en sådan Orden, som bedst vilde sætte alle Slags Læsere i Stand til klart at fatte Emnet og den almindelige Plan. Medens grundig og ordenlig Granskning er nødvendig til Forståelse af hvilken som helst af Videnskaberne, er den det særlig i den guddommelige Åbenbarings Videnskab. Og i dette Værk er det dobbelt nødvendigt af den Grund, at ved Siden af at være en Afhandling over guddommelig åbenbarede Sandheder er det en Undersøgelse af Emnet fra et, så vidt vi ved aldeles forskelligt [page 16] Standpunkt fra noget andet Værks. Vi har ingen Undskyldning at komme frem med, fordi vi drøfter mangt et Emne, der sædvanlig udelades af kristne,-- blandt andre vor Herres Genkomst og det gamle og nye Testamentes Profetier og billedlige Talemåder. Intet teologisk System skulde forelægges eller godkendes, som overser eller udelader de mest fremtrædende Træk af Skriftens Lære. Vi håber imidlertid, at man vil se en lang Afstand mellem den alvorlige, ædrue og lærvillige Granskning af Profetierne og andre Skriftafsnit i Lyset af fuldbyrdede historiske Kendsgerninger for at opnå Slutninger, som helliget sund Fornuft kan tiltræde, og en altfor gængse Brug af almindelig Spekulation, som, når den gør den guddommelige Profeti til sin Genstand, er for snar til at gi en ustyrlig Tankegang og lunefulde Indfald løse Tøjler. |
 |
De,
som henfalder til denne farlige Vane, udvikler sig gerne til Profeter (?)
i Steden for at lære af de givne Profetier.
Ingen Gerning er ædlere og mere forædlende end den lærvillige
Syslen med Guds åbenbarede Forsætter, --
Den Omstændighed, at Guds Visdom sørgede for Profetier om Fremtiden så vel som Udsagn med Hensyn til Nu- og Fortid , er i og for sig en Irettesættelse fra Jehovas Side for Tåbeligheden hos nogle af hans Børn, som har undskyldt deres Uvidenhed og Skødesløshed med Granskningen af hans Ord ved at sige : “Der er nok i det femte Kapitel af Mattæus til at frelse hvem som helst.” |
To acquaint the child of God with his Father’s plans |
Vi skulde heller ikke mene, at
Profetierne blev givne bare for at tilfredsstille Nysgerrighed efter at
kende Fremtiden.
Deres Formål er øjensynlig at gøre det inviede Guds Barn kendt med hans Faders Planer for således at vække hans Interesse og Deltagese [page 17] for de samme Planer og sætte ham i Stand til at skue både det nærværende og tilkommende fra Guds Standpunkt. Når han således er indviet i og er med på Herrens Gerning, kan han tjene med Ånden og tillige med Forstanden, ikke barre som en Tjener, men som Barn og Arving. At åbenbare for sådanne, hvad der skal komme, modarbejder Indflydelsen af, hvad der nu er. Virkningen af omhyggelig Granskning kan ikke andet end være styrkende for Troen og en Spore til Hellighed. |
|
Er
man i Uvidenhed om Guds Plan for Verdens Genoprejsning af Synden og dens Følger,
og er man under den vrange Forestilling, at den såkaldte Kirke i sin nærværende
Tilstand er det eneste Virkemiddel til dens Gennemførelse, så er
Tilstanden i Verden for Tiden, efter at Evangeliet er blet forkyndt i næsten
nitten Hundrede År, en sådan, at den vækker alvorlig Tvivl hos ethvert
tænkende Menneske, der er så dårlig underrettet.
Og sådanne Tvivl kommer man ikke let over med noget mindre end Sandheden. I Virkeligheden må eet af to ligge for Dagen for enhver tænkende Iagttager. Enten har Kirken gjort en stor Fejltagelse i at mene, at det i den nuværende Tidsalder og i dens nærværende Tilstand har været dens Opgave at omvende Verden, Eller også er Guds Plan ynkelig mislykket. Til hvilken Side skal vi gå? Mange har og mange flere vil uden Tvilv vælge det sidste og slutte sig til Fritænkernes Rækker enten i Lys eller Løn. At komme dem til Hjælp, som således falder ærligt, er et af dette Binds Formål. |
Is the church’s mission to convert the world? |
På
Side 19 gengir vi en Tegning, udgi’t af “Londoner-Missionsselskabet”
og bagefter i de Forenede Stater af “Presbyterianernes kvindelige
Missionskomite.” [page 18] Den kaldes “Et stumt Opråb på den Ydre
Missions Vegne.”
Den fortæller en sørgelig Historie om Mørke og Uvidenhed om det eneste Navn, der er gi’t under Himlen, eller blandt Mennesker, hvorved vi bør vorde frelste. |
|
|
Relative Percentages |
||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||
Nearly 2/3 of the world’s population are still heathen
|
The
Watchman—Ynglingeforeningens
(“Y. M. C. A.”) Blad i Chicago---udgav denne samme Tegning og udtalte
sig således derom:
|
 |
Dette
er virkelig et sørgeligt Billede. Og
skøndt Tegningen fremstiller Skygger af Forskel mellem Hedning,
Modammedan og Jøde, er de dog alle lige meget i fuldkommen Uvidenhed om
Kristus. Nogle kunde måske ved første Øjekast synes, at denne
Opfattelse med Hensyn til Tallet på Kristne er for mørk og noget
overdreven; men vi tror det modsatte.
Den viser Navnkristendommen i de lysest mulige Farver. For Eks., de 116 Millioner opførte som Protestanter overskrider langt Virkeligheden. Seksten Millioner, tror vi, vilde nærmere udtrykke Tallet på bekendende Kirkemedlemmer af den voksne Alder, og een Million vilde, frygter vi, være et altfor rundeligt Overslag over den “lille Hjord,” de “helligede i Kristus Jesus,” som “ikke vandrer efter Kødet, men efter Ånden.” Man bør huske på, at en forholdsvis stor Mængde Kiekemedlemmer, der altid regnes med i Optællingen, er Småbørn og Spædbørn. Dette er især Tilfældet i de europæiske Lande. I mange af disse regnes Børn for Kirkemedlemmer fra spædeste Barndom. |
Is there hope
for past multitudes? |
Men
mørkt som dette Billede ser ud, er det dog ikke det mørkeste Billede,
den faldne Menneskehed frembyder. Foranstående
Træsnit fremstiller kun de nulevende Slægter.
Når vi fæster Tanken ved den Kendsgerning, [page 21] at Hundredår efter Hundredår af de henrundne seks Tusindår har revet andre uhyre Masser bort, af hvem næsten alle var indhyllede i samme Uvidenhed og Synd, hvor bælmørkt er da Skuet! Set fra det almene Synspunkt er det i Sandhed et grufuldt Billede. De forskelligartede Trosbekendelser i vor Tid lærer, at alle disse Billioner Menneskevæsener, uvidende om det eneste Navn under Himlen, hvorved vi bør vorde frelste, går lige lukt i evig Pine; og ikke det alene, men alle de 116 Millioner Protestanter, på de meget få Hellige nær, er sikre på den samme Skæbne. Det er da intet Under, at de, som tror sådanne grufulde Ting om Jehovas Planer og Bestemmelser, er nidkære for at fremme Missionsforetagender—Underet er, at de ikke blir vanvittige derover. Virkelig at tro dette og helt føle Vægten af sådanne Slutninger vilde frarøve Livet enhver Nydelse og kaste et Mulmdække over enhver Lysplet i Naturen. |
| What is the fate of the heathen? | For at vise, at vi ikke har stillet de “retlærendes” Opfattelse om Hedningernes Skæbne i galt Lys, hidsætter vi et Stykke fra Småskriftet “Et stumt Opråb på den Ydre Missions Vegne,” hvori Tegningen blev udgi’t. Slutningssætningen deri er: “Send Evangeliet til de talrige Slægter i Udlandet—de eet Tusind Millioner Sjæle, som dør i Håbløshed uden Kristus indtill 100,000 i Døgnet.” |
|
Men
skønt dette er det bælmørke Udsyn fra menneskelige Trosbekendelsers
Standpunkt, frembyder den hellige Skrift dog et lysere Syn, som det er
disse Blades Formål at påpege. Underviste af Ordet kan vi ikke tro, at Guds store
Frelsesplan nogen Sinde tænktes at skulle eller nogen Sinde vil mislykkes.
Det vil være en Lettelse for det rådvilde Guds Barn at lægge Mærke [page 22] til, at Profeten Esajas forudsiger selve denne Tingenes Tilstand og Bodemidlet derfor, idet han siger: |
|
“Se, Mørke dækker Jorden, og Mulm Folkene, men over dig skal Herren opgå, og over dig skal hans Herlighed åbenbare sig, og Folkekærd (Hedningerne) skal van dre til dit Lys.” Es. 60, 2. 3.
|
I denne Profeti oplyses Mulmet af Forjættelsesbuen: “Folkene (Jordens Folkeslag i Almindelighed) skal vandre til dit Lys.” Ikke alene har Verdens vedvarende Elendighed og Mørke og Sandhedens langsomme Fremskridt været en Gåde for Menigheden, men Verden selv har kendt og følt sin Tilstand. Ligesom det Mørke, der indhyllede Ægypten, har det været et Mørke, som kunde føles. Til Stadfæstelse heraf mærk Dem Ånden i de følgende Linier, et Udklip af et Philadelphia- Tidsskrift. Tvivlen og Mulmet, der er blet stærkere og sortere som Følge af de forskellige Skolers sammentørnende Trosbekendelser, var endnu ikke blet udjaget af Forfatterindens Sind ved den guddommelige Sandheds Stråler, der skinner lige fra Guds Ord :-- |
|
| Sådan en Velsignelse tilflyder nu Verden gennem Udfoldningen af den guddommelige Bestemmelse og Udlægningen af det guddommelige Ord, af hvilken Velsignelse og Opklaring vi håber dette Bind udgør en Del. | ||
Lamplighter |
De,
som vil vende sig bort fra bare menneskelige Spekulationer og ofre Tid på
at ransage Skriften og ikke lægge deres Ffornuft fra sig, da Gud indbyder
os til at bruge den (Es. 1, 18), vil finde, at en velsignet Forjættelsesbue
omspænder Himlene.
Det er en Fejl at mene, at de, som er uden Tro og deraf følgende Retfærdiggørelse, skulde være i Stand til klart at fatte Sandheden: den er ikke for dem. Salmisten siger:
Til Gudsbarnet er der sørget for en Lygte, hvis Lys driver meget af Mørket fra hans Sti. “Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys for min Sti” (Sal. 119, 105). Men det er kun
Virkeligheden er der “ingen retfærdig, ikke en eneste” (Rom. 3,10) ; den omhandlede Klasse er “retfærdiggjort af Tro.” Det er kun denne Klasses Forret at vandre på den Sti, som skinner klarere og klarere—at se ikke bare den nu udfoldode Virksomhed i Følge Guds Plan, men også tilkommende Ting. |
|
Patriarchs, prophets, apostles and saints have walked in increasing light |
Hvorvel
det er sandt, at hver enkelt troendes Sti er strålende, gælder den særskilte
Tillæmpning af dette Udsagn dog de retfærdige (retfærdiggjorte) som en
Klasse. Stamfædre,
Profeter, Apostler [page 25] og Hellige i For- og Nutid har vandret i dens tiltagende Lys, og Lyset vil bli ved at tilta ud over Nutiden— “indtil højlys Dag.” Det er een fortløbende Sti, og det ene vedvarende og tiltagende Lys er det guddommelige Ord, der lyser op i rette Tid. Derfor: “Glæd eder i Herren, I Retfærdige,” idet I forventer Opfyldelsen af dette Løfte. Mange har så lille en Tro, at de ikke venter mere Lys, og på Grund af deres Utroskab og Skødesløshed får de Lov at sidde i Mørke, mens de kunde ha vandret i det tiltagende Lys |
|
|
Guds Ånd, der er gi’t for at vejlede Menigheden til Sandhed, vil ta af det skrevne Ord og meddele os; men ud over hvad der står skrevet, trænger vi ikke til noget, for den hellige Skrift er i Stand til at gøre vis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus.—2 Tim. 3, 15. |
||
"The morning cometh" – for all the world
|
Hvorvel
det endnu har sig således, at “Mørket dækker Jorden, og Mulm
Folkene,” skal Verden ikke altid blive i denne Tilstand.
Vi har fåt Sikkerhed for, at “der kommer Morgen ” (Es.
21, 12).
Ligesom Gud nu lader den naturlige Sol skinne for retfærdige og uretfærdige, således vil Retfærdighedens Sol på Tusindårsdagen skinne til Gavn og Gode for hele Verden og “bringe for Lyset, hvad Mørket skjuler over” ( 1 Kor. 4, 5). Den vil adsprede det ondes skadelige Dunster og bringe Liv, Sundhed, Fred og Glæde. Når vi ser tilbage på Fortiden, finder vi, at Lyset dengang skinnede kun svagt. Dunkle og gådefulde var henrundne Tidsaldres Forjættelser. Løfterne til Abraham og andre, forbilledligt fremstillede i det kødelige Israels Lov og gudstjenstlige Skikke, var bare Skygger og gav kun en svag Forestilling om Guds under- og nådefulde Bestemmelser. Alt som vi når Jesu Dage, tar Lyset til. Forventningens Højdemål [page 26] ha’de indtil da været, at Gud vilde sende en Befrier for at frelse Israel fra deres Fjender og ophøje dem til Jordens første Nation, i hvilken Stilling af Magt og Indflydelse Gud vilde bruge dem som sine Midlere til at velsigne alle Jordens Slægter. |
|
Jewish hope
|
Det
dem givne Tilbud om Arveret i Guds Kongedømme var i de Vilkår, der blev
stillet, så forskelligt fra, hvad de ha’de ventet sig, og Udsigtene til,
at den udvalgte Klasse nogen Sinde skulde opnå den lovede Storhed, var
udvortes og menneskelig set så usandsynlige, at alle på de får nær
derved blindedes for Budskabet.
Og deres Blindhed for og Fjendtlighed mod det tog naturligt nok til, da ifølge Guds Plan den rette Tid kom for at la Budskabet gå længere og gøre Indbydelsen til at få Del i det lovede Kongedømme gældende for enhver Skabning under Himlen, som ved at tro vilde bli regnet for et Barn af den troende Abraham og en Arving til den Forjættelse, han fik. |
|
Church’s hope
|
Men
da det Evangelium, som Jesus lærte, blev forståt efter Pinsefesten, gik
det op for Menigheden, at Velsignelserne for Verden skulde være af en
varig Slags, og at for Gennemførelsesn af denne Bestemmelse skulde Kongedømmet
være et åndeligt, sammensat af sande Israeliter, en “lille Hjord”
udvalgt blandt både Jøder og Hedninger til at øphøjes til åndelig
Natur og Magt.
Derfor læser vi, at Jesus bragte Liv og Udødelighed for Lyset ved Evangeliet (2 Tim. 1, 10). Og siden Jesu Tid skinner endnu mere Lys frem, som han forudsa’ det vilde:
|
|
Clergy developed
|
Efter
at Apostlerne var sovet hen, kom der imidlertid Dage, da Flertallet i
Menigheden lod Lygten skøtte sig selv og så sig om efter Ledelse hos
menneskelige Lærere: og Lærerne, opblæste af Hovmod, tiltog sig
Rangsnavne og Embeder og gav sig til at herske over Guds Arv.
Så opkom der gradvis en særegen Klasse, kaldt “Gejstligheden,” som regnede sig selv og holdtes af andre for at være de rette. Vejledere i Tro og Handling udenfor Guds Ord. Således udvikledes med Tiden der store Pavesystem ved en utilbørlig Agtelse for fejlbare Menneskers Lærdomme og ved Tilsidesættelse af den ufejlbare Guds Ord. |
|
Reformation –
Martin Luther |
De
onde Følger af denne Uagtsomhed over for Sandhed har rigtignok været
alvorlige. Som alle ved, var
både Menigheden og den civiliserede Verden næsten helt trælbundne af
hint System og ledtes til at dyrke Menneskers Overleveringer og Trosvedtægter.
Under dette Slaveri gjordes der et djærvt og velsignet Slag for Frihed og
Bibel, i hvad man kender som Reformationen.
Gud oprejste tapre Forkæmpere for sit Ord, blandt hvem var Luther, Zwingli, Melanchton, Viklif, Knox og andre. Disse henledte Opmærksomheden på den Kendsgerning, at Pavedømmet ha’de lagt Biblen på Hylden og sat Kirkens Vedtægter og Læresætninger i dens Sted, og de udpegte nogle få af dens Vranglærdomme og Uskikke og viste, at de var bygget på Overlevering i Strid med Sandhed og Guds Ord. Disse Reformatorer og deres Tilhængere blev kaldte Protestanter, fordi de gjorde Indsigelse (protesterede) mod Pavedømmet og påstod, at Guds Ord er den eneste pålidelige Rettesnor for Tro og Vandel. Mange tro Sjæle i Reformationens Dage vandrede i Lyset, så langt som det dengang skinnede. Men siden deres Dage har Protestanterne [page 28] gjort ringe Fremskridt, fordi de i Stedet for at vandre i Lyset har gjort Holdt omkring deres Yndlingsledere, villige til at se så meget, som de så, men ikke mer. |
|
|
|
|
|
De
satte Skranker for deres Fremgang på Sandhedens Vej, idet de sammen med
den Smule Sandhed,de ha’de, indhegnede en stor Del Vildfarelser, som de
førte med sig fra “Moder”-Kirken.
De Trosartikler, der således vedtoges for mange År siden, har Flertallet af Kristne en overtroisk Ærefrygt for, idet de mener, at intet mere kan vides om Guds Planer nu, end Reformatorerne kendte. Denne Fejltagelse har været kostbar; for bortset fra, at kun få vigtige Sandhedsspirer dengang blev gravet frem af Vildfarelsens Grushob, kommer der altid særskilte Sandhedstræk frem for Lyset, og disse har Kristne gåt tabt af for deres Troshegns Skyld. For at gi et Eksempel: Det var en Sandhed på Noas Tid og en, som krævede Tro hos alle, som da vilde vandre i Lyset, at der skulde komme en Oversvømmelse, hvorimod Adam og andre intet ha’de vidst derom. Det vilde ikke være at kundgøre Sandhed nu at forkynde en kommende Vandflom; men andre Sandheder, der passer for den nuværende Husholdning, kommer stadig frem for Lyset, hvorom vi skal få Kundskab, dersom vi vandrer ved Lygtens Skin. Altså, hvis vi har alt det Lys, hvis rette Tid ligger adskillige Hundrede År tilbage, og det alene, er vi for en Del i Mørke. |
|
|
Guds Ord er et stort Forrådskammer med Føde for hungrige Pilgrimme på den strålende Sti. Der er Mælk for Spædbørn og hård Mad for de mere udviklede ( 1 Pet. 2, 2; Heb. 5, 14) ; og ikke det alene, men det indeholder Føde, der passer til de forskellige Tider og Tilstande. Og Jesus sa’, at den tro Tjener vilde bringe [page 29] Mad i rette Tid til Troens Hustyende – “nyt og gammelt” fra Forrådskamret (Luk. 12, 42; Matt. 13, 52). |
|
|
Det
vilde være umuligt at bringe sådanne Ting frem af nogen Sekts Troslære
eller Forrådskammer. Vi kunde nok bringe noget gammelt og godt fra hver af dem,
men intet nyt. Den i de
forskellige Sekters Trosvedtægter indeholdte Sandhed er så tildækket og
blandet med Vildfarelse, at dens iboende Skønhed og virkelige Værd ikke
kan skelnes.
De forskellige Trosbekendelser støder og tørner uafladelig sammen, og eftersom de alle påstår at ha Biblen som Grund, lægges Tankeforvirringen og den øjensynlige Uoverensstemmelse Guds Ord til Last. Derfra skriver sig det gængse Mundheld: “Biblen er en gammel Violin, hvorpå man kan spille hvad som helst.” |
|
"...be
ready always to give an answer to every man that asketh you
a reason of the hope that is in you with meekness
and fear."
|
Hvor
dette udtrykker vore Tiders Trosfornægtelse, som menneskelige
Overleveringers vrange Fremstillinger af Guds Ord og Karakter har gi’t
Stødet til i Forening med den tiltagende Dannelse, som ikke længer vil bøje
sig i blind og overtroisk Ærefrygt for Medmenneskers Meninger, men kræver
Redegørelse for det Håb, som er i os.
Den tro Gransker af Ordet skulde være i Stand til altid at gi en Grund for sit Håb. Guds Ord alene er i Stand til at gøre vis og er nyttigt til Lære, Overbevisning osv., “for at Guds Menneske må vorde fuldkomment, grundig udrustet” (1 Pet. 3, 15; 2 Tim. 3, 15. 17). Kun dette ene Forrådskammer indeholder en uudtømmelig Forsyning af både nyt og gammelt—Mad i rette Tid for Hustyendet. Sikkert vil ingen, som tror Skriftens Udsagn om, at “retfærdiges Sti skinner klarere og klarere indtil højlys Dag,” påstå, at den højlyse Dag kom på Luthers Tid, og hvis ikke, gør vi vel i at gi Agt på vor Lygte som på et Lys, der skinner [page 30] “på et mörkt Sted, INDTIL DAGEN OPRINDER.” —2 Pet. 1, 19. |
|
|
|
Det
er heller ikke tilstrækkeligt, at vi nu opholder os på Lysets Sti, vi må
vandre i Lyset, bli ved at gøre
Fremskridt; ellers vil Lyset, som ikke stanser, drage bort og efterlade og
i Mørke. Vanskeligheden med
mange er, at de sætter sig ned og ikke går fremad på Lysets Sti.
Tag en Konkordans og undersøg Teksterne under Ordene sidde og stå; sammenhold så disse med dem, der findes under Ordene vandre og löbe, og De vil finde en stor Modsætning. Mennesker “sidder i Mørke” og hos “Spottere” og står blandt de ugudelige, men “vandrer i Lyset” og löber for Kampprisen.” —Es.42, 7; Sal. 1,1; Heb. 12, 1. |
|
"All
scripture
is given by inspiration of God,
and is profitable
for doctrine,
for reproof,
for correction,
for instruction
in righteousness."
|
Fuldkommenhed
i Kundskab er ikke en Fortidens, men en Fremtidens Sag—den meget nære
Fremtids, håber vi, og til vi indser dette, er vi uskikket til at påskønne
og vente mere af vor Faders Plan udfoldet. Sandt nok, vi går endnu
tilbage til Profeternes og Apostlernes Ord efter al Kundskab om Nutid og
Fremtid; dog ikke fordi de altid forstod Guds Planer og Bestemmelser bedre
end vi, men fordi Gud brugte dem som sine Talerør til
at meddele os og hele Menigheden i Løbet af den kristne Tidsalder
Sandhed vedrørende hans Planer, lige så snart som den bør vides.
Denne Kendsgerning blir tilfude godtgjort af Apostlerne. Pavlus fortæller os, at Gud har kundgjort den kristne Menighed sin Viljes Hemmelighed, som han ha’de fattet hos sig selv og aldrig før ha’de åbenbaret, skøndt han ha’de den optegnet i mørke Taler, som ikke kunde fattes før den rette Tid, for at vor Forstands Øjne skulde åbnes til at påskønne det ”höje Kald,” der er udelukkende tiltænkt troende i den kristne Tidsalder (Ef. 1, 9. 10. 17. 18; 3, 4—6). Dette viser os klart, at hverken [page 31] Profeterne eller Englene forstod Meningen af de udtalte Profetier. Peter siger, at når de granskede omhyggelig efter Meningen deri, fortalte Gud dem, at de Sandheder, som lå tildækkede i deres Profetier, ikke var for dem selv, men for os i den kristne Tidsalder. Og han tilskynder Menigheden til at vente endnu mere Nåde (Yndest, Velsignelse) i denne Retning—endnu mere Kundskab om Guds Planer.—1 Pet. 1, 10—13. |
|
Apostle Peter
|
Det
er tydeligt, at skøndt Jesus lovede, at Menigheden skulde vejledes til
hele Sandheden, vilde det bli en gradvis indvielse. Hvorvel Menigheden i
Apostlernes Dage var fri for mange af de Vildfarelser, som opkom i og
under Pavedømmet, kan vi alligevel ikke tro, at Menigheden i den første
Tid ha’de så dybt eller så klart et Indblik i Guds Plan, som det er
muligt at ha nu.
Det er også tydeligt, at de forskellige Apostler ha’de forskellige Grader af Indblik i Guds Plan, uagtet alle deres Skrifter blev retledede og indgivne af Gud, lige så sikkert som Profeternes Ord blev. For at gi et Eksempel på Gradsforskellen i Kundskab, har vi bare at huske den Vakkelvorenhed, som viste sig for en Tid hos Peter og de andre Apostler undtagen Pavlus, da Evangeliet først gik over til Hedningerne ( Apg. 10, 28; 11, 1-3; Gal. 2, 11-14). Peters Usikkerhed var i skarp Modsætning til Pavlus’s Visshed, der var ham indgydt af Profeternes Ord, Guds Handlinger i Fortiden og de ham umiddelbart givne Åbenbarelser. |
|
Apostle Paul
|
Pavlus
ha’de øjensynlig fåt flere Åbenbarelser end nogen anden Apostel.
Disse Åbenbarelser måtte han ikke kundgøre for Menigheden, ikke
fuldt ud og tydeligt engang for de andre Apostler (2 Kor. 12,4; Gal.2,2) ;
dog kan vi se et Gode for hele Menigheden i hine Syner og Åbenbarelser,
Pavlus ha’de.
Thi uagtet [page 32] det ikke blev ham tilladt at fortælle, hvad han så, eller at meddele omstændelig alt, hvad han vidste om Guds Hemmeligheder vedrørende de “tilkommende Tidsaldre,” gav dog det, han så, hans Ord en Fynd, Afskygning og Meningsfylde, som vi i Lyset af efterfølgende Kendsgerninger, Profetiopfyldelser og Åndens Vejledning er i Stand til at få en fyldigere Forståelse af, end de første Kristne kunde. |
|
Apostle John |
Som
en Stadfæstelse af den foregående Udtalelse henleder vi Tanken på
Biblens sidste Bog—Åbenbaringen, skreven omkring 96 e. Kr.
Indledningsordene tilkendegir den som en særskilt Åbenbarelse af
Ting, der ikke før var forståde. Dette
er afgørende Bevis for, at indtil den Tid i det mindste ha’de Guds Plan
ikke været fuldt åbenbaret. Den
Bog har heller aldrig, før nu, været alt, hvad dens Navn indebær—en
Oprulling, en Afsløring.
For så vidt Talen er om Oldkirken, var der sandsynlig vis ingen, der forstod nogen Del af Bogen. Selv Johannes, som ha’de Synerne, var rimeligvis uvidende om Betydningen af, hvad han så. Han var både Profet og Apostel; og medens han som Apostel forstod og lærte, hvad der dengang var “Mad i rette Tid,” udtalte han som Profet Ting, der vilde forsyne Husstanden med “Mad” i kommende Tider. |
|
|
|
I
den kristne Tidsalder har nogle af de hellige søgt at forstå Menighedens
Fremtid ved at undersøge denne Billedbog, og uden Tvivl blev alle, som læste
og forstod endog bare en Del af dens Lærdomme, velsignede, som der var
lovet (Åb. 1, 3).
Bogen oplod sig stadig mere for sådanne og var i Reformationens Dage en vigtig Hjælp for Luther til at afgøre, at Pavedømmet, for hvilket han var en samvittighedsfuld Præst, virkelig var den Antikrist, Apostelen ha’de omtalt, og hvis Historie vi nu ser udgør så stor en Del af hin Profeti. |
|
| Således lidt efter oplader Gud sin Sandhed og åbenbarer sin Nådes overvættes Rigdom, og selvfølgelig er meget mere Lys at vente nu end til nogen Tid før i Menighedens Historie. |
|
“Vi mere nyt og skønt skal se Og får end større Lys.” |
|
|
||||
