og Ve, Nedværdigelse og Sorg, der endnu råder på Grund af Synden, og afmal for dit indre Blik den fuldkomne Jords Herlighed.

     Ikke en Plet af Synd forstyrrer Samklangen og Freden i et fuldkomment Sam fund, ikke en bitter Tanke, ikke et uvenligt Blik eller Ord.

     Kærlighed vælder op af ethvert Hjerte og møder Genkærlighed i ethvert andet Hjerte, og Godhed kendemærker enhver Handling. Der skal ikke mere være Sygdom, ikke en [198] Smerte eller Lidelse eller noget Tegn på Affælighed, -- ikke engang Frygten for sådan noget.

     Tænk på alle de Billeder af forholdsvis Sundhed og Skønhed i den menneskelige Skikkelse og dens Ansigtstræk, som du nogen Sinde har set, og vid, at den fuldkommne Menneskeheds Yndighed vil overgå ald dette.

     Den indvendige Renhed og sjælelige og sædelige Fuldkommenhed vil præge og forklare ethvert strålende Åsyn.

     Sådan vil Jordens Samfundsliv bli; og grædende og sørgende vil få alle deres Tårer aftørrede, når det således går rigtig op for dem, at Oprejsningsværket er fuldendt. Åb. 21, 4.

As God rejoices
in perfection,
so will it be
with man.

     Og dette er Forandringen bare i Menneskesamfundet. Vi kommer tillige i Hu, at Jorden, der blev “dannet til at bebo’s” af sådanne Væsner, skal bli et passende og behageligt Opholdssted for dem, således som fremstillet i det edenske Paradis, hvori Slægtens første Hoved blev sat.

     Paradis skal genoprettes, Jorden skal ikke længer frembringe Torn og Tidsler og kræve Menneskets Ansigtssved for at yde ham Brødet, men “Jorden skal [let og naturligt] gi sin Afgrøde.”

     Ørkenen skal blomstre som Liljen; den lavere Dyreskabelse vil bli fuldkomne, villige og lydige Tjenere. Naturen med al sin tiltalende Afveksling vil fra enhver Kant kalde på Mennesket, at han skal søge og kende Guds Herlighed og Magt og Kærlighed, og Sind og Hjerte vil glæde sig i ham.

     Den rastløse Attrå efter noget nyt, som nu er fremherskende, er ikke en naturlig, men unaturlig Tilstand, der skyldes vor Ufuldkommenhed og vore nuværende utilfredsstillende Omgivelser. Det er ikke Gud ligt rastløst at kræve noget nyt. Det meste er gammelt for Gud, og han glæder sig mest ved de Ting, der er gamle og fuldkomne. Således vil det bli med Mennesket, når det er genoprettet til Guds Billede.

     Det fuldkomne Menneske vil ikke til fulde kende eller påskønne og følgelig ikke foretrække den åndelige Tilværelses Herlighed, fordi han er af en forskellig Natur, ganske som Fiske og Fugle af den samme Grund foretrækker og glædes mest hver ved sin egen Natur og sit Element. Mennesket vil bli så [199] opta’t og henyrkt af den Herlighed, der omringer ham på det menneskelige Trin, at han ingen Stræb<en efter> Attrå vil ha efter en anden Natur eller andre Kår end dem, han har. Et Blik på Menighedens nuværende Erfaring vil gøre dette tydeligt.

     “Hvor vanskelig” går de, som er rige på denne Verdens Gods, ind i Guds Kongedømme. De få gode Ting, der ha’s, selv under det ondes og Dødens nuværende Regering, fængsler Menneskenaturen så meget, at vi trænger til særlig Hjælp fra Gud for at holde vort Blik og Forsæt fæstet på de åndelige Løfter.

The church class
is chosen by
an individual trial and by individually overcoming.

     Hvorvel vi ikke kan tvivle på, at Gud kunde ha forudset hvert enkelt Medlems Handling og kunde på Forhånd ha vidst, netop hvem der vilde bli værdige og derfor udgøre hin “lille Hjords” Medlemmer, så er det dog ikke Måden, hvorpå Guds Ord fremstiller Udvælgelseslæren.

     Det var ikke Tanken om en Forudbestemmelse af enkelte, som Apostlerne søgte at indskærpe, men at en Klasse ifølge Guds Beslutning var forundbestemt til at udfylde den ærefulde Plads, og at <denne> Klasses Udvælgelse sker på Betingelse af hårde [200] Tors- og Lydighedsprøvelser of Opofrelsen af jordiske Forrettigheder m.m. intil Døden. Ved at stå på Prøve hver især og ved enkeltvis at “vinde Sejr” blir således de enkelte Medlemmer af den forudbestemte Klasse valgte eller optagne til alle de af Gud til denne Klasse forudbestemte Velsignelser og Goder.

“Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.” Den himmelske Fader ærede således vor Herre Jesus, og alle, som hører til hans udvalgte Legeme og skal være hans Merdarvinger, vil bli således ærede ved Jehovas Gunst.

     Menigheden, ligesom dens Hoved, oplever en Begyndelse til “Æren,” når de blir avlede af Gud til den guddommelige Natur ved Sandheds Ord (Jak. 1, 18), og de vil bli helt indførte i Æren, når de fødes af Ånden til Åndevæsner – i deres herliggjorte Hoveds Billede.  De, som Gud vil således ære, må være fuldkomme og rene, og siden vi ha’de fåt Synden i Arv, kaldte eller indbød han os ikke alene til Æren, men tilvejebragte også Retfærdiggörelse fra Synden ved sin Søns Død for at sætte os i Stand til at modta den Ære, hvortil han kalder os.

     Bryllupsklædningen (Kristi tilregnede Retfærdighed) skaffes til Veje, men en Del vil ikke bære den og må derfor bortvises; og nogle af dem, som virkelig ifører sig Retfærdighedsklæderne og får den Ære at bli avlede [201] til en ny Natur, undlader at gøre deres Kaldelse og Udvælgelse sikker ved Troskab mod deres Pakt. Om dem, som er værdige til at være sammen med Lammet i Herlighed, sig der: de er kaldte og udvalgte og trofaste. Åb. 14, 1 og 17, 14.

“Lad os derfor, da Forjættelse om at gå ind til hans Hvile endnu er tilbage, vogte os for, at ikke nogen af eder skal syunes at gå glip af den” (Heb. 4, 1).

    Hvorvel den store Gunst ikke udgår fra den, som vil, ej heller fra den, som løber (skøndt den ikke står til ham, ikke er hans Sag i den Forstand), er den dog til den, som vil og til den, som løber efter at være kaldet.

"He is risen."

     Dette Naturskifte [202] fra menneskelig til guddommelig Tilværelse gi’s som Løn til dem, der i Evangeliets Tidsalder opofrer Menneskenaturen, ligesom vor Herre gjorde, med alle dens Interesser, Håb og Formål i Nu- og Fremtid – indtil selve Døden.

    I Oprejsningen vil sådanne vågne op, ikke for med Resten af Menneskeheden at få Del i den velsignede Genoprettelse til menneskelig Fuldkommenhed og alle dens madfølgende Velsignelser, men for at få Del i Herrens Skikkelse og Herlighed og Glæde som meddelagtige med ham i den guddommelige Natur. – Rom. 8, 17. 2 Tim. 2, 12.

Water Baptism

     Når de efter at være retfærdiggjorte af Nåde ved Tro på Genløsningsofret hører Kaldelsen:

“Fremstil eders Legemer som et levende, helligt [genløst, retfærdiggjort – og derfor] Gud velbehageligt Offer, hvilket er eders fornuftige Gudsdyrkelse” (Rom. 12, 1),

og når de i Lydighed mod denne Kaldelse til fulde helliger deres retfærdiggjorte Menneskelighed til Gud som et levende Offer Side om Side med Jesu Offer, blir det anta’t af Gud, og i selve denne Handling begyndes det åndelige Liv.

     Disse begynder med det samme at tænke og handle således, som det nye [omdannede] Sind tilskynder dem, så at de endog korsfæster al menneskelig Attrå. Fra Indvielsesøjeblikket af regnes disse af Gud for “nye Skabninger.”

     Alt som Guds [203] Ånd vedblir gennem hans Ord at oprulle mer og mer af hans Planer, levendegør han således endog vore dødelige Legemer (Rom. 8, 11) og sætter disse dødelige Legemer i Stand til at tjene ham; men i rette Tid vil vi få nye Legemer -- åndelige, himmelske, der i alle Henseender passer for det nye, guddommelige Sind.

     “Ligesom vi har båret den jordiskes Billede, skal vi [Menigheden] også bære den himmelskes Billede,” – medmindre der sker et Frafald. – 1 Kor. 15, 49. Heb. 6,6.

“Lad jer ikke ligedanne med denne Tidsalder, men lad eder omdanne [til den himmelske Natur] ved Sindets Fornyelse, for at I kan prøve, hvad der er Guds Vilje, det gode, velbehagelige og fuldkomne.” – Rom 12,2.

     [204] Man bør lægge Mærke til, at disse Apostelens Ord ikke henvendes til den vantro Verden, men til dem, han vedkender sig som Brødre, hvad der ses af det foregående Vers: “Jeg formaner eder derfor, Brödre,…til at fremstille eders Legemer som et levende, helligt og Gud velbehageligt Offer.”

Altar of Sacrifice

     Ha’de en sådan Omdannelse af Karakteren ikke allerede fundet Sted i dem, han henvendte sig til, kunde han ikke ha kaldt dem Brødre, -- tilmed Brødre, som ha’de noget “helligt og Gud velbehageligt” at bringe som Offer; for kun de, der er retfærdiggjorte ved Tro på Løsepengen, regnes af Gud som hellige og velbehagelige. Naturomdannelsen blir dem til Del, som i Evangeliets Tidsalder fremstiller deres retfærdiggjorte Menneskevæsen til et levende Offer, ligesom Jesus fremstillede sit fuldkomne Menneskeliv og frala’ sig al Ret til og ethvert Krav på fremtidig menneskelig Tilværelse så vel som nuværende menneskelig Tilfredsstillelse, særskilte og almindelige Rettigheder, os.s fr.

     Det første, der opofres, er den menneskelige Vilje, og fra da af må vi hverken la os lede af vor egen eller nogen anden menneskelig Vilje, men alene af Guds. Den guddommelige Vilje ikke som vor, men en andens, der skal tilsidesættes og opofres. Da den guddommelige Vilje er blir vor Vilje, og vi regner den mennesklige Vilje ikke som vor, men en andens, der skal tilsidesættes og opofres. Da den guddommelige Vilje er blet Vilje, begynder vi at tænke, dømme og slutte fra det guddommelige Standpunkt: Guds Plan blir vor Plan, og Guds Veje blir vore.

     Ingen kan fuldt fatte denne Omdannelse, uden han i god Tro har fremstillet sig som Offer og som Følge deraf er kommet til [205] at opleve det. Forud kunde vi ha Nydelse af hvad som helst, der ikke var virkelig syndigt; thi Verden og alle dans gode Ting blev skabte til Menneskets Nydelse, hvorhos den eneste Vanskelighed var at underkue de syndige Tilbøjeligheder.

     Men de helligede, de fornyede må ved Siden af Bestræbelsen for at underkue Synden bringe de nærværende Goder og Nydelser som Ofre og indvie alle deres Kræfter til Guds Tjeneste. Og de, som er tro i deres Tjeneste og Offer, vil i Sandhed daglig føle, at denne Verden ikke er deres Hvilested, og at de har inge blivende Stad her. Men deres Hjerter og Håb vil vende sig til den “Hvile, som er i Vente for Guds Folk.” Og det vilsegnede Håb vil så igen oplive dem og anspore dem til fortsat Opofrelse.

The "earnest"
of our inheritance

     Den sidste Klasse er endnu af Jorden, jordiske, og afset fra syndige Lyster er deres Håb, Længsler og Formål af den Slags, som vil bli fuldt tilfredsstillede i den lovede Genoprettelse af alle Ting. Men den førstnævnte Klasse er ikke af denne Verden, ligesom Kristus ikke er af denne Verden, og deres Håb er rettet på de usynlige Ting, hvor Kristus sidder ved Guds højre Hånd. 

    Udsigten til jordisk Herlighed, der er så henrivende for det naturlige Menneske, vilde ikke længer være en tilfredsstillende Lod for dem, der er avlede til dette himmelske Håb, for dem, som ser de himmelske Løfters Herligheder og påskønner den dem i den gudommelige Plan anviste Rolle.

     Dette nye guddommelige Sind er Pantet på, at vi skal arve den fuldstændige guddommelige Nagur, indre og ydre Skikkelse Nogle vil måske studse lidt ved dette Udtryk, en gud-[206] dommelig ydre Skikkelse (et Legeme); men detr siges os, at Jesus nu er det udtrykte Billede af sin Faders Person, og at Sejrvinderne vil “bli ham lige og se ham, son han er” (1 Joh. 3,2).

     “Der er et sjæleligt [menneskeligt] Legeme, og der er et åndeligt Legeme” (1 Kor. 15, 44).

    Vi kan ikke forestille os hverken vor guddommelige Fader eller vor Herre Jesus som blot og bart store tænkende, følende og villende Kræfter uden Legemer. De har herlige åndelige Legemer, skøndt det endnu ikke Kommer til Syne, hvor stor Herligheden er, og vi skal ikke se det, før vi også får Del i den guddommelige Natur.

Change of the body – instantaneous

     Endskøndt Åndsevnerne i den guddommelige, den englelige og den menneskelige Natur er lignende, ved vi dog, at de åndelige Naturer har Kræfter, der overstiger de menneskelige, -- Kræfter, der efter vor Tro ikke skyldes andre forskellige Evner, men de samme Evners større Rækkevidde og de andre Omstændigheder, hvorunder de virker.

     Den menneskelige Natur er et fuldkomment jordisk Billede af den åndelige Natur, med de samme Evner, men henviste til det jordiske Område og med Evne og Lyst til kun at skelne så me- [207] get der ud over, som Gud finder for godt at åbenbare til Menneskets Tarv og Lykke.

     Med disser Tanker klart for os er vi i Stand til at forstå, hvorledes Forandringen fra den menneskelige til den åndelige Natur gennemføres, nemlig ved at føre de samme Åndsevner over til højere Tilstande. Når vi er overklædte med det himmelske Legeme, skal vi ha de himmelske Kræfter, som hører til det herlige Legeme, og vi skal ha den Tankens Rækkevidde og det Magtens Spillerum, som tilhører det.

    Den Sindets Omændring eller indre Omdannelse fra jordisk til himmelsk Natur, som de offerviede oplever her, er Begyndelsen til hint Naturskifte. Det er ikke et Hjerneskifte; ikke heller er det i sin forandrede Virkemåde et Mirakel; men det er Viljen og Sindets Retning, der forandres.

     Vor Vilje og vore Sindsrørelser udtrykker vor Personlighed; følgelig er vi omskabte og regnes som virkelig hørende til den himmelske Natur, når vor Vilje og vore Sindsrørelser er således forandrede. Sandt nok, dette er en meget ringe Begyndelse; men en Avling, hvad dette kaldes, er altid kun en ringe Begyndelse; dog er det Pantet på eller Forvissningen om det fuldendte Værk. – Ef. 1, 13. 14.

*) Vore menneskelige Legemer undergår stadig Forandringer. Videnskaben påstår, at der på syv År foregår en fuldstændig Forandring i vore Bestanddele. Således vil den lovede Forandring fra et menneskeligt til et åndelilgt Legeme hverken ødelægge vor Hukommelse eller Selvhed, men vil forøge deres Magt og Omfang.     Det samme guddommelige Indre, som vi nu ejer, med den samme Hukommelse, de samme Tænkeevner m.m., vil da finde sine Kræfter udstrakte til umålelige Højder og Dybder, i Overensstemmelse med dets nye åndelige Legeme. Og Hukommelsen vil følge hele vort Levnetsløb fra tidligste menneskelige Barndom og vil være i Stand til ved at holde Ting sammen fuldt at fatte den herlige Løn for vort Offer. Men dette lod sig ikke gøre, hvis det menneskelige ikke var et Billede af det åndelige.

      Fordi de to Naturer er særskilte og forskellige og den ene dog en Afbildning af den anden, derfor, fordi de samme Åndsevner (Hukommelse, osv.) var fælles for begge, kunde Jesus huske sin tidligere Herlighed, som han ha’de, før han blev Menneske, men som han ikke ha’de, da han var blet et Menneske, hvad hans Ord godtgør: -- “Fader, herliggør mig hos dig selv med den Herlighed, som jeg ha’de hos dig, før Verden var” (Joh. 17, 5), -- den åndelige Naturs Herlighed. Og den Bøn er mer end besvaret i hans nuværende Ophøjelse til den højeste Foprm af Åndevæsen, den guddommelige Natur.

"...Be ye transformed."

     I, som er helligede til Gud, hvilke Indflydelser stiller i jer under? De omdannende Indflydelser leder til nuværende Opofrelse og Lidelse, men Enden er herlig. Hvis i udvikler jer under disse omdannende Indflydelser, prøver i daglig, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne Vilje.

     Lad sådanne, som har lagt alt deres på Offeralteret, komme i Hu, at hvorvel Guds Ord indeholder både jordiske og himmelske Forjættelser, hører dog kun de sidste os til. Vor Skat er i Himlen, lad vore Hjerter uafladelig være der. Vi er ikke alene kaldte til den åndelige Natur, men til den højeste Rang af den åndelige, den guddommelige Natur, -- “så meget ypperligere end Englene” (2 Pet. 1,4. Heb. 1,4).

     Både den menneskelige og den åndelige Natur vil bli herlige i deres Fuldkommenhed, dog særskilte og forskellige. Et ikke ubetydeligt Træk ved Herligheden af Guds fuldendte Værk vil være alle Tings, levendes og livløses, skønne Afveksling, dog vidunderlige Samstemning, -- Samstemning med hverandre og Samstemning med Gud.

[210]VOR OPADKALDELSE

“Gud, som frelste os fra Faldet,
Bor Genløser fra al Synd,
Har os til en Stilling kaldet,
Vi ej kunde få som Løn.
Til Guds Ære,
Sjål, dig frem ad Vejen akynd!

Jesus vil os daglig lede,
Vi ham følger som vor Ven.
Og den fjendske Verdens Vrede
Driver Kun til Klippen hen.
Smægter Hjorden—
Hvor dens Vande Kvæger den!

Vi lig ham vil højt fortålle,
At vor Faders Kærligehed
Hargenløst en Slægt af Trælle,
Sunket dybt i Synden ned.
O, hvor Stråler
I hans Åsyn Miskundhed!

Kaldets høje Mål vi stiller
Frem for de ydmyge små:
Vi skal bli Guds Tempels Piller,
Om vi Prøven kan bestå
O, hvad Yndest!
Hvo kan gøre Krav derpå!

Når vi tro har Vidner været
Om din store Underplan,
Fundet dem, som Du har æret
Med en Plads i Brudens Stand,
Hvor vi henrykt
Sejerspalmen svinge kan!

Da med ham i Herligheden
Hersker vi, vor Slågt Gavn:
Synd ophøre skal herneden;
Hvo som vil, skal nå i Havn.
Da bekender
Hver din Visdoms store Navn.”